Oktober:
Kærlighed På Film, 2007, Ole Bornedal
Danske film har som hovedregel et meget naturalistisk udtryk, men som titlen antyder, så tillader Bornedal sig at skrue en del op for de filmiske virkemidler for at komme udover den triste, grå og almindelige historie. Anders W. Berthelsen bliver forvekslet med en komatøs kvindes kæreste, og spiller med på sin nye spændende rolle. Med tråde tilbage til narkokriminalitet og død i Østasien, er filmen en fin cocktail af idealiseret kærlighed, spændingen ved at skifte identitet og sofistikeret hævn. Bornedal kan ikke helt holde sig fra sin lidt belærende stil (eller også er det bare mig der forestiller mig at Bornedal’s irriterende langsomme og arrogante stemme fremsiger replikkerne), men filmens spænding og håndværksmæssige topkvalitet kompenserer så rigeligt herfor. En positiv overraskelse for mig, der normalt hader at høre danske skuespillere fremsige replikker på dansk (OK, her er der så en del replikker på svensk).
Nurse, 2013, Douglas Aarniokoski
Et mix af ultravold, sleaze, dårligt skuespil og ufokuseret manuskript har jeg ikke noget problem med hvis det f.eks. er en italiensk produktion fra 1970’erne, men på en eller anden måde virker det bare meget mere tarveligt når det forekommer så kalkuleret som det er her. Paz de la Huerta spiller en sygeplejerske, som hellere vil bruge sine evner til at torturere utro mænd. Hendes skuespil og aflevering af replikker synes at være under indflydelse af rigtig mange stoffer, og det kan måske også være årsagen til at hun ikke har det fjerneste imod at spille en del scener bund- og topløs. Det lille gran af historie, der findes, koncentrerer sig om en anden nyansat sygeplejerske, som hen af vejen fatter mistanke til Nurse. Jeg vil ikke udelukke at filmen kan være fin nok til en fredag aften i drukselskab med et par kammerater.
Revenge Of The Ninja, 1983, Sam Firstenberg
Eneste sammenhæng til “Enter The Ninja” er at hovedrolleindehaveren, også spillede med der, så reelt får vi bare endnu en historie om hævn og masser af slåskampe. Cho (spillet af Sho Kosugi) er kunsthandler/ninja i Japan, og efter en ninjamassakre er det kun hans spæde søn, som er tilbage af hans familie. 7 år senere er far og søn i USA og farmands kunstudstilling bliver viklet ind i narkohandel og så må Cho genopdage sine ninja-evner. Uheldigvis er modstanderne på forunderlig vis også blevet forstærket med ninja’er, selvom vi er i Salt Lake City i Utah. Firstenberg’s første af en række ninja-film i Cannon Films regi, og efter en lidt sløv start bliver actionfilm-evnerne bedre og bedre og der er faktisk en langstrakt afsluttende kampscene på et tag, som er ganske fin. Advarsel: Den 7-årige søn trækker sig på forunderlig vis sejrrigt ud af flere fights mod voksne modstandere.
The Yakuza, 1974, Sydney Pollack
Manuskript af Paul Schrader (Taxi Driver) og Robert Towne (Chinatown) lyder næsten for godt til at være sandt. De har gravet dybt i mytologien og æresbegreberne omkring den japanske Yakuza, og spejler det op mod den typiske amerikanske skyd-først-spørg-bagefter tilgang. Robert Mitchum er amerikaneren, som vender tilbage til Japan ca. 25 år efter han efterlod sit livs japanske kærlighed, for at hjælpe en landsmand, hvis datter er taget til fange af den lokale Yakuza. Langsomt går det op for Mitchum, at japanere er meget hemmelighedsfulde og at der under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig uforståelige og ældgamle skikke. På trods af en action-fyldt afslutning, er det langt hen af vejen et studie af en række fremmedartede livsskæbner, og forskellene mellem østlig og vestlig moral. Ken Takakura som frafalden Yakuza matcher Mitchum i coolness, og der er fine biroller til Brian Keith og Richard Jordan.
Misery, 1990, Rob Reiner
Rob Reiner’s produktionsselskab hedder Castle Rock, der jo som bekendt er en by, der ofte optræder i Stephen King’s bøger, og filmatiseringer af netop King’s bøger har selskabet lavet en del af. Misery er en af de mere vellykkede. James Caan spiller forfatteren Paul Sheldon, der forulykker i sin bil i en snestorm, netop som han har færdiggjort den seneste bog om hans fiktive heltinde ”Misery”. Han bliver reddet af Annie Wilkes, spillet overbevisende af Kathy Bates. Grundet sneen (blandt andet) bliver Paul holdt fanget af Annie, som viser sig at være den største fan af Misery-bøgerne, og hun er ikke helt tilfreds med handlingen i den seneste bog. En ganske effektiv psykologisk, og efterhånden også voldelig, thriller, der fint formår at holde spændingen vedlige trods basalt set kun en location.
