Bad Times at the El RoyaleEn af mine favoritter i disse år er Drew Goddard, der står bag manuskripterne til spændende film som Cloverfield og The Cabin in the Woods samt enkelte episoder af den succesfulde første sæson af Daredevil. Seneste film fra Goddard ser ud til at være gået lidt under radaren. Den hedder Bad Times at the El Royale og foregår lige på grænsen mellem Californien og Nevada. På en stormfuld aften et sted i 70'erne møder syv fremmede hinanden på hotellet El Royale, der mest af alt må kaldes et budgetvenligt hotel, heriblandt en falleret sanger, en præst, en sælger, en hippie og en leder af en sekt.
I løbet af aftenen vikles de forskellige skæbner ind i hinanden, mens vi lærer om figurerne og hotellet gennem både flashbacks og forskellige akter, hvor vi ser aftenens begivenheder fra en bestemt persons vinkel. Jeff Bridges gør det, som altid, fremragende som en whisky-drikkende præst, der finder ind på El Royale samtidig med den pæne og afdæmpede sangerinde Darlene (Cynthia Erivo) og den skrækkeligt sælgerkaj af en pamper, Laramie Seymour Sullivan (Jon Hamm). El Royale er, ved første øjenkast, fuldstændig forladt og derfor bliver de tre gæster nødt til at hyggesnakke. Lidt efter lidt dukker flere personer op, heriblandt hotellets eneste ansatte, og trådene mellem de forskellige figurer begynder at sno sig effektivt rundt om hinanden, mens aftenen passerer.
Bad Times at the El Royale er nærmest et kammerspil, hvor store dele af historien foregår inde i hotellets foyer. Her udvikler store dele af fortællingen sig, og det er effektivt lavet. Jon Hamm acer rollen som den sleske sælger, som egentlig ikke er sælger, men noget helt andet, mens Bridges er suverænt som aldrende præst med skurkagtige tendenser. Dakota Johnson spiller den kvindelige hippie, der har alt andet end rent mel i posen, mens filmen stjæles af den skønne Cynthia Erivo og hendes figur, Darlene Sweet, som er en mesterlig sanger og en kvinde, der har oplevet en masse pis i sit liv, men ikke lader sig påvirke af det.
Med sin lange spilletid går filmen af og til lidt i stå, men så sker der noget nyt og Goddard springer over at give os Tarantino-agtige monologer, som til tider kan kede en i søvn i f.eks. Hateful Eight, men til gengæld får vi en god idé om præcis, hvilke mennesker, vi har med at gøre, hvilket gør, at når filmen kommer til ende, føler man faktisk noget for alle de figurer, der er med.
Jeg er meget positivt stemt og ender bestemt på
for endnu en solid film fra Goddards hånd.