September:
To Have And Have Not, 1944, Howard Hawks
Filmen, hvor Humphrey Bogart og Lauren Bacall første gang spillede sammen, og Bacall leverer, som 19-årig, en helt fænomenal film-debut, hvor hun spiller Bogart af banen i flere scener. Bogart har en fiskebåd på den franske koloni Martinique, og da den foregår under 2. verdenskrig, er det heller ikke på denne fjerne ø let at navigere mellem venner og fjender. Mange af de ting, der fungerede i ”Casablanca”, er genbrugt her, men det gør ikke noget, når manuskriptet er så vellykket og mange biroller er så helt perfekt castede og spillede (f.eks. Walter Brennan’s alkoholiske side-kick Eddie, Dan Seymour’s sleske Captain Renard eller Hoagy Carmichael ved klaveret i havneknejpen).
Simon Killer, 2012, Antonio Campos
En klassisk stereotyp er den amerikanske college-graduate, som bumler rundt i Europa og generelt opfører sig hæsligt før turen går tilbage USA og tilværelsen kommer på skinner. Simon har kærestesorger, og i Paris drages han af red-light nattelivet, hvor han indleder et forhold til en prostitueret, Noura. Deres tilsyneladende gensidige behov for menneskelig kontakt udvikler sig til at de forsøger at afpresse flere af Noura’s sexkunder, og det får fatale følger, og afslører meget mere om Simon’s karakter. Brady Corbet og Mati Diop spiller virkeligt godt i hovedrollerne, hvor de ikke er bange for at give meget af sig selv, og flot filmede lange scener og et godt soundtrack giver en stærk og foruroligende film.
Raising Cain, 1992, Brian De Palma
10-15 år efter De Palma havde sin storhedstid med en række stiliserede thrillere (Blow Out, Dressed To Kill, Body Double), vender han tilbage, både med hensyn til stil og emne, og er næsten endnu mere De Palma end før. Det meget subjektive kamera (med virtuose bevægelser og køreture), Pino Donaggio’s storladne musik, over-the-top skuespil, et bevidst indviklet manuskript og klipning, der forsøger at forvirre seeren, giver en film, der er meget let at kritisere, men jeg har altså en svaghed for helheden. John Lithgow spiller 3-4 roller/karakterer i en historie om børneopdragelse, -bortførelse, psykologiske eksperimenter, personlighedsforstyrrelser og forskellen mellem ydre og indre virkelighed.
The Virgin Suicides, 1999, Sofia Coppola
Til alle tider har et af universitets største mysterier været hvad der foregår inde i hovedet på teenage-piger, når pubertet og hormoner raser. Her har vi 5 søstre i alderen 13-17 år, som på en gang fortryller og forundrer deres skolekammerater, forældre, kærester og lærere med deres tilsyneladende uforståelige handlinger. På en gang et præcist tidsbillede af 1974 udtrykt i musik, frisure og tøjstil, og samtidig en drømmende erindring sovset ind i Air’s perfekt hypnotiske soundtrack. Som titlen antyder, er der en alvorlig kerne, men der er også plads til fjollet high-school humor, kæreste-kvaler og en coming-of-age rammefortælling. Man efterlades dog (heldigvis) ikke med nogen svar på hvad teenage-piger mere præcis er for en størrelse.
The Stud, 1978, Quentin Masters,
The Bitch, 1979, Gerry O’Hara
Jeg tog en vaskeægte double-bill med et par eksempler på den virkelig dårlige smag – som viste sig at være lige noget for mig. Jackie Collins har skrevet et hav af romance-bøger (ja, jeg har læst dem alle), som lige var den tand mere ”racy” end gennemsnittet, og et par af dem er forlægget her. Scoop’et er at søster Joan Collins får frie tøjler til at gå hele vejen som Fontaine Khaled, der har knaldet sig til penge og bruger dem på at drive en natklub i London. For at forstå min personlige optur, skal det nævnes at jeg altid godt har kunnet lide Joan Collins’ bitchede stil lige siden hun var med i Dollars. Den stil blev grundlagt i disse to film nogle år tidligere, og herudover får vi altså Joan topløs-, med bar numse, i scener med elskovsgynge, trekanter og hvad der ellers hører til en dekadent high-society tilværelse. I ”Stud” er bestyreren af Joan’s natklub en slags hovedperson, som i længden ikke synes det er så fedt altid at skulle leve op til sit ry som netop ”stud”, og i ”Bitch” har Joan mistet natklubben, men får via shady forbindelser til nogle mafia-typer foden indenfor igen. Hvis historierne er lidt overfladiske, så er det jo fint at der ca. hver 10. minut kan klippes til en scene fra natklubben, hvor disco-musikken dunker og alle danser, og instruktøren har også haft den grund-ide at en hvilken scene som helst kan blive lidt bedre med et par topløse piger i bag- eller forgrunden. Hverken musikken eller danseevnerne er dog på Saturday Night Fever niveau, nærmere lidt som på dit eget lokale diskotek. Hovedsagen for mig er det faktum at disse film eksisterer, og selvom nok ingen medvirkende vil fremhæve dem på sit CV, så havde jeg altså en fest ved at se dem.
