Inferno (Howard, 2016) Jeg kunne faktisk godt lide "Inferno", den tredje af Dan Brown-filmatiseringerne.
Jeg forsøgte at læse "The Da Vinci Code", men gav hurtigt op, da den ikke var specielt godt skrevet og meget tydeligt var rettet mod at være en film fra Browns side (slutningen på hvert kapitel var en cliffhanger og hvert kapitel var to-tre sider).
Jeg var ikke kæmpe fan af den første film, men den havde nogle gode ting (Ian McKellen, Audrey Tautou og nogle sjove ideer), men så havde den også Tom Hanks' værste hårdag - og han har endda haft Forrest Gump-frisure...
Toeren var bedre: den forsøgte at være lidt mere opfindsom med twistene og Ewan McGregor er altid seværdig. Nikolaj Lie Kaas var også en fin håndlanger/skurk og den "flød" lidt bedre end den første film.
Nummer tre i serien er "Inferno" og det er tydeligt at se Dan Browns skabelon: Langdon skal løse et mysterium, Langdon får en smuk kvindelig hjælper, der er en håndlanger efter Langdon, der er nogle twists undervejs og nogen sidder bagved og trækker i trådene. Meget af plottet bliver forklaret til Langdon, a la McKellens monologer i den første, og Langdon redder det hele til sidst.
Denne film "flød" også ret godt, selvom den måske lige var et kvarter for lang. Ron Howard er en virkelig dygtig håndværker-instruktør, der ville have følt sig hjemme i det gamle Hollywood-system, hvor man egentlig ikke behøvede at have nogen påviselig stil eller gennemgående ideer, bare man leverede varen.
Det må man sige, at Howard gør gang på gang. Han benytter sig af den nye teknologi og bruger den til at fortælle sine historier. I "In the Heart of the Sea" tog det lidt overhånd med teknikken og den smarte kameraføring, hvor det fungerer bedre og mere gammeldags i "Inferno".
Hanks er altid en pålidelig skuespiller og arbejder endnu en gang sammen med Sidse Babett Knudsen ligesom i "A Hologram for the King". Han arbejder også sammen med Felicity Jones, der endnu engang glimrer ved at være pæn at kigge på, men ikke nogen specielt god skuespiller.
Irrfan Khan og Omar Sy har nogle af filmens bedste scener, hvor især Irrfan Khan er meget mindeværdig med en fed levering af hans replikker. Jeg ville gerne have set en hel film med hans karakter i filmen.
Der er meget lufthavns-litteratur over Dan Browns romaner og det samme gælder filmene, der er baseret på dem. De er en fin adspredelse, mens man ser dem, men bagefter er de hurtigt glemt.
"Inferno" er udmærket håndværk fra Ron Howard, men han har før leveret film, der var mere mindeværdige og interessante som f.eks. "Rush", "Frost/Nixon", "Apollo 13", "Gung Ho" og "Night Shift".