The BFG (Steven Spielberg, 2016)
Hvad er det, spørger den kloge læser? Er det ikke... sutter?
Jovist, det er det. Der er mange af dem, og med alle de personer, der har tabt dem i forbindelse med The BFG fandt jeg det nødvendigt at finde et nogenlunde illustrativt billede.
På papiret lyder The BFG i grunden tilforladelig nok. Baseret på Roald Dahls bog fra 1982 skildrer filmen mødet mellem en lille, forældreløs pige og en Big Friendly Giant, der ganske vist er stor ifølge vores målestok, men ikke ifølge de øvrige kæmper, der bor sammen med ham i Giant Country. Og i øvrigt ikke er synderligt Friendly, da de gerne æder mennesker.
The BFGs arbejde er at samle drømme ind, men det stiller de onde kæmper sig i vejen for, så sammen med pigen (plus det britiske kongehus) vil han forsøge at slippe af med dem en gang for alle...
På papiret er The BFG indbegrebet af det, englænderne kalder "whimsical". Finurlig. BFG har sin egen, pudseløjerlige udgave af engelsk, de onde kæmper er kluntede på sådan en hyggelig, spøjs facon, og når BFG sammen med pigen indfanger drømme, er det i et visuelt orgie af farver og fe-støv.
På papiret. I praksis er det her, sutterne vælter ud af hænderne på de involverede. In no particular order...
- John Williams for at planke sin musik fra Hook fra ende til anden
- Ruby Barnhill (pigen Sophie) for at være jævnt irriterende hele vejen gennem filmen
- Melissa Mathison (der døde inden filmen var udgivet) for at ende sin karriere med den her gang tandløse sjask, når hun tidligere har givet verden E.T.
- Janusz Kamiński for at hælde sukker-CGI ud over filmens billedside
- Spielberg for at stå bag roret. Jeg er mangeårig Steven-fan, men må indrømme, at hans stjerne er falmet noget de senere år. Jeg anser The BFG for at være det absolutte lavpunkt i en ellers fantastisk karriere.
For der er bare ikke ret meget, der fungerer. Jo, Mark Rylance som kæmpen og Wetas mo-cap kører i fornem tandem. Visuelt er vi langt foran Zemeckis' mo-cap film. Men filmen savner i den grad fremdrift, og den eneste gang, familien grinte i løbet af de to timer var noget med nogle hunde, der pruttede. Resten er bare gumpetungt og uengagerende, og selv om jeg normalt har det fint med The Beards forkærlighed for det sentimentale, kammer det over her. Glimtvis aner man mandens enorme talent, men det meste ender under et tykt, kvælende lag af CGI-glasur.