The Cincinatti Kid, 1965, Norman Jewison
Er det spændende at se nogen spille poker på film? Ja, hvis det er lykkedes at få etableret at der rent faktisk er noget mere på spil end selve kortspillet. Når man har Steve McQueen som hovedrolle, så må man primært nøjes med en ikke-verbal sammenbidt stirren til at afkode motivationen for at han så brændende ønsker at få lov til at spille mod den aldrende poker-mester, spillet af altid gode Edward G. Robinson. Tuesday Weld og Ann-Margret som babes og Karl Malden som poker-buddy er også gode, og der er en spændende vinkel om aftalt spil, men jeg har det lidt med McQueen’s berømmede tavse coolness, at det hurtigt bliver en smule kedeligt at se på i de lange poker-scener. Det er solidt old-school filmhåndværk, men jeg havde håbet at være lidt mere oppe at ringe.
Ænigma, 1987, Lucio Fulci
Stakkels Fulci må her tage til takke med et meget skrabet budget, og produktionen henlagt til et øst-land med no-name skuespillere. En kikset pige er banket i koma af skolekammeraterne, og noget tid efter bliver en ny pige på skolen tilsyneladende besat af koma-pigens sjæl, og hun bruges til at tage grusom hævn. Det meget lave budget giver en sløj overall oplevelse, men man kan stadig i glimt se at Fulci prøver at lave nogle mindeværdige scener og sekvenser. Død-ved-snegle mindes jeg ikke at have set før.
The Duke Of Burgundy, 2014, Peter Strickland
Har du hørt den om masochisten, der tiggede sadisten om at slå ham? Nej, jeg vil ej, svarede sadisten frydefuldt. Denne ældgamle joke spiller på det indviklede spil om hvad der udgør nydelse og det med at modtage og give nydelse, som eksisterer i et SM forhold. En tilsyneladende klar rollefordeling mellem Sidse Babett Knudsen’s dominatrice og Chiara D’Anna’s underdanige studine viser sig at være mere kompliceret end vi tror. Peter Strickland kan godt lide at dvæle ved små smukke detaljer i f.eks. indretningen i et hus eller beklædningsgenstande, og bevæge filmen i et meget roligt tempo med ritualiserede gentagelser. Har man en fetish for vintage lingeri får man sin lyst styret her, og insekt-entusiaster har givetvis også en fest. Det med insektstudierne fylder meget i filmen (der er en møl-art, som hedder Duke of Burgundy), og jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod nogen dybere mening med dette, men den findes nok. Filmen foregår i en udefineret tid og et udefineret land, og det er med til at give en lidt meditativ stemning, som jeg egentlig godt kan lide.
East Of Eden, 1955, Elia Kazan
James Dean’s debut (udover bittesmå roller) skabte hans ikoniske stjernestatus, som har varet ved lige siden. Ligesom i ”Rebel Without A Cause” fra samme år, er Dean den plagede søn, som higer efter forståelse og kærlighed fra faderen. Her bliver det ikke nemmere af at hans bror er faderens foretrukne, og at Dean falder for broderens forstående kæreste. Selvom hans fremtoning er tidstypisk 1955, så foregår handlingen blandt Californiens grøntsagsbønder under 1. verdenskrig, og det skyldes naturligvis at filmen bygger på en del af John Steinbeck’s roman af samme navn, og netop beskrivelsen af de hårde leveforhold for disse bønder gjorde Steinbeck bedre end nogen anden. Det kan en socialt bevidst instruktør som Elia Kazan formidle mesterligt, og Dean’s naturalistiske skuespil var dengang en helt ny metode på film.
Striking Distance, 1993, Rowdy Herrington
Bruce Willis er en betjent, som har skaffet sig en masse fjender inden for politistyrken (han er good cop, og de fleste andre er ”dirty cops”), og nu er han forflyttet til det sejlende flod-politi. En række mord på kvinder finder sted, og morderen lader til at have en nær tilknytning til Willis. En masse gode birolle-fjæs som Brion James, Tom Atkins, Dennis Farina og Tom Sizemore er på plads, men som modvægt spiller Sarah Jessica Parker meget lidt overbevisende som Willis’s nye flod-politi-partner. På overfladen et kompetent politidrama, men der indfinder sig snart en dræbende forudsigelighed og stort set alle roller er overspillet.
