DanskHjemmebioForum.dk

Dato og tid er lør nov 18, 2017 17:46

Alle tider er UTC+02:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 245 indlæg ]  Gå til side Foregående 112 13 14 15 16 17 Næste
Forfatter besked
Indlæg: tors aug 31, 2017 22:28 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: fre nov 06, 2009 20:47
Indlæg: 3867
Geografisk sted: Sunny Hill
Pjalte skrev:
August (22 film:)
...

Slet ingen kortfilm denne gang, Pjalte? :shock: ;)

_________________
Billede
ÅRETS FILM 2016 | Film jeg har set i 2017 + 2012-2016 m.f. | Billede


Top
   
Indlæg: fre sep 01, 2017 13:29 
Offline

Tilmeldt: tors sep 09, 2010 14:34
Indlæg: 1165
August:

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: Bottle Rocket, 1996, Wes Anderson :bluray: Anderson’s filmiske stil, kan godt være lidt af en ”acquired taste”, så jeg tænkte at jeg hellere må starte en Anderson-kavalkade med debutfilmen for at få doseret i rigtig rækkefølge. Mange aspirerende filmskabere må have psykiatriske diagnoser eller kende mange der har det, for de laver godt nok mange debutfilm om det emne. Her er Owen Wilson netop kommet ud fra et klinikophold og straks er han sammen med Luke Wilson i gang med at planlægge resten af deres liv, og det hele skal grundlægges med at indlede en forbryderkarriere. Uanset planlægningen, så er de nogle godmodige amatører, og tonen i filmen er da også primært humoristisk. Lidt road-movie, romantisk komedie og en god portion autentisk texansk stemning er en fin cocktail, som dog ikke helt formår at blive mere end en meget lille historie. Anderson’s karakteristiske måde at placere kameraet på, er allerede tydelig, men set-design og farvepalette er stadig næsten naturalistisk.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Midnight Special, 2016, Jeff Nichols :bluray: Efter de fremragende ”Take Shelter” og ”Mud”, er den tredje film fra Nichols endnu et mesterligt studie i almindelige mennesker, der kæmper mod større kræfter. Og dog, her er omdrejningspunktet en dreng, som absolut ikke er almindelig, og derfor er han og hans forældre jagtet af flere regeringsorganer. Midnight Special minder mig om den fornemmelse jeg havde i store dele af Spielberg’s ”Close Encounters…” og vi ender også helt ude i sci-fi territorie. Stemningsopbygningen er helt i top, og skuespillere som Michael Shannon, Joel Edgerton og Sam Shepard leverer sædvanlig høj standard.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: Dillinger, 1973, John Milius :bluray: 1930’ernes depression affødte mange røverbander, og de blev ofte en slags helte i befolkningen, da de røvede fra de forhadte banker og drev kispus med politiet. John Dillinger var leder af en bande, som blev jagtet af FBI gennem et par år. Warren Oates som Dillinger og Ben Johnson som FBI-manden Purvis, er måske ikke helt historisk korrekt portrætteret, men de er med til at skabe en seværdig film, med stribevis af vilde shoot-out’s og outlaw-stemning. Produktionsmæssigt er den et sted mellem en A- og en B-film, men der er herlige biroller til gode kræfter som Harry Dean Stanton, Richard Dreyfuss og Geoffrey Lewis.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Monster, 2003, Patty Jenkins :bluray: Film med seriemordere som hovedperson, skal holde en fin balance mellem at skildre grusomhederne og samtidig have et personportræt, der viser mere end bare en dimension. Charlize Theron går all-in som Aileen ”Lee” Wournos, der hutler sig gennem tilværelsen som en prostitueret, hvis heftige temperament besværliggør meningsfyldt kontakt med andre mennesker. Da Christina Ricci’s skrøbelige lesbiske karakter også har et stort behov for kærlighed, så finder de sammen i et forhold, som hurtigt vokser til at blive lidenskabeligt, men også, for Lee’s vedkommende, helt ud af en grusom og morderisk tangent, som hendes manglende moralske filter ikke kan stoppe. Velfortjent Oscar til Theron, og en film, som lige tager et par timer eller dage at fordøje.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Stagefright, 1987, Michele Soavi :bluray: Med Dario Argento som mentor, og Joe D’Amato som producer, blev Soavi betroet at bære faklen videre i den italienske slasher/horror genre, og det klarer han helt fint. En teatertrup bliver under et uvejr lukket inde sammen med en undsluppet seriemorder i et øde teater, og så begynder blodet at flyde. Dette enkle set-up bliver udnyttet til fulde, både mht. teatrets arkitektur og karakteristika, men også de sædvanlige klicheer og stereotyper om teaterverdenens persongalleri er fint indarbejdet. Der er god fantasi i kill-scenerne og fin opfindsomhed og finesse i fotograferingen. Absolut et skud tiltrængt energi til genren.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: Red Pier (Akai Hatoba), 1958, Toshio Masuda :bluray: Nikkatsu studiets samlebåndsproduktion har spyttet endnu en gangster-romance ud til det hippe japanske ungdomspublikum. Jiro er en hitman, hvis næste offer bliver dræbt for øjnene af ham, og da han så forelsker sig i offerets søster, bliver det en anelse indviklet i Yakuza-verdenen. Heldigvis er han både charmerende og en rigtig bad-ass på en gang, og han holder sig heller ikke tilbage for at croone en enkelt popsang, så det hele er ret underholdende. Kompetent kameraarbejde, et jazzet score og en masse herlige karakterer (både mandlige og kvindelige) på havneknejperne i Kobe.

