Jeg har fået gang i mit US iTunes-abonnement igen her hen over sommeren.
Indtil videre har det kastet tre film af sig:
- A Quiet Place
- Tomb Raider
- Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
A Quiet PlaceJohn Krasinskis thriller-monster-familiefilm om familien, der må leve og overleve i total stilhed er en særlig oplevelse. Jeg har ikke set ret mange stumfilm i mit liv, men de, jeg har set, har dog alligevel indeholdt musik og skrevet dialog. A Quiet Place benytter sig mest af ultimativ stilhed for at beskrive filmens pointer. Det er en meget effektiv film, hvor vi meget hurtigt får etableret præcist hvor farligt, det er at lave bare en lille lyd i denne virkelighed.
Krasinski spiller sammen med sin kone, den normalt altid velsminkede Emily Blunt, der er reduceret til husmor med slag i, der beskytter sine børn og prøver at overleve. Begge bruger megen gestikulation og mimik til at spille med, når de netop ikke kan sige så meget. Netop børnene spiller også rigtigt godt, særligt den døve datter (som vist faktisk er døv i virkeligheden). A Quiet Place skal overleve på få personers nærmeste intense spil over for nogle computergenererede monstre, men da skuespillerne gør det godt og monstrene ser meget troværdige ud (hvis de kan det?), så fungerer det faktisk meget godt. Don't make a sound.
A Quiet Place er en medrivende og spændende fortælling om det er at overleve og ikke at give op. Monstrene er meget interessante og anderledes, og det er en stor glæde, at vi ikke får hverken nogen originfortælling eller andet at vide om dem. De er der bare, og de har overtaget styringen af Jorden. Sejt lavet. Jeg har enkelte anker ved filmen, som jeg dog ikke vil berøre her.
Tomb RaiderDe to tidligere versioner af Lara Croft står Angelina Jolie for. Det var i stramtsiddende spandex, så hendes former passede med den første inkarnation af Lara Croft, hvis kæmpestore attributter var en vigtig ingrediens at få i orden i den første filmversion af Lara Croft. Nu er spildesignere, spiludgivere og selv computer-/konsolspillere blevet klogere, så i sin rebootede spilversion er Lara Croft blevet noget mere normalproportioneret i sin fremtoning, og der er fokus på noget andet. Således også i denne nye version af Lara Croft, hvor svenske Alicia Vikander overtager rollen som den særdeles handlekraftige kvinde, der finder skjulte skatte.
I filmen får vi en slags originfortælling om, hvordan Lara Croft skifter fra at være rodløs, nægtende millardærarving, der lever livet som madudbringer og MMA-kæmper, og til at bevæge sig ind på den sti, hvor hun jo i realiteten befinder sig - som en slags kvindelig arvtager til Indiana Jones. Vikander er overraskende god i rollen som Tomb Raider-amazonen Croft, mens den normalt ellers gode Walton Goggins som filmens skurk er ret anonym og nemt kunne være blevet spillet af en anden end lige Goggins, som virkelig plejer at få noget forrygende figurer frem - bare se ham som Venus i Sons of Anarchy, forrygende rolle og forrygende spillet!
Tomb Raider er sådan set ok, måske lidt mere end dét, men hvor Lara egentlig er ret mesterligt spillet af Vikander, så bliver filmen aldrig sådan virkelig god. Historien er lidt kedelig, mange af de ting, der udvikler historien er set før, og så er der bare for meget Indiana Jones over det at rende rundt i gamle gravkamre med fælder, næsten sammenfaldne broer, som man lige får hoppet over og éndimensionelle skurke.
Jeg smider
Three Billboards Outside Ebbing, MissouriDer er ingen vej udenom. Det her er en gennemført fremragende film. Frances McDormand spiller igen så fremragende, at den Oscar-statuette virkelig er fortjent. Dette sure, bitre, sarkastiske, fortvivlede og hævngerrige ansigt, som hun render rundt med igennem hele filmen er virkelig mesterligt lavet. Det ligner meget, at det faktisk bare ER McDormand, der spiller sig selv i en lidt karikeret rolle - det føles i hvert fald meget naturligt for hende at være i rollen som den bitre mor, der er desperation over den manglende opklaring af hendes datters brutale mord vælger at leje tre billboards uden for den lille by Ebbing og på disse skilte vælger at hænge det lokale politi ud.
Filmens tema er meget hårdt og ulykkeligt, det samme er filmens hovedpersonerne skæbne, hvor ingen rigtigt har det godt - naturligt nok - og mordet stadig fylder i den lille by, men fordi filmen formår at portrættere al denne ulykke gennem galgenhumor, hvor især McDormands figur er meget ligefrem, bl.a. da hun viser sig at være hamrende ligeglad med, at sheriffen har fået kræft og faktisk bare siger, at det var da ærgerligt, men alle skal jo dø. Denne galgenhumor er med til at løfte filmen igennem dens mange hårde stunder, hvor historien om mordet på McDormands datter bliver rullet op eller i hvert fald berørt.
Woody Harrelson er god som byens sherif, som sådan set er træt af skiltene, men gerne vil prøve at gøre mere, mens Sam Rockwell spiller røven ud af sine grimme bukser som den halvdumme betjent, der bor hjemme ved sin mor og er totalt korrupt og til dels afstumpet. Alligevel oplever Rockwells figur en udvikling hen over filmen, hvilket både er troværdigt og gør noget godt for figuren, der netop undgår at blive éndimensionel og ligegyldig.
Jeg har længe ikke set nogen bedre film end denne - det skulle da lige være Wind River. Alligevel får kombinationen af Rockwell og McDormand mig til lige at gå et skridt længere op og give denne film:
... og så en note til mig selv om, at jeg skal se flere film i typen Wind River, Three Billboards, Hell or High Water og Winter's Bone og måske lidt færre streamingfilm på Netflix fremover. Amerikanske independent-film er virkelig gode, især når de foregår ude midt i ingenting.