Enter The Ninja, 1981, Menahem Golan
Starten på den Ninja-bølge, som Cannon Films var en stor del af i 80’erne. Franco Nero er blevet trænet som Ninja som den eneste vesterlænding, og det er ikke alle på Ninja-skolen, som synes det er en superide. Tilbage i det almindelige liv besøger han en af sine gamle soldaterkammerater som er farmer på Philippinerne, og vennen har problemer med lokale gangstere, som prøver at overtage hans farm. Nero som hvidklædt Ninja med giga-mustache (ikke særlig camouflage-agtigt, hverken om natten eller i de grønne omgivelser), bliver matchet af en de gamle sure Ninja-skole-kollegaer som banditterne har hyret. Klassisk Cannon Films action som vi alle kan lide det, og altid dejlige Susan George brænder igennem i en fin birolle. Også plusser for skurkens sans for at indrette sit hovedkontor omkring en stor pool.
Like Someone In Love, 2012, Abbas Kiarostami
Akiko er on-off værtinde på en japansk bar (jeg ved ærligt talt ikke om det også indbefatter at have seksuelle relationer med kunderne), og en særligt god kunde (en ældre enkemand) beder hende om at besøge ham hjemme. Hun er lidt stresset og fraværende på grund af en snarlig skole-eksamen og lidt knas med kæresten. Hele filmen er 4-5 langstrakte scener som alle foregår i meget roligt tempo (der er klar inspiration fra Ozu i f.eks. kameraets placering og billedets framing), og den ældre kunde viser sig at være en klog og empatisk mand. Kiarostami er iraner, og at han vælger at placere historien i et moderne Japan begrunder han med at de menneskelige følelser og motivationer er universelle, og det er der kommet en ganske fin (kunst)film ud af.
The Rambling Guitarist (Gitaa O Motta Wataridori), 1959, Buichi Saito
I slut-50’erne ville den japanske ungdom gerne være ligesom i en Elvis-film, hvis man skal dømme ud fra de film, der blev lavet på samlebånd i Nikkatsu-studiet. En guitar-spillende ung fyr kommer til en havneby og efter et par hurtige bar-slagsmål hyres han af en lokal Yakuza-chef. Ja, og så forelsker chefens datter sig i ham og de andre håndlangere i banden bliver lidt småsure over hans hurtige indtog på scenen. Slåskampe, romantik, forræderi og et par popsange er et underholdende mix, og selvom det ikke er en big-budget film, så er der absolut kompetent filmarbejde, stiligt set-design og autentiske locations.
Old School, 2003, Todd Phillips
Den største frygt for den amerikanske mand, er at ende i en kernefamilie og dermed være tvunget til at opgive den hæmningsløse opførsel, som er mandens sande natur. Det virker til at være udgangspunktet for uendeligt mange komedier, og i Old School vil 3 venner forlænge deres glade ungdom ved at oprette et frat-house, selvom de for længst har forladt universitetet. Will Ferrell er garant for at drive pinlige situationer alt for langt ud, Vince Vaughn er super-slesk sælgertype og Luke Wilson er den bare minimalt ansvarlige. Der er en del sjove scener, men der er også langt op til genrens storhedstid dengang da John Belushi var aktiv.
Sirens, 1993, John Duigan
Hvis sirener ser ud som filmens 3-4 afklædte skønheder, så forstår jeg godt at så mange bliver ledt på afveje i mytologien. Sirenerne er i denne film ganske konkrete nøgenmodeller for en maler i den australske ødemark anno cirka en gang i 1930’erne. Malerierne af de nøgne kroppe i ofte religiøse tableauer er faldet kirken for brystet, og en ung præst og hans kone udsendes for at tale maleren fra at udstille dem. De to gæster (særlig konen) viser sig dog at være ikke helt uimodtagelige for den hedonistiske livsstil, de møder. Sam Neill, Hugh Grant, Tara Fitzgerald og Elle McPherson (som til fulde er berettiget til sit øgenavn ”The Body”) medvirker i denne smukt filmede, men også lidt banale film om kropsfrigørelse, kønsroller, fristelse og kunstnerisk frihed.
