Maj:
Arlington Road, 1999, Mark Pellington:
Før 9/11 var de alvorligste terrorhandlinger i USA begået af ”indenlandske” tosser, der havde set sig sure på staten. Jeff Bridges spiller universitetsprofessoren, som har mistet sin FBI-kone i en terrorsag, og i sin sorg er han begyndt at se potentielle terrorister overalt. Tim Robbins er den venlige nabo, som der alligevel er noget lusket over. Godt skuespil og filmhåndværk over hele linjen, og dog en slutning, der måske er tvistet en smule udover det troværdige.
Mea Culpa, 2014, Fred Cavaye:
En fransk midaldrende politimand har været skyld i at et par uskyldige civile er døde og han har det svært med sig selv og familien og er blevet lidt af en enspænder på arbejdet. Han er dog stadigvæk kold som is, når han bliver virvlet ind i en sag om selvtægts-betjente og narkogangstere. Højt tempo og solid action, som franskmændene har spyttet ud de sidste 10 år, men Luc Besson har ikke været inde over denne her, og det er et plus.
Thunderbolt & Lightfoot, 1974, Michael Cimino:
Clint Eastwood som pengeskabsrøveren på flugt og Jeff Bridges som den unge knægt, der søger eventyr, slår sig sammen i et road-trip. De er på en gang på flugt og leder efter udbyttet fra et af Clint’s tidligere kup. Det bliver hen ad vejen til en heistfilm. Masser af fede biroller, godt skuespil og dejlig USA-midtvest stemning.
Play Dirty, 1969, Andre De Toth:
Under 2. verdenskrig skal en britisk deling forsøge at sprænge et tysk oliedepot i luften bag fjendens linjer i Nordafrika. Michael Caine bliver i sidste øjeblik befalingsmand for den mildt sagt antiautoritære gruppe af soldater. Undervejs er der derfor både en kamp mod italienske og tyske tropper, men så sandelig også internt i gruppen. Fin underholdning (hvis man kan lide lidt old-school krigsfilm), og en masse farverige karakterer.
Pieces, 1982, Juan Piquer Simon:
På et universitet bliver et voksende antal piger myrdet, og forskellige kropsdele mangler fra ligene. Det er selvfølgelig en motorsav, der anvendes til at samle materiale til morderens eget lille puslespil. Helt basal, men underholdende, slasher, der er krydret med en god portion nudity og godt med blod.
Okay, 2002, Jesper W. Nielsen:
Paprika Steen er en typisk kvinde, der med hård hånd styrer karriere, mand, barn og hjem. Da hendes far (Ole Ernst) bliver dødeligt syg tilbyder hun at han flytter hjem til hende og familien i den sidste tid. Problemer opstår. Typisk dansk hverdags-komedie, hvor mange figurer er lige en tand for karikerede/fjollede og alle replikker afleveres med påtaget ironisk distance. Når der er et par alvorlige scener, er det heldigvis bakket op af godt skuespil.
The Hard Way, 1991, John Badham:
Michael J. Fox er en lidt flødebolle-agtig Hollywood actionfilmstjerne, som “kommer i lære” hos en modvillig New York betjent, spillet af James Woods. Fox kan så omvendt lære Woods lidt om hvordan man scorer damer. Actionkomedier med umage par var der mange af i 1980’erne og 90’erne, og selvom der er mange imponerede set-ups i denne her, så virker det hele lidt tamt.
Pitch Perfect 2, 2015, Elizabeth Banks:
De konkurrencemindede acapella-syngende tøser er tilbage, og skal nu konkurrere til VM. Alle karaktererne er en-dimensionelle og det er faktisk kun Rebel Wilson, der viser lidt ægte humoristisk sans. Men jeg må have været i et tilgivende humør, for jeg var alligevel godt underholdt. Dansk islæt i form af Birgitte Hjort-Sørensen som leder af den tyske sang-gruppe, og så har man sat en masse skilte på dansk op på en spejderplads i Louisiana, så VM-finalen skal forestille at foregå i Danmark.
Cohen & Tate, 1988, Eric Red:
Et par lejemordere skal dræbe en familie (minus sønnen), som er i vidnebeskyttelse. Sønnen skal fragtes tilbage til forbryderne, så de kan finde ud hvad han ved. Undervejs i bilturen begynder drengen at spille de to lejemordere og deres i forvejen meget forskellige personligheder, ud mod hinanden. En lille film med få karakterer, der det meste af tiden foregår i en bil, men alligevel dejlig uforudsigelig og underholdende.