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Appaloosa, 2008, Ed Harris :bluray: En frontier-by bliver terroriseret af en bande og må tilkalde marshall-hjælp udefra = western-skabelon nr. 1, version nr. 117. Ed Harris og Viggo Mortensen er marshalls med hård attitude, og Renee Zellweger laver trutmund som Harris på en eller anden måde falder for. Ikke ret meget opfindsomhed at spore i manuskript eller udførelse, og skuespillerne er langt fra troværdige. Der bliver stadig lavet gode westerns, men denne er ikke en af de mindeværdige – bare la-la OK.

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: True Crime, 1999, Clint Eastwood :bluray: En sort drabsdømt mand skal henrettes om 24 timer, og da en kvindelig reporter, som har dækket sagen, omkommer i en trafikulykke, må hendes mandlige reporterkollega overtage dækningen. Han går dog spadestikket dybere, og begynder at undersøge omstændighederne for den oprindelige mordsag, og samtidig lykkes det ham at gøre sig uvenner med chefen og konen. Lidt generisk, men dog kompetent, thriller, hvor den allerstørste fejl er at Clint Eastwood har castet sig selv i reporter-rollen, som burde tilhøre en mand, der er ca. 30 år yngre end hvad han er.

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Messenger Of Death, 1988, J. Lee Thompson :bluray: Efter True Crime, så jeg denne her, og fandme om der ikke er endnu en aldrende reporter, her Charles Bronson i pensionsmoden alder. Han dækker en sag i Colorado, hvor en hel familie er myrdet. Vi befinder os i mormon-land, hvor familiefejder og religiøst æresdrab åbenbart ikke er helt ukendt. Det er en Cannon-produktion, så der bliver ikke sparet på krudtet. Plusser for en usædvanlig setting, men minusser for et lidt mangelfuldt manuskript med en utroværdig kobling til big-business og en delvis fejlcasting af Bronson. Men hey, det ER Bronson, så helt spild af tid er det ikke.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: State Of Siege (Etat De Siege), 1972, Costa-Gavras :bluray: Syd- og Mellemamerika var i 60’erne og 70’erne dybt infiltreret af USA’s officielle og hemmelige udsendte politiske og militære rådgivere samt forretningsmæssige interesser. Derfor var socialistiske, folkelige oprør meget uvelkomne, og i Uruguay kidnapper en guerilla-gruppe en amerikansk politirådgiver (spillet af Yves Montand). Filmen bliver derefter en mosaik af kidnappernes forhør af Montand, hele det logistiske omkring politiets og guerillaernes ”arbejde” og flashbacks af hvad der ledte op til situationen. Der er en nærmest dokumentarisk tone over filmen, og jeg elsker bare hele dens look. Selvom åbningsscenen afslører slutningen, så er det alligevel en åndeløst spændende fortælling og et højdepunkt i den politiske thriller-genre.

