Pga. Rolling Stones-koncert, Ricky Gervais-show, fødselsdage, foredrag og en tur til Tyskland er min faste CPH PIX-udflugt blevet noget amputeret i år. Men jeg nåede dog alligevel ti film.
Det ultrakorte run down:
Brigsby Bear (Dave McCary, USA) - En ung mand bliver konfronteret med en ny virkelighed, da det viser sig, at hans forældre slet ikke er hans forældre, men har kidnappet ham som spæd og holdt ham indespærret, hvor de har bygget en hel verden op om deres hjemmestrikkede, og meget amatøragtige, sci fi-tv-serie Brigsby Bear. Det er ikke uden problemer at komme ud blandt rigtige mennesker, der intet kender til den kiksede VHS-bjørn, men måske kan serien bruges som helingsproces... Mark Hamill excellerer som kidnapper-"far", og SNL-folkene foran og bag kameraet har tydeligvis haft det sjovt, men filmen rammer hele tiden lidt ved siden af - for tam som komedie, for sukkersød og utroværdig som drama. Interessant, men jeg ville ønske, at de havde kørt linen ud med det absurde tema. (2½/6)
In Times of Fading Light (Matti Geschonneck, Tyskland) - Østtyskland 1989. En aldrende kommunistisk ping (Bruno Ganz, fin præstation) fejrer 90 års fødselsdag, hvor han stædigt holder på de sovjetiske dyder mens parti og Berlinmur smuldrer om ørerne på ham og familiehemmeligheder og -frustrationer bryder ud i lys lue. Intet revolutionerende (!) men et bundsolidt tysk drama uden ret mange referencer til nazismen. (4/6)
Stalker (Andrei Tarkovskij, Rusland) - ren humbug at medtage den her, da den er fra 1979. Men når man nu er i gang
(4½/6)
Godspeed (Mong-Hong Chung, Taiwan) - på overfladen en buddy cop-historie, men i virkeligheden et fint, lille komedie-drama om en fattig taxachauffør, der får en narkokurér som kunde og nogle skumle narkobagmænd på nakken. Lavmælt men veludført historie, der både giver et indblik i den lokale kultur OG hvad der sker, når man saver i en styrhjelm mens ejeren har den på. Ja, der er en del, veldoseret vold. Jeg var godt underholdt. (4/6)
A Ghost Story (David Lowery, USA) - man skal virkelig være i humør til denne minimalistiske historie om Casey Affleck (næsten konstant udstyret med et lagen over hovedet), der dør og siden prøver at kontakte sin kæreste (Rooney Mara). Interessante temaer om sorg og erindring er i spil, men det er meeeget underspillet og afmålt. Jeg blev næsten, men ikke helt grebet af det. Bonusinfo: Indeholder formodentlig historiens længste, one-take tærtespisningsscene. (2/6)
Animals (Greg Zglinski, Østrig) - et midaldrende par med knas i ægteskabet tager på Alpe-ferie for at slappe af, men havner i en ulykke. Bagefter begynder tingene at opføre sig underligt. Har der overhovedet været en ulykke, hvem kom til skade, er den lokale issælger i virkeligheden mandens hjemlige elsker? Instruktøren kan sin Lynch på overfladen og leger med tid, sted og personer, men han mister grebet hen mod slutningen og hælder så mange absurde twists på, at den ellers fine stemning går fløjten. (3/6)
Hostages (Rezo Gigineishvili, Georgien) - yderst vellykket inspired by true events-drama om en gruppe unge, der i midtfirsernes Georgien får nok af det sovjetiske åg og forsøger at kapre et fly for at komme til det forjættede vesten. Det går ikke just efter planen. Der er mange slags gidser og oprigtig indignation i denne historie, der både er velspillet og teknisk veludført. (4½/6)
The Dinner (Oren Moverman, USA) - Steve Coogan, Richard Gere og Laura Linney. Stjernerne og skuespillet er på plads men manuskriptet er sært ufokuseret og gaber over alt for meget i dette skeletterne ud af skabet-drama om en middag, der starter som Polanskis Carnage men snart drejer i en mørkere retning med en dyster familiehemmelighed. Når man både vil have mentale sygdomme, søskendeforhold, politik, parforholdsfnidder og SoMe-kritik med, har man også store ambitioner. En malplaceret Wes Anderson-agtig indpakning hjælper ikke på fokus. (3/6)
Free and Easy (Jun Geng, Kina) - absurd komedie om platugler og småfuskere (inkl. en sælger med bedøvende sæbe og en falsk munk), der snyder hinanden på kryds og tværs i en forfalden, kinesisk by. Det kommer der en del sjov deadpan-humor ud af. Men tempoet er mildest talt adstadigt, og instruktøren får ikke rigtig de mange, skæve indslag til at gå op i en højere enhed. (2½/6)
The Foreigner (Martin Campbell, England/Kina) - 22 år efter Goldeneye har Martin Campbell og Pierce Brosnan endelig fundet et fælles projekt igen. En blodig, men også ret uengagerende politisk thriller sat i Nordirland, om terrorisme og småfordækte politikere (cue Brosnan). En overraskende alvorlig Jackie Chan er vist mest hyret for at please de kinesiske investorer, og selv om han i en alder af 63 er imponerende adræt, stikker hans overgearede actionscener slemt ud i den store sammenhæng (2/6)
Alt i alt ikke et af de bedre PIX-år for mit vedkommende, men som altid sjovt at være af sted.