Midsommar
Efterfølgeren på sidste års næstbedste gyserfilm,
Ondskabens Hus (Hereditary), landede i de danske biografer her i den ellers så stille sommerferieperiode. Ligesom i Ari Asters første film, starter vi i USA, men denne gang hopper vi efter kort tid i en flyver på tværs af Atlanten og ankommer til Skandinavien, nærmere den svenske ødemark.
Lidt pudsigt at den svenske ødemark igen lægger lokation til en engelsk/amerikansk gyserfilm, da det ikke er lang tid siden at
The Ritual ligeledes udfoldende sine farlige handlinger i det område. Men denne gang er det ikke en vandretur, der er formålet men derimod et besøg til en yderst bizar midsommer-ceremoni, der foregår hos i endnu mere sært, næsten okkult, svensk kollektiv. Nysgerrig?
Den følsomme pyskologistuderende Dani, der er i gang med at bearbejde et trauma, rejser sammen med hendes kæreste og hans gruppe af antropologistuderende til Sverige. En af gruppemedlemmerne er nemlig en svensk udvekslingsstuderende, som hellere end gerne vil vise sine nye venner, hvad den svenske midsommer er for en størrelse. Hvad der starter som et spændende eventyr, der lige er guf for antropologer, udvikler sig med en hast til at byde på langt flere oplevelser, end gruppen nogensinde havde drømt om!
Der er mange temaer og teknikker, som går igen fra Ondskabens Hus; uden at der ellers er noget direkte link mellem de to værker: den kvindelige hovedrolle, som gennemgår en bearbejdning af sorg og udvikling; de mystiske okkulte begivenheder, som accelerer stille og roligt, for slutteligt virkelig at give los! Et tempo, som giver tid til at suge indtryk til sig og en rolig kameraføring, der ikke stresser med at skulle nå helt vildt meget på alt for lidt tid.
Florence Pugh, som imponerede mig i sin første hovedrolle i den ligeledes dystre
Lady Maceth , gør det rigtig godt i hovedrollen og hun er omgivet af et forholdsvis ukendt ensemble, hvor Will Pouter må siges, at være den mest velkendte. Filmen er ikke for sarte sjæle og der er både meget "Lars-von-Trieriske" scener og momenter undervejs, samt meget voldsomme billeder! Jeg vil påstå, at man både visuelt som indtryksmæssigt kan blive "forstyrret" og udfordret af dette; om man kan affinde sig med dette, har meget at sige for helhedsoplevelsen, vil jeg påstå.
Jeg blev udfordret og jeg vil sige, at dette er en meget modig film, som tør at gå sin egen vej og er langt væk fra det mainstream-horror, som ellers typisk er det, som bliver vist i danske biografer. Stemning og den tid og tempo, som filmen tager sig, for at fortælle sin historie gør, at jeg giver den én tand højere end den forgænger.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Altså som en del af reklameblokken inden filmen?