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Our Kind Of Traitor, 2016, Susanna White :bluray: Under en ferie bliver et engelsk ægtepar charmeret af en russisk levemand, og hans udvidede familie. Russeren er (selvfølgelig) gangster, og vil nu gerne ud af gangster-miljøet og hoppe af til England, så han bruger ægteparret som budbringer af hemmeligheder til MI6. Jeg har læst romanforlægget af John Le Carre, og filmens manuskript forsømmer desværre de væsentligste styrker i romanen, dels opbygning af motivationen for ægteparrets villighed til at blive involveret, og dels en ordentlig forklaring på hvorfor de famøse hemmeligheder er så sprængfarlige. Stellan Skarsgård som russer er ganske underholdende og overbevisende, men fotograferingen og set-design er så demonstrativt lækkert at det virker som påklistret fernis på den alt for jappede historie.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: Insomnia, 1997, Erik Skjoldbjærg :bluray: En næsten perfekt debut-film, hvor to politimænd bliver tilkaldt til et mord i en norsk by nord for polarcirklen. Den ene, Stellan Skarsgård (han er svensker, og derfor lidt fish-out-of-water), har gevaldige problemer med at sove da solen aldrig går ned, og det lykkedes ham under en jagt på morderen at skyde sin politi-makker. Han vælger så at dække over sandheden, og på en eller anden måde opstår der en slags symbiose mellem ham og morderen. En omvendt Film-noir, hvor det er det evige skarpe lys, der insisterer på at trænge ind til de dybeste hemmeligheder. Billede- og lyd-side er usædvanligt vellykket, ligesom manuskript og skuespil er helt i top, og det er fedt at dialog og set-design helt tydeligt er skåret ned til det absolut nødvendige eller bare helt bort. Ofte nævnt som en forløber for Nordic Noir tv-serier, men det skal ikke ligge den til last.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: The Running Man, 1987, Paul Michael Glaser :bluray: I den nære fremtid (faktisk år 2017) virker verden til at være styret af kommercielle konglomerater, og ”den menige mand” bliver stopfodret med underholdning som f.eks. tv-showet ”The Running Man”, hvor straffefanger bliver sluppet ud i et byområde og skal overleve mod krigeriske ”stalkers”. Arnold Schwarzenegger er uskyldigt dømt for en massakre og er nu næste medvirkende i showet. Som alle gode 1980’er film er det en kaskade af muskelsvulmende mænd, cheese one-liners, fede våben, pumpende synth-jingler, dansere i stramme trikot’er og andet overfladisk awesomeness. Måske en lidt overset næsten-perle i Arnold’s karriere, og fremtidsvisionen er alligevel ikke helt skudt ved siden af. Sven-Ole Thorsen brillierer med noget nær filmhistoriens værste aflevering af den ene replik han har i filmen.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: American Sniper, 2014, Clint Eastwood :bluray: Historien om patrioten Chris Kyle, som ender med at blive den amerikanske soldat/Navy Seal med flest ”drab” på cv’et som finskytte i Irak-krigen. Det kan næsten ikke undgå at påvirke psyken og når det står på over mange år, er det også familien derhjemme i USA, som lider. En stærk historie i et næsten ufatteligt intenst krigsmiljø, og selvom temaet er den menneskelige skade (på amerikansk side), så leverer filmen i den grad også på action-delen. Om Kyle er en krigshelt eller skurk kan der være mange meninger om, men for mig ødelægger filmens egen eksplicitte konklusion ikke den samlede filmoplevelse.

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Syndicate Sadists (Il Giustiziere Sfida La Citta), 1975, Umberto Lenzi :bluray: Kidnapning af familiemedlemmer til rige familier med henblik på at få løsesum, var ikke ualmindeligt i 1970’ernes Italien, og her sker det ydermere som led i en rivalisering mellem to forbryderbander. Tomas Milian (hans karakter hedder Rambo!) på motorcykel og iført rød strikhue/-bøllehat og læderjakke, er på en eller anden måde i stand til at trænge ind både i politi- og forbryderkredse for at redde en lille kidnappet dreng – og generelt bare tæske en masse bad-guys. Bil- og motorcykeljagter, J&B whisky, en masse shoot-outs i Milano’s trøsteløse omegn og gode gammeldags kønsroller hører til i en Poliziottesschi, og det får man her non-stop.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: The Man Who Wasn’t There, 2001, Joel Coen :bluray: Billy Bob Thornton spiller en stille barber lige efter 2. verdenskrig, der for en gangs skyld tager en chance, og derved sætter gang i alverdens ulykker for stort set alle omkring sig. Som i mange andre Coen-film er der en masse spøjse karakterer og replikker, og det er både sjovt og spændende, for filmen kan hele tiden tage en ny drejning. Filmet i sort-hvid, tempoet er ekstremt roligt og billederne er præcist komponeret, og alle rollerne er perfekt castet/spillet. Den når dog ikke helt op på mesterværk, da den læner sig lidt for meget op af Thornton’s voice-over fortæller, og som ofte i Coen-brødre film, er der en næsten surrealistisk (sikkert symbolsk) sidehistorie, som jeg aldrig når at fatte.