School Of Rock, 2003, Richard Linklater:
Jack Black spiller en guitarist, der sværger til classic rock. Han bliver fyret fra sit band, og får snydt sig til at blive vikar for en klasse med 13-årige på en privatskole. Her smider han det normale pensum ud og laver i stedet School Of Rock. Dejlig charmerende komedie med fed musik, og en masse børneskuespillere, der ikke er pinlige.
Seven Thieves, 1960, Henry Hathaway:
En gruppe gentlemen-tyve vil røve pengeskabet i Monte Carlo’s casino, og helt klassisk følger vi gruppen blive samlet, forberedelserne og gennemførelsen. Fine kræfter som Edward G. Robinson, Rod Steiger, Eli Wallach og en meget sexet Joan Collins er godt selskab, og der er også plads til et par sidehistorier om personlige relationer.
1941, 1979, Steven Spielberg:
Da Spielberg lavede 1941 efter mesterværkerne ”Jaws” og ”Close Entounters Of The Third Kind”, var den selvfølgelig en gigantisk skuffelse. En humoristisk film om 2. verdenskrig sank hurtigere end den japanske u-båd, der forsøger at sigte sig ind på Hollywood. Næsten 40 år efter kan jeg godt finde lidt humor og en hel del generel craziness i rodebunken, hvor stjernerne står i kø for en lille rolle.
Cry Baby, 1990, John Waters:
Rock-a-Billy og Doo-Wop i lange baner er hovedingredienserne i John Waters musical om byens pæne unge mennesker og ”The Drapes”, som er alle udskuddene og læderjakkerne. Selvfølgelig falder den pæne Allison for Johnny Depp’s Drape, fordi han er så følsom at han af og til fælder en tåre. Som sædvanlig fra Waters er det en hyldest til tilværelsens skæve eksistenser, men da det er en studie-film er den renset for de helt outrere indfald, der ellers er hans varemærke.
Our Brand Is Crisis, 2015, David Gordon Green:
Sandra Bullock spiller en politisk rådgiver, med speciale i at vinde valgkampe, med fine og ufine metoder. Hun hyres af en præsidentkandidat i Bolivia, mest fordi den politiske modstander har hyret Bullocks ærkefjende indenfor hendes eget fag, spillet af Billy Bob Thornton. Den historie er basalt set spændende, hvis manuskriptet er godt, og det er det langt hen ad vejen, men det er til gengæld heller ikke særlig originalt. Pluspoint til trods alt gode præstationer fra Bullock og Thornton.
I Could Go On Singing, 1963, Ronald Neame:
Judy Garland spiller sangerinden, der har måttet opgive at opforstre sin søn for at forfølge karrieren. Nu er drengen 14 år og han bor i London med den rigtige far, men han tror han er adopteret. Nu er Judy i London for at synge og alle 3 mødes, og moderkærligheden bliver nu så stærk at Judy vil have drengen tilbage. En lidt sødsuppe-agtig handling, men Garland (i sin sidste film) har 4 fantastiske sangnumre og spiller ærligt og ægte i en rolle, der på mange måder minder om hendes eget liv.
Road Games, 1981, Richard Franklin:
Stacy Keach er truckdriver i Australien, og han har en formodning om at en varebil, som han ofte ser på sin rute, køres af en eftersøgt kvindemorder. Undervejs samler han blafferen Jamie Lee Curtis op, så han har nogen af snakke med på landevejen. Fin lille thriller road-movie, og på trods af et lille budget, er der en masse lækkert kameraarbejde og tænkt over det visuelle.
Interiors, 1978, Woody Allen:
Den første 100% alvorlige film fra Allen om flere generationer i en dysfunktionel familie – selvfølgelig blandt den kreative øvre middelklasse på USA’s østkyst. Temaerne er bristede drømme og hvordan gamle uløste konflikter bare bliver større med tiden. En masse gode skuespilpræstationer og et fint manuskript, men som titlen antyder, så bliver enkelte af de mange indendørs dialogscener næsten som filmet teater.