The Petrified Forest, 1936, Archie Mayo
Humphrey Bogart brød i denne film ud af sin hidtidige birolle-status, og har en bærende rolle som en grum leder af en forbryderbande. Hovedhistorien har dog fokus på Bette Davis, der som servitrice i en øde beliggende benzintank-cafe, har drømme om at komme væk og ud i den store verden. Drømmen får næring, da en berejst intellektuel i skikkelse af Leslie Howard, kommer forbi. Det er i denne spirende romance at Bogart’s bande på flugt ankommer og holder alle i cafeen fanget. Oprindeligt et teaterstykke, og det kan både ses på at der reelt set kun er en location, og i en del monologer, hvor især Leslie Howard er meget teatralsk i spillestilen. Bogart har dog en autentisk vildskab, og manuskriptet får berørt nogle vigtige emner om at forfølge sine drømme.
Nightmares In A Damaged Brain, 1981, Romano Scavolini
Nutidige horrorfilm er ofte flot produceret og lækre at se på. Det er denne film IKKE, og det medvirker til det ubehagelige ved at se den. En mand frigives fra et mentalsygehus, og han er åbenbart ikke helt rask, for straks begynder han at begå meget brutale mord. Det hele har rod i en ubehagelig oplevelse i hans barndom, og langsomt men sikkert bevæger han sig rundt i USA og synes at have en enlig mor med et par børn i kikkerten. Meget lav-budget, men ekstremt blodig lille film, der har en del virkelig nasty og sleazy scener.
45 Years, 2015, Andrew Haigh
I ugen op til fejringen af deres 45 års bryllupsdag, får et ægtepar, Kate og Geoff (spillet af Charlotte Rampling og Tom Courtenay) besked om at Geoff’s ungdomskæreste er død. Det får følelsesmæssige konsekvenser for dem begge, og stiller spørgsmålstegn ved en række af de valg og fravalg, der har præget deres lange ægteskab. Fint hverdagsdrama fra en engelsk provinsby, og det rolige tempo afspejler at karaktererne er i livets efterår. Filmens styrker ligger i skuespillet hos de to hovedpersoner og i manuskriptet, også selvom man efterlades med en hel del, der forbliver usagt.
Short Night Of Glass Dolls, 1971, Aldo Lado
Under et besøg i Prag forsvinder Greg’s kæreste, og nu ligger Greg selv i et lighus og anses for at være død. Unægtelig et lidt svært udgangspunkt for Greg for at opklare kærestens forsvinden, så han fordriver tiden med at tænke tilbage på de hændelser, der er gået forud – for hun var nemlig ikke den eneste forsvundne kvinde, og der synes at være et omfattende komplot i gang. En lidt vel langsom thriller, som dog stadig har en del Giallo-stemning, og med Barbara Bach og Ingrid Tullin på rollelisten er der også masser at kønt at se på, og en rigtig led afslutning.
Philadelphia, 1993, Jonathan Demme
På film er det næsten altid en grundregel at hvis man bliver syg, så har man en helt vidunderlig støttende familie, og man har selv de bedste menneskelige værdier. Philadelphia lander næsten i den fælde til sidst, men den har også så mange andre kvaliteter at selv kyniske filmseere må overgive sig bare en lille smule. Tom Hanks har AIDS og bliver fyret fra sit advokatjob; han sagsøger firmaet fordi han mener at sygdommen var årsagen, og ikke den inkompetence, som firmaet hævder; Denzel Washington forsvarer Hanks. Retssalsdramaer har brug for en skurk, og her har vi hele ledelsen i firmaet, der fremstilles lidt klicheagtige som homofobiske, pengegriske og måske også racistiske. Demme formår at bruge Denzel Washington’s karakter som en lille perspektivering, men det er de mange scener hvor berøringsangsten med den reelle AIDS-sygdom er helt væk, at filmen har sine styrker, og var vigtig i sin samtid. Der er mange rigtig gode scener, og helhedsindtrykket er, at dette er en film, der rammer den rigtige tone for at få budskabet igennem til den brede befolkning.
