August:
Bottle Rocket, 1996, Wes Anderson
Anderson’s filmiske stil, kan godt være lidt af en ”acquired taste”, så jeg tænkte at jeg hellere må starte en Anderson-kavalkade med debutfilmen for at få doseret i rigtig rækkefølge. Mange aspirerende filmskabere må have psykiatriske diagnoser eller kende mange der har det, for de laver godt nok mange debutfilm om det emne. Her er Owen Wilson netop kommet ud fra et klinikophold og straks er han sammen med Luke Wilson i gang med at planlægge resten af deres liv, og det hele skal grundlægges med at indlede en forbryderkarriere. Uanset planlægningen, så er de nogle godmodige amatører, og tonen i filmen er da også primært humoristisk. Lidt road-movie, romantisk komedie og en god portion autentisk texansk stemning er en fin cocktail, som dog ikke helt formår at blive mere end en meget lille historie. Anderson’s karakteristiske måde at placere kameraet på, er allerede tydelig, men set-design og farvepalette er stadig næsten naturalistisk.
Midnight Special, 2016, Jeff Nichols
Efter de fremragende ”Take Shelter” og ”Mud”, er den tredje film fra Nichols endnu et mesterligt studie i almindelige mennesker, der kæmper mod større kræfter. Og dog, her er omdrejningspunktet en dreng, som absolut ikke er almindelig, og derfor er han og hans forældre jagtet af flere regeringsorganer. Midnight Special minder mig om den fornemmelse jeg havde i store dele af Spielberg’s ”Close Encounters…” og vi ender også helt ude i sci-fi territorie. Stemningsopbygningen er helt i top, og skuespillere som Michael Shannon, Joel Edgerton og Sam Shepard leverer sædvanlig høj standard.
Dillinger, 1973, John Milius
1930’ernes depression affødte mange røverbander, og de blev ofte en slags helte i befolkningen, da de røvede fra de forhadte banker og drev kispus med politiet. John Dillinger var leder af en bande, som blev jagtet af FBI gennem et par år. Warren Oates som Dillinger og Ben Johnson som FBI-manden Purvis, er måske ikke helt historisk korrekt portrætteret, men de er med til at skabe en seværdig film, med stribevis af vilde shoot-out’s og outlaw-stemning. Produktionsmæssigt er den et sted mellem en A- og en B-film, men der er herlige biroller til gode kræfter som Harry Dean Stanton, Richard Dreyfuss og Geoffrey Lewis.
Monster, 2003, Patty Jenkins
Film med seriemordere som hovedperson, skal holde en fin balance mellem at skildre grusomhederne og samtidig have et personportræt, der viser mere end bare en dimension. Charlize Theron går all-in som Aileen ”Lee” Wournos, der hutler sig gennem tilværelsen som en prostitueret, hvis heftige temperament besværliggør meningsfyldt kontakt med andre mennesker. Da Christina Ricci’s skrøbelige lesbiske karakter også har et stort behov for kærlighed, så finder de sammen i et forhold, som hurtigt vokser til at blive lidenskabeligt, men også, for Lee’s vedkommende, helt ud af en grusom og morderisk tangent, som hendes manglende moralske filter ikke kan stoppe. Velfortjent Oscar til Theron, og en film, som lige tager et par timer eller dage at fordøje.
Stagefright, 1987, Michele Soavi
Med Dario Argento som mentor, og Joe D’Amato som producer, blev Soavi betroet at bære faklen videre i den italienske slasher/horror genre, og det klarer han helt fint. En teatertrup bliver under et uvejr lukket inde sammen med en undsluppet seriemorder i et øde teater, og så begynder blodet at flyde. Dette enkle set-up bliver udnyttet til fulde, både mht. teatrets arkitektur og karakteristika, men også de sædvanlige klicheer og stereotyper om teaterverdenens persongalleri er fint indarbejdet. Der er god fantasi i kill-scenerne og fin opfindsomhed og finesse i fotograferingen. Absolut et skud tiltrængt energi til genren.
Red Pier (Akai Hatoba), 1958, Toshio Masuda
Nikkatsu studiets samlebåndsproduktion har spyttet endnu en gangster-romance ud til det hippe japanske ungdomspublikum. Jiro er en hitman, hvis næste offer bliver dræbt for øjnene af ham, og da han så forelsker sig i offerets søster, bliver det en anelse indviklet i Yakuza-verdenen. Heldigvis er han både charmerende og en rigtig bad-ass på en gang, og han holder sig heller ikke tilbage for at croone en enkelt popsang, så det hele er ret underholdende. Kompetent kameraarbejde, et jazzet score og en masse herlige karakterer (både mandlige og kvindelige) på havneknejperne i Kobe.