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: Contraband, 2012, Baltasar Kormakur :bluray: Mark Wahlberg spiller en ”pensioneret” smugler, men for at redde sin svoger (og dermed også kone og barn) ud af en dårlig situation, må han lave et sidste smuglerjob. En spændende setting fra Panama til New Orleans ombord på et fragtskib og kompetent udført action er fin underholdning, men der er for mange usandsynlige twist i manuskriptet til at det kommer ud over popcornfilm niveau. Wahlberg som action-helt, Ben Foster som upålidelig medløber, Giovanni Ribisi som sprængfarlig forbryder og Kate Beckinsale som køn hustru er set mange gange før, men de gør bare hvad de gør bedst.


Top
   
Indlæg: fre sep 01, 2017 13:53 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 6728
Keep'em coming! Det er stærkt inspirerende læsning :thumb:
Et par nedslag i en liste, der egentlig fortjener en bunke kommentarer.
Vi er helt på linje mht. Bottle Rocket - sympatisk og hyggelig, men det er først med Rushmore, at WA for alvor folder sig ud.
Midnight Special - tak for påmindelsen. Den havde jeg lidt glemt igen. Jeg var meget begejstret for både Take Shelter og Mud. Hvad er grunden til, at den ikke når en højere karakter?

Norske Insomnia kunne jeg bestemt også godt lide, men jeg synes ikke, at søvnløshed-elementet bliver fulgt ordentligt til dørs. Dog stadig et nøk bedre end genindspilningen.

Og endelig... True Crime, som skuffede noget så grusomt i biffen, indtil jeg tre år senere spildte penge på den endnu værre Blood Work. Dér virkede Eastwood virkelig som en træt, færdig mand. Det har mildest talt været noget slingrende siden da - jeg var fx. ikke synderligt begejstret for American Sniper - men han viser stadig gode takter ind imellem.

_________________
- Jacob Billede
"I think she's bipolar, or lactose intolerant, one of the two."


Top
   
Indlæg: fre sep 01, 2017 14:28 
Offline

Tilmeldt: tors sep 09, 2010 14:34
Indlæg: 1165
Buck Rogers skrev:
Midnight Special - tak for påmindelsen. Den havde jeg lidt glemt igen. Jeg var meget begejstret for både Take Shelter og Mud. Hvad er grunden til, at den ikke når en højere karakter?

Norske Insomnia kunne jeg bestemt også godt lide, men jeg synes ikke, at søvnløshed-elementet bliver fulgt ordentligt til dørs. Dog stadig et nøk bedre end genindspilningen.

Og endelig... True Crime, som skuffede noget så grusomt i biffen, indtil jeg tre år senere spildte penge på den endnu værre Blood Work. Dér virkede Eastwood virkelig som en træt, færdig mand. Det har mildest talt været noget slingrende siden da - jeg var fx. ikke synderligt begejstret for American Sniper - men han viser stadig gode takter ind imellem.

Midnight Special ender et sted, jeg ikke havde forventet, så det tager måske lige en halv stjerne fra, men den er bestemt endnu en byggesten til den fremragende filmografi, som Jeff Nichols er ved at opbygge.

Det kan godt være at Insomnia ikke plotmæssigt udnytter søvnløshed til særlig meget, men jeg synes både Skarsgårds spil og filmens visuelle stemning i specielt sidste halvdel har en næsten tranceagtig karakter (bl.a. det skarpe hvide lys, der ofte udvasker eller slører baggrunden), der kan komme når man er overtræt. Udover at jeg gerne vil anbefale filmen, så skylder man også sig selv at se den på Blu-Ray fra Criterion, hvor den er gudesmuk.

Og Clinten... ja, han svinger unægtelig i kvalitet. Blood Work er en af Michael Connelly's bedste romaner (og han skriver kun fænomenale romaner), og da jeg så filmatiseringen på TV for nogle år siden, og der pludselig var EN ANDEN MORDER end i bogen, så blev jeg helt rundt på gulvet. Jeg har den stående på Blu-Ray, men har indtil videre altid fundet et andet alternativ når jeg har fået øje på den.


