Havde lidt tid til overs i torsdag og nuppede 2x biotur:
Your Name (Makoto Shinkai, 2016) er blevet udråbt til arvtager til Miyazakis animerede perler. Med den type skamros i bagagen ligger den potentielle skuffelse faretruende tæt på. Modsat de fleste danske anmeldere er jeg da heller ikke
helt så benovet over denne servering anime, en genre, der i øvrigt alt for sjældent når de danske biografer.
De to teenagere Mitsuha og Taki bor på henholdsvis bøhlandet og i Tokyo. Mitsuha er frustreret over den landlige tilværelse og længes efter at være en dreng i storbyen. Men hun får mere, end hun har ønsker sig, da hun en dag vågner og bliver konfronteret med, at hun da vist opførte sig ret underligt dagen før, uden at hun dog kan huske noget af det. Det samme sker for den måbende Taki, der også vågner op med blackout og til sin rædsel får at vide, at han har været temmelig sær - og også ret feminin. Det viser sig, at de to uden forvarsel bytter krop ind imellem, uden at kunne kontrollere det. Den slags ville være en udfordring for de fleste i almindelighed og for en hormonforvirret teenager i særdeleshed. Ergo er der ingen anden udvej end at koordinere og dokumentere via mobilen, så modparten kan følge med i, hvad man dog har foretaget sig i vedkommendes krop.
Setup'et er for så vidt interessant nok, men fraregnet den voldsomt flotte animation (og det er den sgu!) havde jeg i filmens første halvdel svært ved at løsrive mig for fornemmelsen af endnu en forvekslingskomedie, som vi har set en del af i årenes løb. Der er en del underholdning at finde i at hitte rede i, hvem der er hvem på hvilket tidspunkt, men tilsat overspil på stemmefronten havde min opmærksomhed det med at vandre lidt ind imellem.
Men så ændrer filmen tone og sætter kurs mod det mere science fiction-prægede. Ganske vist også det mere melodramatiske, men alligevel var jeg fanget af historien på en helt anden måde. Jeg skal ikke afsløre hvad, hvordan eller hvorfor, men bare konstatere, at her folder Shinkais historie (baseret på hans egen roman) sig for alvor ud.
Summa summarum en lidt frustrerende oplevelse, der dog alligevel er værd at se.
The Fits (Anna Rose Holmer, 2015)
Den 11-årige pige Toni træner boksning med sin storebror og er dygtig til sin sportsgren - men selv en vaskeægte
tomboy kan blive fascineret af det pige-dansehold, der træner samme sted. Så hun melder sig til holdet og får trods store startvanskeligheder lov til at deltage i træningen frem mod en nært forestående opvisning. Men så sker det mystiske: en af holdets trænere, en ung kvinde, falder sammen med uforklarlige kramper. I starten mistænker myndighederne vandet, men det bliver hurtigt frikendt - imens breder den sære sygdom sig langsomt til flere og flere på holdet...
Ind imellem forlader man biografmørket med fornemmelsen af, at man har set noget ganske udmærket - men at man må have overset noget. Misset en vigtig pointe. Sådan havde jeg det efter 72 minutter i selskab med Holmers debutfilm, der kommer til landet med en stribe priser og nogle ekstremt flotte scores på RT og Metacritic. Med en fornemmelse af, at der var noget andet og mere, som burde have gjort filmen bedre end jeg oplevede den. Der er ikke mange forklaringer eller baggrund for nogen af personerne, men en del kan man da efterhånden stykke sammen. Fortællingen er virkelig skåret ind til benet - det hele foregår i samme træningslokale uden nogen voksnes mellemkomst. Den korte spilletid er nok nogenlunde, hvad den spinkle handling med den dokumentar-agtige tilgang med lange
takes kan holde til. Alt sammen i princippet fascinerende på sin egen langsommelige facon, men hvad er det præcis, jeg forventes at tage med mig fra oplevelsen? En hyldest til girl power? Coming of age med et twist? Et studie i spirende seksualitet? Eller som min kammerat og jeg blev enige om - en minimalistisk og spøjs hyldest til E.T.?
Gode bud modtages gerne.