Dark Blue, 2002, Ron Shelton:
James Ellroy er kendt for sine L.A. baserede romaner hvor brutalitet og korruption i politistyrken er hovedtemaer, og hans manuskript til Dark Blue er i høj grad i samme boldgade. Kurt Russell giver en super præstation som en politibetjent, der bliver mere og mere korrumperet, men som alligevel har en grænse. Bagtæppet er dagene op til og efter frifindelsen af betjentene, der havde slået Rodney King, og det betyder at både stemningen hos politi og samfund er højspændt. Barsk krimi med mange fine lag.
Massacre In Dinosaur Valley, 1985, Michele Massimo Tarantini:
Den italienske genre-pølsefabrik har spyttet denne jungle-ekspedition/strandet-i-vildmarken sag ud. En flok kvinder og mænd med forskellige dagsordener må kæmpe mod naturen, vilde indianere, dyr og modbydelige mine-ejere. Det foregår i den varme brasilianske jungle, så selvfølgelig må kvinderne ofte have så lidt tøj på som muligt. Kun lige akkurat middelmådig, men det kan også være helt fint hvis man er i det rette humør.
Burke & Hare, 2010, John Landis:
Historien om Burke & Hare, som i starten af 1800-tallets Edinburgh fremskaffede lig og solgte dem til medicinsk forskning, er fortalt en del gange, og her vælger John Landis en decideret komisk tilgang med Andy Serkis og Simon Pegg. Landis er ikke bange for at være plat og lade skuespillerne overspille og det hele ender som en lidt uoriginal omgang. Det kan godt betale sig følge opmærksomt med, for der er en masse cameo’s og referencer flettet ind.
Dracula, 1958, Terence Fisher:
En af de første Hammer film med de klassiske monstre. Christopher Lee som Dracula og Peter Cushing som Van Helsing er garanter for en vis seriøsitet. Ikke vanvittigt uhyggelig, blodig eller opfindsom, men sådan skal det på en eller anden måde også være, for atmosfæren er i top.
The Rocketeer, 1991, Joe Johnston:
Joe Johnston virker som en go-to guy når Spielberg ikke lige er tilgængelig, både når det gælder solidt håndværk og all-round familiehyggelig action. En håbefuld pilot kommer i besiddelse af en prototype til en raket, som man kan spænde på ryggen og flyve med (sådan da). Da vi er i slut-1930’erne er der mange andre, bl.a. tyskerne, som også vil have fingrene i den. God gammeldags tju-bang underholdning, men jeg synes godt man kunne have fået meget mere ud af raketten end det der rent faktisk sker.
Fast And Furious, 2009, Justin Lin:
De originale figurer og heist-temaet fra 1’eren er tilbage i denne nr. 4 i serien. Der er bøffet lidt op på alle actionparametre, mens historien er blevet mere simpel. Et actionhøjdepunkt i nogle tunneller er dog så tumpet at jeg må holde lidt igen med stjernerne. Kontinuiteten til de følgende film fornemmer jeg dog bliver lidt problematisk, men vi får se hvordan det bliver løst.
Deranged, 1974, Jeff Gillen:
Sagen om nekrofilisten Ed Gein har været inspiration for både Psycho og The Texas Chain Saw Massacre, men Deranged holder sig mest til den virkelige historie. Her hedder hovedpersonen dog Ezra, og han bor sammen med sin mor på en øde farm. Da hun dør reagerer han ved at grave hende op fra graven så han ikke er helt så meget alene, og mor skal da også have lidt selskab, så flere lig graves op. Virkelig en feel-bad og trist lavbudgetfilm, som dog har en suveræn skuespilpræstation af Roberts Blossom i hovedrollen.
Jim Il Primo, 1964 Sergio Bergonzelli:
Tidlig spaghettiwestern med den gamler traver om gunfighteren, der har pensioneret sig selv, men som så må gribe ind, da en flok banditter begynder at hærge byen. Som altid i denne genre er der nogle herlige typer og ansigter at se på. Der bliver desværre uretfærdigt trukket en stjerne fra pga. en meget ussel transfer på BD’en fra Mill Creek.
Kollektivet, 2016, Thomas Vinterberg:
Ulrich Thomsen arver barndomshjemmet i form af en stor villa. Konen, Trine Dyrholm, overtaler ham til at omdanne den til et kollektiv (det er i 1970’erne), da hun synes ægteskabet trænger til lidt nye impulser. Men måske bliver det for stor en omvæltning at der altid er mange om at træffe beslutninger og at far-mor-barn kernefamilien ikke eksisterer længere. Ikke synderligt originalt, men alligevel værd at bruge tid på.