Apollo 11 (Todd Douglas Miller, 2019)
En dokumentar om månelandingen fortalt på 1½ time uden voice-over, uden talking heads, bare med originalt arkivmateriale. I 2017 fandt Miller en masse ikke tidligere viste 70mm-optagelser fra opsendelsen, og hans hold gennemgik over 11.000 timers (!) lydmateriale, der altså er klippet sammen til 90 minutter.
Og wow, hvilke 90 minutter! For det første er meget af råmaterialet så flot, at det ligner noget, der er optaget i år (der var sjovt nok ikke plads til et 70mm-kamera i selve rumskibet, så de optagelser er noget mere grynede). Vi ved jo godt, hvordan det ender, men alligevel er det åndeløst spændende at følge optakten, nedtællingen og affyringen - uden voice-over og talking heads. Ind imellem er der indsat lidt grafik, der pædagogisk forklarer os mindrebemidlede, hvad der egentlig foregår.
Det må være min eneste anke. Der er
sindssvagt meget teknisk mumbo jumbo ind imellem, når fx EECOM, FTPS, HTI og PRSI melder "go" til CAPCOM. Men det er bare om at
go with the flow. Lydsiden er meget imponerende, både pga. lydoptagelserne men også Matt Mortons stemningsfulde musik, der i øvrigt udelukkende er indspillet med instrumenter, der fandtes i 1969. Det er virkelig en film, der gør sig godt i så stor en sal som muligt, så hele kroppen kan ryste med, når Apollo 11 letter fra Kennedy Space Center.
Verden har virkelig rykket sig meget de seneste 50 år, men menneskeheden er jo stadig den samme, og filmen her er en påmindelse om, hvad vi forvoksede aber kan, når vi slår sig sammen og gerne vil opnå noget.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film