Bandidas, 2006, Joachim Rønning & Esben Sandberg
Alle der har set et vist antal westerns ved at det er en god ide at eje den jord, hvor der skal til at blive bygget en jernbane, og at banditter ofte vil gøre hvad som helst for at jorden bliver deres. Således også her, hvor Dwight Yoakam’s karakter er sat til at gøre netop det på vegne af nogle store stygge banker. Penelope Cruz (en simpel bondedatter) og Salma Hayek (en rig bankdirektør-datter) rotter sig sammen og tager kampen op ved at røve banker og give jorden tilbage til bønderne. En action-komedie i en western-setting, og jeg vil tilføje: meget fjollet og plat. Det hele er for så vidt teknisk veludført, og Cruz og Hayek er dejlige at se på, men der er meget få scener, der bliver givet ordentlig tid til at virke, for der skal lynhurtigt videre til det næste. Steve Zahn er sin sædvanlige persona som second-fiddle, der både skal være comic-relief og hjælpe med at forklare handlingen undervejs. Luc Besson er producent og medforfatter, og ligesom hans samlebåndsfabrik laver højtempo, men generiske, bulder og brag action-/kriminalfilm, så er det her samme stil, bare i westerngenren.
Ninja III: The Domination, 1984, Sam Firstenberg
I en filmserie, sker det tit at producerne får ideen: ”Denne gang er det en kvinde…”. Cannon Films havde et hit med ”Breakin’”, med en dejlig Lucinda Dickey i den dansende hovedrolle, så hun blev hyret, og spiller her en aerobics-instruktør (og hun er også telefonpæl-reparatør, fordi hun ser godt ud i overalls og store støvler og stort føntørret hår). For at få historien i gang overtager en afdød Ninja hendes sjæl, og bruger hendes krop til at dræbe de politifolk, som slog Ninja’en ihjel. Metalsløjd-værkstedet har været på overarbejde, og kastestjerner og andet skarpt isenkram flyver til højre og venstre. Historien er ikke noget at skrive hjem om, men der er 100% 80’er vibrationer hele vejen igennem, masser af slåskampe, lidt Poltergeist-gøjl og den evige sandhed: Only A Ninja Can Stop Another Ninja. (Ninja-feberen hos Cannon Films var ikke ovre, så Michael Dudikoff overtog scenen med American Ninja filmene.)
Men In Black, 1997, Barry Sonnenfeld
Dengang for 20 år siden så jeg den i biografen, og var ret glad for Men In Black, og mange scener har brændt sig fast i hukommelsen. Et gensyn var ikke ubetinget nogen god ide. Første halvdel etablerer præmissen med at der i mange år har boet væsener fra andre planeter på jorden, og de lever undercover i nogenlunde fredelig sameksistens i deres lokalmiljø, bl.a. fordi de bliver skarpt overvåget af agenterne, der går under navnet ”Men In Black”. Tommy Lee Jones er veteran-agent, og Will Smith bliver hyret som en ny agent. Et fint set-up, der udnyttes til en del komiske scener, men med en spilletid på kun lige over halvanden time, bliver der simpelthen spolet helt forbi en midtersektion i filmen, og slutningen kommer alt for hurtigt, og er slet ikke episk nok i forhold til set-up’et. Will Smith’s gadedrenge-manerer har mistet en stor del af sin charme, og på trods af gode biroller fra Linda Fiorentino (sexy retsmediciner) og Vincent D’Onofrio (alien i en forkert størrelse krop), så bidrog et gensyn desværre ikke med noget positivt for mig, men det var nemt at finde ting, der irriterede.
Paper Moon, 1973, Peter Bogdanovich
Efter sigende mente Orson Welles at ”Paper Moon” var så god en filmtitel, at man ikke behøvede at lave filmen, bare udgive titlen. Jeg er dog umådelig glad for at Bogdanovich gjorde sig den ulejlighed at lave denne historie om 10-årige Addie (Tatum O’Neal) og hendes måske/måske-ikke far Moze (Ryan O’Neal), der kører rundt i det sydlige USA og laver små-svindel for at tjene til dagen og vejen i 30’ernes depression. Undervejs må de (især Addie) finde på måder at sno sig ud af problemer ved hjælp af snusfornuft, charme og indimellem mere kontante metoder. Helt usentimentalt får vi en historie om to menneskeskæbners måde at overleve i hårde tider, hvor de efterhånden lærer at stole på, og være afhængige af hinanden. Men det hele er fortalt i en tone, så det bare er super-underholdende uden at have deciderede punchlines. En af de bedste barneskuespilpræstationer nogensinde af Tatum gav en fortjent Oscar; der er fremragende birollepræstationer fra Madeline Kahn og John Hillerman, og den på en gang smukke og kontrastfyldte sort/hvide fotografering af Laszlo Kovacs skal også fremhæves.