Appaloosa, 2008, Ed Harris
En frontier-by bliver terroriseret af en bande og må tilkalde marshall-hjælp udefra = western-skabelon nr. 1, version nr. 117. Ed Harris og Viggo Mortensen er marshalls med hård attitude, og Renee Zellweger laver trutmund som Harris på en eller anden måde falder for. Ikke ret meget opfindsomhed at spore i manuskript eller udførelse, og skuespillerne er langt fra troværdige. Der bliver stadig lavet gode westerns, men denne er ikke en af de mindeværdige – bare la-la OK.
True Crime, 1999, Clint Eastwood
En sort drabsdømt mand skal henrettes om 24 timer, og da en kvindelig reporter, som har dækket sagen, omkommer i en trafikulykke, må hendes mandlige reporterkollega overtage dækningen. Han går dog spadestikket dybere, og begynder at undersøge omstændighederne for den oprindelige mordsag, og samtidig lykkes det ham at gøre sig uvenner med chefen og konen. Lidt generisk, men dog kompetent, thriller, hvor den allerstørste fejl er at Clint Eastwood har castet sig selv i reporter-rollen, som burde tilhøre en mand, der er ca. 30 år yngre end hvad han er.
Messenger Of Death, 1988, J. Lee Thompson
Efter True Crime, så jeg denne her, og fandme om der ikke er endnu en aldrende reporter, her Charles Bronson i pensionsmoden alder. Han dækker en sag i Colorado, hvor en hel familie er myrdet. Vi befinder os i mormon-land, hvor familiefejder og religiøst æresdrab åbenbart ikke er helt ukendt. Det er en Cannon-produktion, så der bliver ikke sparet på krudtet. Plusser for en usædvanlig setting, men minusser for et lidt mangelfuldt manuskript med en utroværdig kobling til big-business og en delvis fejlcasting af Bronson. Men hey, det ER Bronson, så helt spild af tid er det ikke.
State Of Siege (Etat De Siege), 1972, Costa-Gavras
Syd- og Mellemamerika var i 60’erne og 70’erne dybt infiltreret af USA’s officielle og hemmelige udsendte politiske og militære rådgivere samt forretningsmæssige interesser. Derfor var socialistiske, folkelige oprør meget uvelkomne, og i Uruguay kidnapper en guerilla-gruppe en amerikansk politirådgiver (spillet af Yves Montand). Filmen bliver derefter en mosaik af kidnappernes forhør af Montand, hele det logistiske omkring politiets og guerillaernes ”arbejde” og flashbacks af hvad der ledte op til situationen. Der er en nærmest dokumentarisk tone over filmen, og jeg elsker bare hele dens look. Selvom åbningsscenen afslører slutningen, så er det alligevel en åndeløst spændende fortælling og et højdepunkt i den politiske thriller-genre.
Our Kind Of Traitor, 2016, Susanna White
Under en ferie bliver et engelsk ægtepar charmeret af en russisk levemand, og hans udvidede familie. Russeren er (selvfølgelig) gangster, og vil nu gerne ud af gangster-miljøet og hoppe af til England, så han bruger ægteparret som budbringer af hemmeligheder til MI6. Jeg har læst romanforlægget af John Le Carre, og filmens manuskript forsømmer desværre de væsentligste styrker i romanen, dels opbygning af motivationen for ægteparrets villighed til at blive involveret, og dels en ordentlig forklaring på hvorfor de famøse hemmeligheder er så sprængfarlige. Stellan Skarsgård som russer er ganske underholdende og overbevisende, men fotograferingen og set-design er så demonstrativt lækkert at det virker som påklistret fernis på den alt for jappede historie.
Insomnia, 1997, Erik Skjoldbjærg
En næsten perfekt debut-film, hvor to politimænd bliver tilkaldt til et mord i en norsk by nord for polarcirklen. Den ene, Stellan Skarsgård (han er svensker, og derfor lidt fish-out-of-water), har gevaldige problemer med at sove da solen aldrig går ned, og det lykkedes ham under en jagt på morderen at skyde sin politi-makker. Han vælger så at dække over sandheden, og på en eller anden måde opstår der en slags symbiose mellem ham og morderen. En omvendt Film-noir, hvor det er det evige skarpe lys, der insisterer på at trænge ind til de dybeste hemmeligheder. Billede- og lyd-side er usædvanligt vellykket, ligesom manuskript og skuespil er helt i top, og det er fedt at dialog og set-design helt tydeligt er skåret ned til det absolut nødvendige eller bare helt bort. Ofte nævnt som en forløber for Nordic Noir tv-serier, men det skal ikke ligge den til last.