Top
   
Indlæg: fre sep 01, 2017 14:34 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 6728
Jep, enig, det er en vældig flot BD fra Criterion. Interessant i øvrigt, at du skriver "Jeg har den stående på Blu-Ray, men har indtil videre altid fundet et andet alternativ når jeg har fået øje på den". Jeg tror, at mange af os kender det med at være handlingslammet, når det kommer til at vælge aftenens film. Men hvis man har flere tusinde usete film stående, hvordan hulen vælger man så? Kaster en dartpil? Kører dem igennem en instruktør eller genre ad gangen?

Nå, nu kan jeg vist i øvrigt ikke længere dække over, at min egen måned var den tyndeste, rent kvantitetsmæssigt, i årevis:
August - 4 stk.
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Faust (1926) :bluray: *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: They Live (1998) :bluray:
:starfull: :starfull: :starempty: :starempty: :starempty: :starempty: The BFG (2016) :itunes: *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Valerian and the City of a Thousand Planets (2017) :biograf: *anmeldelse*

Øv øv øv.

_________________
- Jacob Billede
"I think she's bipolar, or lactose intolerant, one of the two."


Top
   
Indlæg: lør sep 02, 2017 1:16 
Offline

Tilmeldt: tors sep 09, 2010 14:34
Indlæg: 1165
Buck Rogers skrev:
Interessant i øvrigt, at du skriver "Jeg har den stående på Blu-Ray, men har indtil videre altid fundet et andet alternativ når jeg har fået øje på den". Jeg tror, at mange af os kender det med at være handlingslammet, når det kommer til at vælge aftenens film. Men hvis man har flere tusinde usete film stående, hvordan hulen vælger man så? Kaster en dartpil? Kører dem igennem en instruktør eller genre ad gangen?

Det er en alt for stor og tidskrævende opgave at vælge en film "free-style", så jeg har naturligvis lavet mine egne personlige regler, som har til formål at lette udvælgelsen og samtidig skal en masse andre behov tilgodeses. Jeg er så heldig at bo alene, så der skal ikke tages hensyn til andres smag og præferencer.

Jeg ser kun film på Blu-Ray på projektor i en mørkelagt stue, så det får 100% opmærksomhed, og da jeg bruger hverdagsaftener på alle mulige andre gøremål og typisk også læser bøger disse aftener, så er det som regel kun fredag, lørdag og søndag aften, som er i spil (ja, det er tilladt at fravælge andre sociale aktiviteter med begrundelsen "jeg skal se film"). 2 film pr. dag er maksimum, da jeg ellers ikke føler jeg får nok tid til at "fordøje" dem, så en normaluge vil i bedste fald betyde 6 film på en uge. OK, nu kommer reglerne:

- Når jeg ser film uden andre tilstede, så vil jeg i 99,9% af tiden vælge en titel eller udgivelse, jeg ikke har set før på Blu-Ray, dvs. en stadig større mænge film er ikke aktuelle at vælge. Hvis jeg ser film med andre, er det næsten altid film, jeg har set før, så jeg er nogenlunde sikker på hvad jeg byder dem.
- Inden for en uge, skal alle filmene være fra et forskelligt årti, så jeg sikrer en vis variation. Dvs. i en god uge med 6 film, ser jeg typisk en film fra årtierne 2010, 2000, 1990, 1980, 1970 og en fra perioden 1910-1969. Det letter udvælgelsen at vide at nu skal jeg kun overveje film fra et årti.
- En del film er i en franchise, og der skal jeg respektere rækkefølgen i kronologisk udgivelsesorden.
- Da jeg næsten altid ser alt ekstramateriale (men typisk springer kommentarspor over), så skal filmens spilletid tillægges tid til det. Da jeg normalt falder i søvn mellem 23 og 24, så afhænger filmvalget af hvornår på eftermiddagen/aftenen, jeg starter filmkiggeriet. En fredag efter arbejde og aftensmad, kan normalt kun give plads til en par bare-bones udgivelser af 1,5 - 2 timers varighed hver, mens en sløv lørdag allerede kan starte kl. 15:30 og give tid til 2 lange film med næsten uendeligt meget ekstramateriale. Hvis der er booklet med i udgivelsen, bliver det næsten altid valgt til en lørdag aften, så søndagsmorgenmaden kan suppleres med at læse booklet'en.

