Valerian and the City of a Thousand Planets (Luc Besson, 2017)
Vi skriver anno langt ude i fremtiden, hvor den internationale rumstation er blevet omdannet til Alpha, en gigantisk base med ca. 30 millioner indbyggere fra alle hjørner af galaksen. Vores to rumagenter Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne), der arbejder for The Federation (aka Rumtidstjenesten) bliver sat til at finde ud af, hvorfor der er opstået et ukendt, farligt område i midten af Alpha, der truer med at brede sig og ødelægge hele basen. Muligvis har det noget at gøre med Valerians drøm om en paradisagtig planet, der går under sammen sammen med sine mystiske beboere. Men tiden er knap, og ikke alle af Alphas mange, sære væsner har de bedste hensigter.
I visse filmsammenhænge kan det være et kvalitetsstempel, når instruktøren selv har skrevet manuskriptet. Han fører således sin personlige vision ud i livet, må man forstå, og sandsynligvis brænder han ekstra for projektet. Tja... historierne om, hvordan Luc Besson læste Linda og Valentin som barn og siden har drømt om at filmatiserere serien, er mange. Nu har han fået teknologien (sådan da), og han er blevet en voksen mand med det største budget i fransk films historie. Men resultatet er synet af en 9-årig knægt, der har fået 1,4 mia. kr til at gå shop amok i Fætter BR, men har glemt at skrive en ønskeseddel.
Betyder det, at den længe ventede filmatisering af Linda og Valentin er en dårlig film? Ikke nødvendigvis - snarere en
spøjs film, som er svært at bedømme på en traditionel god/dårlig-skala. Ens oplevelse af værket afhænger formodentlig meget af de forventninger, man kommer med.
Kender man ikke serien og forventer en traditionel sci-fi-thriller, bliver man skuffet, da der hverken er hoved eller hale i manuskriptet, og Besson ikke besværer sig med at introducere sine personer eller væsner, som man må forventes at kende fra de klassiske tegneserier. Enten er det et modigt valg, eller også er det dumt.
Er man allerede fan og forventer en nogenlunde trofast filmatisering, bliver man skuffet, da de to hovedpersoner virker lettere fejlcastede, både DeHaan, der har svært ved at overbevise som kæk actionman og den konstant mutte Delevingne. Men de er bestemt heller ikke hjulpet af Bessons manuskript, der nok burde have et par kritiske øjne ind over. En af tegneseriens trumfkort har altid været dynamikken mellem Valentin, der elsker at puste sig op i embeds medfør, selv om han i virkeligheden er lidt en klovn, og så den slag- og handlekraftige Linda, der er de svages beskytter mod store corporations og de imperialistiske menneskelige ledere i Rumtidstjenesten. Her ligner de et par forvoksede teens, der udspyer kluntede kærlighedserklæringer mens de tæver sjove CGI-aliens. Man må bare konkludere, at Besson ikke er nogen god personinstruktør, og hverken Clive Owen, Rutger Hauer eller Herbie Hancock (!!) kan overvinde de stive replikker. Ethan Hawke har en spøjs lille rolle, men det er nok Rihanna som bizar
shapeshifter, der løber med opmærksomheden. Fans vil også irriteres over diverse toneskift i forhold til forlægget. Nej, en
Gnavpotveksler fra Bluxt er gnaven, ikke nuttet!
Men man kan med held forvente et visuelt overflødighedshorn, der trods en del tvivlsom CGI - hele den indledende sekvens på paradisplaneten ser ufatteligt plastic-agtig ud - er imponerende i al sin iderigdom. Det er overlæsset ud i alle kanter og hjørner, helt i Mézières' ånd og som i Bessons 20 år gamle Fifth Element, dog uden dennes humoristiske overskud. Flere sekvenser er imponerende forløst, ikke mindst et flerdimensionelt kup i starten af historien. Det er bare ikke helt nok til 137 minutter, og jeg kiggede da også på uret et par gange undervejs.
Valerian er umiskendeligt europæisk med sit skæve univers, outrerede kostumer og syrede arsenal af rumvæsner. Det kan man glæde sig over, imens man ærgrer sig over, at der ikke er nogen, der har prikket den 9-årige knægt på skulderen og bedt ham om at fokusere en smule, før han gik amok i legetøjsbutikken.