The Running Man, 1987, Paul Michael Glaser
I den nære fremtid (faktisk år 2017) virker verden til at være styret af kommercielle konglomerater, og ”den menige mand” bliver stopfodret med underholdning som f.eks. tv-showet ”The Running Man”, hvor straffefanger bliver sluppet ud i et byområde og skal overleve mod krigeriske ”stalkers”. Arnold Schwarzenegger er uskyldigt dømt for en massakre og er nu næste medvirkende i showet. Som alle gode 1980’er film er det en kaskade af muskelsvulmende mænd, cheese one-liners, fede våben, pumpende synth-jingler, dansere i stramme trikot’er og andet overfladisk awesomeness. Måske en lidt overset næsten-perle i Arnold’s karriere, og fremtidsvisionen er alligevel ikke helt skudt ved siden af. Sven-Ole Thorsen brillierer med noget nær filmhistoriens værste aflevering af den ene replik han har i filmen.
American Sniper, 2014, Clint Eastwood
Historien om patrioten Chris Kyle, som ender med at blive den amerikanske soldat/Navy Seal med flest ”drab” på cv’et som finskytte i Irak-krigen. Det kan næsten ikke undgå at påvirke psyken og når det står på over mange år, er det også familien derhjemme i USA, som lider. En stærk historie i et næsten ufatteligt intenst krigsmiljø, og selvom temaet er den menneskelige skade (på amerikansk side), så leverer filmen i den grad også på action-delen. Om Kyle er en krigshelt eller skurk kan der være mange meninger om, men for mig ødelægger filmens egen eksplicitte konklusion ikke den samlede filmoplevelse.
Syndicate Sadists (Il Giustiziere Sfida La Citta), 1975, Umberto Lenzi
Kidnapning af familiemedlemmer til rige familier med henblik på at få løsesum, var ikke ualmindeligt i 1970’ernes Italien, og her sker det ydermere som led i en rivalisering mellem to forbryderbander. Tomas Milian (hans karakter hedder Rambo!) på motorcykel og iført rød strikhue/-bøllehat og læderjakke, er på en eller anden måde i stand til at trænge ind både i politi- og forbryderkredse for at redde en lille kidnappet dreng – og generelt bare tæske en masse bad-guys. Bil- og motorcykeljagter, J&B whisky, en masse shoot-outs i Milano’s trøsteløse omegn og gode gammeldags kønsroller hører til i en Poliziottesschi, og det får man her non-stop.
The Man Who Wasn’t There, 2001, Joel Coen
Billy Bob Thornton spiller en stille barber lige efter 2. verdenskrig, der for en gangs skyld tager en chance, og derved sætter gang i alverdens ulykker for stort set alle omkring sig. Som i mange andre Coen-film er der en masse spøjse karakterer og replikker, og det er både sjovt og spændende, for filmen kan hele tiden tage en ny drejning. Filmet i sort-hvid, tempoet er ekstremt roligt og billederne er præcist komponeret, og alle rollerne er perfekt castet/spillet. Den når dog ikke helt op på mesterværk, da den læner sig lidt for meget op af Thornton’s voice-over fortæller, og som ofte i Coen-brødre film, er der en næsten surrealistisk (sikkert symbolsk) sidehistorie, som jeg aldrig når at fatte.
Contraband, 2012, Baltasar Kormakur
Mark Wahlberg spiller en ”pensioneret” smugler, men for at redde sin svoger (og dermed også kone og barn) ud af en dårlig situation, må han lave et sidste smuglerjob. En spændende setting fra Panama til New Orleans ombord på et fragtskib og kompetent udført action er fin underholdning, men der er for mange usandsynlige twist i manuskriptet til at det kommer ud over popcornfilm niveau. Wahlberg som action-helt, Ben Foster som upålidelig medløber, Giovanni Ribisi som sprængfarlig forbryder og Kate Beckinsale som køn hustru er set mange gange før, men de gør bare hvad de gør bedst.