Monica Z, 2013, Per Fly
En biografisk film om jazz-sangerinden (og senere skuespilleren) Monica Zetterlund, omhandlende den periode hvor hun i starten af 1960’erne blev en væsentlig og nyskabende figur i det svenske kulturmiljø, og også fik en international karriere. Hun blev mor som 18-årig, fraskilt som 21-årig og det gjorde det vanskeligt at samtidig forfølge en karriere som omrejsende sangerinde. Det insisterede hun dog på at gøre på trods af datterens afsavn og imod forældrenes (særligt faderens) ønsker, og en sådan frimodig og frigørende opførsel, særlig som kvinde, gjorde hende på en gang populær og sårede mange i hendes omgangskreds. Monica Z’s åbenlyse talent og hendes smukke og charmerende væsen formidles enestående af debutanten Edda Magnason i den altafgørende hovedrolle. Alle aspekter af det filmiske håndværk, har Per Fly løst forbilledligt i en film, hvor lyd (masser af god jazz-musik) og billede er en nydelse. Der bliver måske bundet en lidt for konventionel sløjfe som afslutning, men det ændrer ikke på det fine helhedsindtryk.
Invictus, 2009, Clint Eastwood
Nelson Mandela er en af de personer, som det er forbudt at sige noget negativt om – så det lader Eastwood være med. ”Invictus” foregår i tiden efter Mandela blev valgt som præsident i Sydafrika i starten af 1990’erne, og han overtog et land, hvis befolkning og institutioner stadig var præget af mange års apartheidstyre. Som et led i processen med at skabe større samhørighed mellem den sorte og hvide befolkning, kastede Mandela sin prestige ind i at gøre det altovervejende hvide rugbylandshold, kaldet Springboks, til et symbol, som alle i Sydafrika kunne heppe på og være stolte over ved VM i rugby, der i 1995 blev afholdt i Sydafrika. Ligesom Danmark oplevede i 1992 har sport, og de følelser det vækker, ind imellem en særlig egenskab til at bringe mennesker tættere på hinanden. Morgan Freeman er ganske overbevisende som Mandela og Matt Damon har trænet sig op til at være en muskuløs anfører for rugbylandsholdet. Mange pointer i filmen bliver præsenteret lige lovligt kraftigt, og på trods af lidt alibi-konflikter undervejs, så er og bliver det en hyldest til Mandela’s vision, og det tilsyneladende umuligt projekt i filmen skal ses som en fortsættelse af hans livslange kamp.
Firestarter, 1984, Mark L. Lester
Ligesom i “Carrie” har Stephen King’s romanforlæg udstyret en pige med telekinetiske kræfter, bl.a. evnen til at starte ild med tankens kraft. Her er det opstået som følge af at hendes forældre var med i et forsøg i et hemmeligt regeringsorgan, ”The Shop”. Moderen er død og faren Andy (David Keith) og pigen Charlie (Drew Barrymore) er på flugt fra The Shop, som nu vil udnytte Charlie’s evner til skumle formål. Der er jo basalt set noget spændende ved at følge jagten, og heldigvis bliver er en de jagende spillet af George C. Scott, som formår at lave en ret creepy karakter. Drew Barrymore, i rollen umiddelbart efter hendes gennembrud i E.T., spiller også ganske fortrinligt. Til slut er der virkeligt fede ild-effekter fra tiden før CGI. Måske en run-of-the-mill 1980’er thriller i manges øjne, men jeg var ganske godt underholdt hele vejen.
The Klansman, 1974, Terence Young
“Snowflakes”, som kræver “safe-spaces” i et forsøg på at undgå at blive krænket af tale, skrift eller billeder, skal gå i en stor bue udenom denne film. Den indeholder usædvanlig svinsk tale, racisme og voldtægt, som i dag måske forekommer en anelse ufølsomt behandlet. Ikke forstået på den måde, at de åbenlyse racister er ”the good guys”, men i den lille Alabama-landsby forsøger Lee Marvin’s sheriff at få hverdagen mellem sorte og hvide til at glide, og er villig til at overse et par overgreb hist og pist, på begge sider. Richard Burton har en ejendom, hvor han lader fattige sorte bo gratis, og da der nordfra ankommer ”protesters”, som vil have de sorte til at registrere sig som vælgere, indser den lokale KKK at deres magt i byen kan være truet. Bl.a. O.J. Simpson griber til våben som modstand, og nyder det. Som antydet er det en ikke særlig subtil film, der halter på manuskript og skuespil (især Burton svinger konstant mellem en sydstats- og engelsk accent; Marvin derimod er god med sin sædvanlige rolige og cool persona), men den har også en ”gritty” stil, lidt ligesom de italienske 100% politisk ukorrekte genrefilm fra samme periode, som jeg har en svaghed for.