Hvor jeg før kunne bruge halve og hele timer på at vælge en film, så kan jeg nu klare det på 5-10 minutter. Det hele lettes også af at alle filmene er registreret i et excel-ark, hvor jeg kan sortere på f.eks udgivelsesår, længde eller instruktør, i stedet for at gå og se på titel-rygge eller bladre i plast-charteques for de film jeg har arkiveret på den måde.

Selvom alt dette er et forsøg på at skabe så stor variation som mulig i de film jeg ser, så må jeg også indrømme at det næsten altid er nemmere at vælge en genrefilm fremfor en af de klassikere, som man ved kræver et lille tilløb at give sig i kast med, f.eks. Kurosawa, Bergman eller Tarkovsky. Men de løber ingen steder, og en dag er man bare i det helt rette humør til en af dem.

Hvor mange børnefamilier forkæler sig med ugentligt fredagsslik, så ser jeg mest frem til den dag når jeg skal vælge en film fra 1970'erne, som er mit yndlingsårti indenfor film.


Top
   
Indlæg: lør sep 02, 2017 11:01 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs apr 15, 2008 22:37
Indlæg: 372
Geografisk sted: The Funny Farm
^^Nørd (på den gode måde..) ;) :thumb:

_________________
This is the water, and this is the well. Drink full, and descend. The horse is the white of the eyes, and dark within.


Top
   
Indlæg: lør sep 02, 2017 13:29 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 6728
Inspirerende læsning! Tak for den grundige indsigt. Jeg prøver selv at efterleve flere af de samme "spilleregler", både mht. variation i periode, franchiserækkefølge og at prioritere usete film - men med kone og børn er der jævnligt noget, der går i kludder på den konto ;) Min filmkigning er også mere løst spredt ud over ugen, men generelt bliver det da til mere i weekenderne.

Ekstramateriale plejede jeg at se meget af, men hvis valget i dag står mellem at se en film eller ekstramateriale, falder valget næsten altid på førstvalgte. Med mindre det er en grundig dokumentar om fx. en instruktør eller en skuespillere.

_________________
- Jacob Billede
"I think she's bipolar, or lactose intolerant, one of the two."


Top
   
Indlæg: man sep 04, 2017 14:13 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man dec 22, 2003 15:37
Indlæg: 10003
Geografisk sted: 9530 Dusty Circle
Henrik24, jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen... Du er for vild! Tusind tak for dine små omtaler af film, som bare er guld værd - og i den grad er en fornøjelse, at falde over, når man bruger søgemaskinen til, at finde DAHF-omtale af en given film. Det er simpelthen genialt og jeg håber aldrig du stopper!

Enig vedr. den orginale Insomnia. Den er fremragende (ligesom remaket). Jeg skal virkelig have tjekket Midnight Special ud. Appaloosa er en af de dårligste westerns (og film i det hele taget) jeg nogensinde har set. American Sniper var desværre en stor skuffelse for mig, selvom jeg ellers plejer at være glad for Clintens output.

Og virkelig interessant med et indblik i dit filmkigningssystem. Jeg er fuld af begejstring og misundelse for sådant et system.

Har du et tilsvarende system til bluray-indkøb? Hvordan vælger du, hvad der skal købes ind? Ser du UDELUKKENDE film på bluray/projektor? Har du solgt alle dine gamle DVDer? Og hvad med streaming?

_________________
Billede Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2015 + ÅRETS FILM 2016 | Hvilke film har jeg set i | 2015 | 2016 | 2017 Billede


Top
   
Indlæg: man sep 04, 2017 14:50 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: fre nov 06, 2009 20:47
Indlæg: 3867
Geografisk sted: Sunny Hill
Det blev til 35 sete film i august, hvor 9 af dem er ikke set før.

Toppen af første gangs sete, har jeg den spanske-fantastiske El bar, one-location-thriller-perle Fanget af mørket AKA Wait Until Dark med Audrey Hepburn og Alan Arkin, Den vilde flugt AKA Hopscotch med kække spion Walter Matthau, Gene Hackman i Skakmat AKA Night Moves og selvglade Michael Caine i A Shock to the System.
Månedens bundskraber går til Sharknado 5: Global Swarming.

Månedens anbefalinger fra en eller flere DAHF'er; El bar og dokumentaren LA 92.