September, 1987, Woody Allen
Howard er forelsket i Lane, som er forelsket i Peter, som er forelsket i Stephanie, som er gift. Lane og Stephanie lider under en dominerende mor, som Peter er fascineret af. I løbet af en week-end er dette sammenrend af familie og husvenner samlet i Lane’s sommerhus, og når alle personerne er upper-class New York’ere, så bliver der talt rigtig meget om egne problemer. Woody Allen har lavet mange film med et næsten identisk set-up, og på skuespilsiden har Mia Farrow, Diane Wiest og Sam Waterston været med før og efter. September hører til den mere alvorlige af slagsen, og er på samme middel til høje niveau som man kan forvente af Allen. Holder man af velskrevne replikker, godt skuespil og lange diskussioner om midtvejs livskriser, så går man ikke helt galt i byen her.
36 hours, 1964, George Seaton
James Garner er Major Pike, som vågner op på et amerikansk felthospital i 1950 med hukommelsestab for perioden tilbage til 5 dage før D-dag, som han var med til at planlægge. Men i virkeligheden er det hele et set-up af tyskerne, og der er ikke gået 6 år, men kun 1 dag siden han mistede hukommelsen, og de snedige forklædte tyskere vil have ham til at ”huske tilbage” til planerne for D-dag, så de kan nå at reagere. Et lidt vel fantasifuldt scenarie, som dog heller ikke kan opretholdes gennem hele filmen. Der er også lidt bryde-ud-af-fængsel action og en fin sidehistorie med Eva Marie Saint som jødisk tvangsarbejder. Lidt for kliche-agtige karakterer holder det samlede indtryk fra at være fremragende, men solid underholdning over middel.
Paycheck, 2003, John Woo
Ben Affleck opfinder lige på 2 år en maskine, der kan forudsige fremtiden. Allerede her kan man konkludere at det ikke er en film, der bevæger sig indenfor rammerne af det sandsynlige. Maskinen falder naturligvis i forkerte hænder og Affleck får ikke sin aflønning (”Paycheck” – get it?). En action-thriller, som på sin vis er flot udført, men når hele præmissen er at ca. 1.017 ukontrollerbare hændelser skal ske i præcis rigtig rækkefølge for at det hele ender som det skal, så er det svært at blive følelsesmæssigt involveret. Aaron Eckhart, Uma Thurman og Paul Giamatti prøver ihærdigt at tage det alvorligt, og det er lidt synd at John Woo’s åbenlyse talent bliver spildt på sådan en gang hurtigt glemt action.
Hell Or High Water, 2016, David McKenzie
Når en film rammer en helt rigtig tone og man fornemmer en oprigtighed og autenticitet i karaktererne, så gør det ikke noget at plottet ikke er verden mest originale; der kan godt komme noget nær et mesterværk ud af det. Sådan har jeg det i hvert fald med Hell Or High Water, der i efterdønningerne af finanskrisen, følger to brødre (Chris Pine og Ben Foster), der begår en række bankrøverier indtil de har nok penge til at tilbagebetale…. et banklån i samme bank, hvis filialer de røver. Jeff Bridges og Gil Birmingham er politibetjentene, der jagter dem. Manuskriptet er gennemarbejdet, og karakterernes motivation er helt igennem troværdig ligesom replikkerne. Skuespillet er intenst og afslappet på de helt rigtige tidspunkter. Relevante og vigtige temaer som loyalitet, race, ansvarlighed og retfærdighed er behandlet på et helt personligt og nuanceret niveau uden at blive belærende.
Juggernaut, 1974, Richard Lester
I min barn- og ungdom studerede jeg flittigt biografreklamer i dagbladene med små billeder af filmenes posters, og jeg husker særligt en, som gav en kæmpe trang til at se filmen, men da jeg kun var 8 år på det tidspunkt, så var jeg under aldersgrænsen. 42 år senere har jeg nu set Juggernaut. Og det er måske meget godt, for jeg tror alligevel jeg ville være blevet lidt skuffet over at det ikke var så meget action, som plakaten lagde op til i min fantasi. Nu kan jeg påskønne de elementer af spændings-thriller, som er de overvejende. På et transatlantisk krydstogtskib er der placeret 7 bomber, som detoneres om 24 timer, hvis der ikke betales £500.000. Ja, det er ikke verdens største beløb, men det er også mere det kat-og-mus spil, som bombemanden (det er ham, der hedder Juggernaut) har med myndighederne, og specielt de to specialister, som forsøger at afmontere bomberne, der er i højsædet. Det er alligevel også en katastrofefilm, så de ombordværende passagerers skæbne skal vi også involveres i. Da det er overvejende britiske passagerer, så tager de det faktisk på en lettere afslappet og galgenhumoristisk måde, så det er ikke her spændingsopbygningen sker. Richard Harris, Omar Sharif, David Hemmings, Anthony Hopkins og Ian Holm er på rollelisten.