Miles Ahead, 2015, Don Cheadle
Selvom Miles Davis i indledningen af filmen insisterer på at hans musik ikke er jazz, så er der nok mange jazz-hadere, der løber skrigende bort når de hører nogle af hans trumpet-trut. Fra 1940’erne og frem til 1990 var Davis en enestående og ufattelig produktiv nyskaber indenfor musik. Dog var han i perioden 1975-1980 helt inaktiv, og der er lige som han er ved at komme ud af denne fase, at rammehistorien i denne film tager sit udgangspunkt. Og netop denne rammehistorie, hvor Miles, i følgeskab med en journalist, er på jagt efter et stjålet master-bånd med hans seneste indspilninger, og således kommer ud i biljagter, skudepisoder mv., er ligeved at kuldsejle filmen. Undervejs er der en masse flashback’s til forskellige perioder og hændelser, og der kan det måske være en fordel at have bare et perifert kendskab til jazz-historie, for at vide hvorfor netop den og den episode er vigtig at få med. Gennemgående er dog Miles’ forelskelse i danseren Frances Taylor. Don Cheadle spiller hovedrollen, og han både lyder og ser ud som Miles, og der er heldigvis masser af musik med. Det er en pointe for Cheadle at filmens struktur ikke skal være konventionel (for det var Miles Davis’ musik og karriere ikke), men så kunne han for min skyld godt være gået meget længere ud af den tangent, for det ender alligevel med at være en film, der rammer de sædvanlige nedslag, som en biografisk film skal have.
The Plague Of The Zombies, 1966, John Gilling
Egentlig en lidt misvisende titel, for filmens zombier er faktisk ret uskadelige; det er mere den fæle godsejer og hans håndlangere, som skaber zombierne, der er den reelle trussel mod det lille engelske landsbysamfund. Zombificeringen af nyligt afdøde personer foregår nede i godejerens kælder, hvor der udføres sort magi og voodoo ritualer (komplet med 3 negere, der slår på tromme), og zombierne bliver skabt med et nederdrægtigt formål for øje. En Hammer-produktion, så der er naturligvis også en lille romance med en smuk kvinde, og en doktor, som både er klog og handlekraftig samt et par momenter med gys/horror. Den helt særlige Hammer-feeling med stift, men kompetent, skuespil og stemningsfyldte (studiebaserede) sets er fuldt tilstede, og det kan jo både være en anbefaling eller det modsatte. Jeg synes det indimellem er perfekt til en søndag eftermiddag.
Arrival, 2016, Denis Villeneuve
Efter fire forskelligartede film, der rangerer fra fremragende til næsten-mesterværker, kaster Villeneuve sig over Sci-fi, og vil mere end bare underholde. Det er dog ikke så svært at etablere en basalt spændende historie, når præmissen er, at der 12 forskellige steder rundt om på jorden pludselig ankommer fartøjer med væsener fra andre dele af universet. I USA følger vi Amy Adams’ sprog-ekspert, som skal forsøge at forstå den kommunikation, som kommer fra rumvæsenerne. Teknisk er det hele udført til perfektion med kreative visuelle og ikke mindst lydmæssige løsninger, der er ret enestående. Fortælleteknisk bliver der også leget med kronologien, og det er faktisk en af hovedpointerne i filmen. Men jeg har alligevel et problem med slutningen, hvor jeg ikke rigtig kan finde ud af om den afgørende indsigt kun gælder for Amy Adams karakteren (i hvilket fald, det virker som gigantisk overkill at lave et verdensomspændende set-up) eller om det er noget alle kan opnå (i hvilket fald, det åbner for forfærdelige perspektiver, som filmen ikke behandler). Konklusionen er at den ligger nr. 4-5 på min liste over Villeneuve-film.