Min anbefaling bliver, ikke så overraskende, Álex de la Iglesias El Bar.
Så er der også HBO tv-filmen 72 timer AKA The Park is Mine med Tommy Lee Jones, som er en Vietnam-veteranen, der overtager Central Park på en crosser og en røvfuld sprængstoffer, der giver politimesteren Yaphet Kotto og viceborgmesteren Herbert West sved på panden. Oh ja, filmen har også et fantastisk score af Tangerine Dream.

_________________
Billede
ÅRETS FILM 2016 | Film jeg har set i 2017 + 2012-2016 m.f. | Billede


Top
   
Indlæg: man sep 04, 2017 15:07 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 6728
ImpulzE skrev:
Oh ja, filmen har også et fantastisk score af Tangerine Dream.

You had me at Tangerine Dream ;) Godt nok pumpede de lidt for mange metervare-scores ud i midt-firserne, men stadig ... vil prøve at få den set. Og El Bar :)

_________________
- Jacob Billede
"I think she's bipolar, or lactose intolerant, one of the two."


Top
   
Indlæg: tirs sep 05, 2017 7:17 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons maj 23, 2007 16:57
Indlæg: 8507
Geografisk sted: Vejle
ImpulzE skrev:
Pjalte skrev:
August (22 film:)
...

Slet ingen kortfilm denne gang, Pjalte? :shock: ;)

Nope, det blev det ikke til i denne omgang ;-)

_________________
DAHF Rating:
Samling på listeform


Top
   
Indlæg: tirs sep 05, 2017 19:11 
Offline

Tilmeldt: tors sep 09, 2010 14:34
Indlæg: 1165
DeathPosture skrev:
Har du et tilsvarende system til bluray-indkøb? Hvordan vælger du, hvad der skal købes ind? Ser du UDELUKKENDE film på bluray/projektor? Har du solgt alle dine gamle DVDer? Og hvad med streaming?

Indkøb af Blu-Ray foregår overordnet efter devisen om at få mest muligt for pengene. Jeg har ikke behov for at se nye mainstream film straks efter udgivelsen, så jeg kan sagtens vente 1 år til de koster 50 kroner hos CDON eller 5 EUR hos Amazon.de eller £ 5-8 hos Amazon.co.uk. Katalogtitler falder typisk ikke lineært i pris, så jeg har meget lange ønskelister hos amazon.com og amazon.co.uk, som jeg jævnligt checker og så køber ind, når der f.eks. er 10 titler, som lige p.t. er tilpas langt nede i pris. "Problemet" er limited editions, f.eks. fra Arrow, så der bliver jeg ofte nødt til at købe ind straks efter udgivelsen.

Det burde fremgå af mine filmomtaler, at jeg køber ind og nyder film fra næsten alle genrer og perioder, så det er det månedlige budget, som sætter grænsen for indkøb, og så ovenstående princip om at købe til den bedste pris. Dog lægger jeg også vægt på om udgivelsen har fået en god kritik angående billedkvalitet, og kan ofte udskyde et indkøb af en favoritfilm, hvis anmeldelsen ikke anbefaler et køb. Udgivelser af film fra 60'erne, 70'erne og 80'erne køber jeg alt jeg kan komme i nærheden af i det tempo, som budgettet tillader. Udgivere som Arrowvideo, Powerhouse, 88 films, Eureka, Criterion og Signal One stoler jeg blindt på og køber alle deres titler eller har dem på ønskeliste. En masse titler, f.eks. Warner Archives, der kun kommer i USA, er lidt tricky at få købt, pga. toldrisiko, men jeg er begyndt at købe hos wowhd.dk, hvor køb af 1-2 titler af gangen virker helt toldsikkert, og hvor der ikke er et stort startbeløb på fragten ved så små ordrer.

Og ja, jeg ser udelukkende Blu-Ray film på projektor, og det skyldes at jeg faktisk finder stor glæde ved at kunne nyde selve billedkvaliteten i en fysisk stor størrelse (92 tommer). En godt fotograferet film i en perfekt transfer kan opveje en stor del af en eventuel skuffelse af selve filmens fortællemæssige kvalitet. Når man først har vænnet sig til den oplevelse, så er det næsten umuligt at nyde en film på en 42 tommer tv-skærm.

Mine gamle DVD'er (ca. 800 stk) er arkiveret i plastlommer, ligesom de fleste af mine Blu-Ray's, men så længe jeg har usete Blu-Ray's bliver DVD'erne ikke set. Jeg har også godt 3.000 film som er optaget fra tv i perioden 2000-2010, og brændt på DVD-r, og de bliver smidt ud, når jeg får købt dem på Blu-Ray. Streaming er ikke noget jeg benytter.

Og tak for de pæne ord, i øvrigt.


Top
   
Indlæg: fre sep 08, 2017 14:01 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man dec 22, 2003 15:37
Indlæg: 10003
Geografisk sted: 9530 Dusty Circle
AUGUST 2017:

:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: King Arthur: Legend of the Sword (2017) *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: T2 Trainspotting (2017) :bluray: *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: The Wailing (Gok-seong) (2016) *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: The Tale of the Princess Kaguya (Kaguyahime no monogatari) (2015) :bluray:
:starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: :starempty: Angry Birds (2016)
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: El Bar (2017) :plejmo: *anmeldelse*
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: Game Of Thrones: Sæson 7 (2017) :hbo: *anmeldelser*
[Vis Spoiler]
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: s07e01 - "Dragonstone"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: s07e02 - "Stormborn"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: s07e03- "The Queen's Justice"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: s07e04 - "The Spoils of War"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: s07e05 - "Eastwatch"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: s07e06 - "Beyond the Wall"
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: s07e07 - "The Dragon and the Wolf"


August bød, udover voldsomme mængder regn, også på sommerferie for mit vedkommende, så derfor blev der tid til, at se lidt flere film end hvad jeg ellers plejer. Og jeg skal da lige love for, at niveauet var skyhøjt. Faktisk så højt, at der er hård kamp om månedens højdepunkt.

Hvis vi starter med månedens dårligste film, så var The Angry Birds Movie ikke noget at skrive hjem om. Men heller ikke så forfærdelig, som man ellers kunne forestille sig, at en børne-animationsfilm baseret på en app, ville være. King Arthur: Legend of the Sword var også halvsløj (, men bedre end frygtet).

Jeg havde længe taget tilløb til at kaste mig over Ghibli-filmen The Tale of the Princess Kaguya da jeg frygtede, at det var en langgaber, men igen blev jeg positivt overrasket, og min 5-årige søn hang på meget længere end jeg havde troet. En herlig historie og afdæmpet animation.

T2 Trainspotting var et kæmpe nostalgi-brag som bare ramte plet hos mig. Meget imponerende.

Billede Billede
Og så til månedens højdepunkt(er)! Der er hele 2 i denne måned og begge har været hypede (med god grund) her på DAHF: Først er det den koreanske slow horror-burner The Wailing og dernæst det spanske mesterværk El Bar. Begge er fuldstændig uovertrufne, overraskende og perfekte film som får mine varmeste anbefalinger!

Og så er der selvfølgelig Game of Thrones som på trods af et par massive hakker i tuden, stadig er det bedste show på TV.

Alt i alt, en af bedste måneder meget længe! :thumb:

_________________
Billede Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2015 + ÅRETS FILM 2016 | Hvilke film har jeg set i | 2015 | 2016 | 2017 Billede


Top
   
Indlæg: fre sep 08, 2017 17:44 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons okt 08, 2003 15:26
Indlæg: 1175
August (12 film):
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Loving (2016) :plejmo:
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: Short Night Of Glass Dolls (1971) :bluray:
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: House Of Traps (1982) :bluray:
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Foxy Brown (1974) :bluray:
:starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Tromeo & Juliet (1996) :bluray:
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: Dunkirk (2017) :biograf:
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: Valerian And The City Of A Thousand Planets (2017) :biograf:
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Atomic Blonde (2017) :biograf:
:starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: Criminal Law (1988) :bluray:
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: The Bar (2017) :plejmo:
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: Silence (2016) :itunes:
:starfull: :starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: Hit So Hard (2012) :itunes:

Det blev til 12 film i august måned for mit vedkommende. Der var en del højdepunkter især den Dahf anbefalede El Bar (The Bar), Dunkirk og Silence (for 2. gang) er store oplevelser. Valerian... er efter min mening også voldsomt undervurderet (min kammerat som jeg så den med kunne dog overhovedet ikke lide den, så måske det bare er mig, men vi var i det mindste enige om at det er en fantastisk flot film). Short Night Of Glass Dolls er den første Aldo Lado film jeg har set og det bliver bestemt ikke den sidste. Den minder en hel del om Dario Argentos film fra samme periode.


Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 245 indlæg ]  Gå til side Foregående 112 13 14 15 16 17 Næste

Alle tider er UTC+02:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 8 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Danish translation & support by Olympus DK Team