Mickey One, 1965, Arthur Penn
Et par år efter denne film gav samarbejdet mellem Arthur Penn og Warren Beatty os ”Bonnie & Clyde”, som revolutionerede den amerikanske film og ikke mindst genopfandt et samtidigt publikums identifikation med hvad der blev vist på lærredet. Samme fænomen havde hærget fransk film lige før og efter 1960 med den franske nybølge, og allerede her er dette inspirationen til både emne og filmsprog. Beatty er havnet i gæld til den kriminelle underverden og må forsvinde og få ny identitet som Mickey One, hvor han starter helt forfra på bunden af samfundet. I noget der både næsten er en forløber til 1970’ernes amerikanske paranoia-film, og med mindelser til Kafka’s ”Processen”, viser det sig at hans kamp for at komme tilbage er imod en usynlig og altovervågende fjende. Det er fortalt i sort-hvide billeder med autentiske locations og et jazzet score, og der bliver leget med klipningen. Beatty, i sædvanlig lady-killer stil, virker ofte ugidelig i sit spil, men her har han ind imellem gnist i øjnene og ungdommeligt gå-på-mod. I sig selv er filmen ikke et mesterværk, men den er vigtig at placere i den påvirkning, som den franske nybølge fik på amerikanske auteurs, og efter sigende besøgte Francois Truffaut optagelserne og nævnte sine planer om at lave en film om Bonnie & Clyde for Beatty. Den film lavede Truffaut aldrig, men han gav projektet videre, og så fandt Penn og Beatty for alvor den amerikanske version af en nybølge.
The Nude Vampire (La Vampire Nue), 1970, Jean Rollin
En rigmand og et par videnskabsfolk har på en eller anden måde fået fanget en kvindelig vampyr, og de prøver med diverse hemmelige medicinske forsøg at aflure koden til udødelighed. Samtidig arrangerer de selvmords-ofringsfester for at skaffe blod til vamp’en. Rigmandens søn er meget nysgerrig og får sneget sig ind til en af disse fester, og falder selvfølgelig for den meget smukke og meget lidt påklædte vampyr, som han efterfølgende forsøger at befri. Dette spændende plot bliver saboteret af et næsten ikke-eksisterende budget og mildt sagt amatøragtig instruktion. Samtidig insisterer Rollin på at garnere løjerne med en masse surrealistiske optrin og kostumer, men den kunstneriske integritet opretholdes med en god portion kvindelig nøgenhed. Det er en smule prætentiøst, men ikke uden underholdningsværdi, og en del af Rollin’s kendetegn (f.eks. scener på en Møn’s Klint-lignende strand, mystiske tvillingekarakterer og locations på forladte steder) er på plads til at skabe en særlig atmosfære.
A Midsummer Night’s Sex Comedy, 1982, Woody Allen
Med Gordon Willis’s smukke fotografering af solbeskinnede sommerenge og skov, kan man næsten selv føle amorinerne i luften i denne film om hvorvidt det er alt i denne verden, som kan forklares videnskabeligt. Woody Allen’s karakter har opfundet en maskine, der måske kan aflæse overnaturlige fænomener, og den bliver aktiveret da han og konen får besøg af to par venner i deres hus på landet. Lynhurtigt opstår lyst og kærlighed på kryds og tværs mellem mange af karaktererne, og også gamle flammer genopstår. Et rendyrket lystspil fra Woody Allen fyldt med gode one-liners og det er dejligt befriende at Allen denne gang er ude af storbyen, og har henlagt handlingen til omkring 1920. Gengangere som Mia Farrow og Tony Roberts suppleres fint af Mary Steenburgen, Julie Hagerty og Jose Ferrer på skuespilsiden og som sædvanlig er det perfekt casting.
Once Upon A Crime…, 1992, Eugene Levy
Screwball-komedier med hurtig dialog og elegante omgivelser havde sin storhedstid i 1930- og 1940’erne, og var meget afhængig af at hovedpersonernes charme oversteg deres, i grunden, irriterende opførsel. Her har vi frembusende typer som Jim Belushi, Sean Young, John Candy og Richard Lewis i Monaco i en rodet affære med gambling, mord og forvekslinger. Tilsæt en næsten Hercule Poirot-agtig politiopklarer og en gravhund, og vi er ladt tilbage med non-stop munddiarre og lidt anstrengende overspil og slapstick. En sædvanlig solbrændt George Hamilton spiller nærmest en parodi på sig selv som gigolo, og det er et lille plus at han virker til at være klar over det, og at filmen har scener der er optaget på autentiske locations og også fint. Overall er det vist det man kalder ”letbenet underholdning”.