Marts:
Dead End Drive-In, 1986, Brian Trenchard-Smith
: I en nær fremtid, hvor civilisationen er ved at falde fra hinanden, tager Jimmy sin kæreste i drive-in biografen. Da 2 af bilens hjul bliver stjået er de ligesom strandet, og som alle andre ”gæster” er de faktisk også fanget. Selvom det er australisk exploitation kan man godt snige et budskab ind om at dem der har magten gerne vil skille sig af med dem der er lidt anderledes. Post-punk æstetik a la Mad Max, men ikke nær så ekstremt.
A Man For All Seasons, 1966, Fred Zinneman
: Historien om hvordan kong Henry VIII brød med Pavens Rom i kampen om at kunne producere en mandlig arving til sin trone er blevet fortalt mange gange. Her er det den lærde Thomas More, som var rådgiver både til kongen og kirken, der er i centrum, og hvordan hans tro på egne principper blev skæbnesvanger. Velskrevet og –spillet, men man får nok mest ud af den hvis man kender bare en lille smule til historien om Tudor-kongen og personerne omkring hoffet.
Æon Flux, 2005, Karyn Kusama
: Om 400 år er der efter en katastrofe kun 5 millioner mennesker tilbage, og de bor i en afspærret by, som regeres diktatorisk. Charlize Theron spiller titelkarakteren, og hun skal dræbe despoten – men alle har jo en fortid. Visuelt er der en masse gode ideer, og det er udført ret flot, men historien er jappet alt for hurtigt igennem, og er alt for uorginal til at være andet end en middelmådig film.
Just Cause, 1995, Arne Glimcher
: Sean Connery er en juraprofessor, som inddrages i forsøget på at redde en sort mand på dødsgangen; hans gamle mor sværger at han er uskyldig, og så må det jo passe. Stort set alle klicheer om sydstatsracisme i både historie og karakterer er tilstede, og der er de sædvanlige plot-twist’s som retssags-dramaer skal have. Selvom gode kræfter som Laurence Fishburne, Ed Harris, Ruby Dee, Ned Beatty og en 10-årig Scarlett Johansson er med, så ender det alligevel lidt på automatpilot for genren.
Piranha, 1978, Joe Dante
: Billig Roger Corman produktion, som skifter hajen fra Jaws ud med piratfisk. Men det gør ikke spor, for Piranha foregiver ikke at være mere end en lille exploitation-film, og dog får den sneget en lille politisk pointe ind. Joe Dante har haft en lang og fin karriere med at surfe rundt i en masse forskellige genrefilm, og han kunne sit håndværk allerede fra starten.
Carol, 2016, Todd Haynes
: Cate Blanchett spiller en kvinde på vej til at forlade mand og barn, og Rooney Mara spiller en ung pige, der ikke rigtig virker tændt på at starte en traditionel tilværelse i 1950’erne med ægteskab. De to mødes tilfældigt og der opstår en gensidig tiltrækning, som synes at give dem mod på at træffe livsafgørende valg. Æstetikken i production design og fotografering sidder lige i skabet, og skuespillet er også i top.
Stardust Memories, 1980, Woody Allen
: Endnu en Woody Allen film om hans kvaler med parforholdet (hans evige problem er at han tiltrækkes af smukke, men neurotiske kvinder). Denne gang bliver det lige en tand mere navlepillende, da han spiller en filminstruktør, der også stiller spørgsmålstegn ved selve meningen med at lave film. Ikke nær så fokuseret som hans allerbedste (f.eks. Annie Hall), men stadig fuld af gode replikker.
From Dusk Till Dawn, 1996, Robert Rodriguez
: Jeg har det generelt lidt svært med Rodriguez’ og Tarantino’s påtagede form for coolness, så denne film, med en 1. halvdel, der er en kidnapningfilm (alt for mange replikker strakte 15 minutters handling ud til 1 time), og en anden halvdel, der er en vampyrfilm (hvorfor? siger jeg, og andre siger sikkert Hvorfor ikke?), fik mig ikke helt oppe og ringe. Kun Selma Hayak’s slangedans i midten af filmen fik min puls lidt i vejret.
Micmacs, 2009, Jean-Pierre Jeunet
: Bazil er lidt af en outsider, og han er så uheldig at blive ramt i hovedet af en vildfaren pistolkugle. Han dør ikke, men begynder derimod en kamp mod de våbenfabrikker, der fremstillede kuglen og også var skyld i hans fars død fra en mine. Det er en farvestrålende komedie i stil med Jeunet’s øvrige film (f.eks. Delicatessen og Amelie), og har en masse skæve eksistenser, som hjælper Bazil med sin hævn i næsten Olsen-Banden’ske optrin.
McQ, 1974, John Sturges
: En ”Dirty Harry” klon med John Wayne i sin første rolle som politibetjent. Jeg elsker hele looket i 1970’er amerikanske kriminalfilm, og det er bare spot on i denne film, der omhandler ”dirty cops” og lidt usædvanligt foregår i Seattle. Wayne var 67 år i denne film, og er selvfølgelig lidt for gammel til at virke helt troværdig, især den hastighed hvormed han nedlægger damer. Musikken af Elmer Bernstein er fantastisk.
Inside Out, 2015, Pete Doctor
: Pixar’s bud på hvad der sker inden i hovedet på en 11-årig pige, illustreret ved at lave forskellige følelser om til karakterer. Som altid fra Pixar er det gennemsympatisk og man er ikke bange for at tage fat på alvorlige emner. Animationen er teknisk perfekt, og samtidig bliver der udtrykt en masse menneskelige nuancer og følelser.
100 Rifles, 1969, Tom Gries
: Burt Reynolds spiller er halvmexicansk bankrøver, som har brugt sit udbytte fra et røveri i USA til at købe 100 rifler til at hjælpe sine indianerslægtninge mod den mexikanske hær. Jim Brown er sheriff, og har jagtet Burt for at bringe ham tilbage til USA. Mange westerns har den mexikanske revolution som bagtæppe, men den her har Raquel Welch på toppen af sin skønhed, i en rolle som hævngærrig indianerkvinde på ligefod med Burt og Jim. Masser af skud og eksplosioner.
Action Jackson, 1988, Craig R. Baxley
: Alt det bedste og værste fra 1980’er actionkomedier. Carl Weathers i titelrollen som politibetjent er efter den obligatoriske rigmands-bad-guy, som alle ved er skyldig. Sharon Stone og Vanity er lidt eye-candy, og gode 1980’er fjæs som Bill Duke og Robert Davi dukker op i roller som der har spillet 100 gange før. Musikken er de obligatoriske samplede keyboard-toner, som alle andre også brugte, men det hører jo til.
Zoolander no. 2, 2016, Ben Stiller
: Dumme og irriterende modeller og fashion-typer, der tager sig selv alt for alvorligt, er lette ofre i en komedie, men glimtvis også ret sjovt. At det så også skal udvikle sig til en James Bond pastiche a la ”Spy” kunne jeg godt have undværet. Alle de kendte karakterer fra den første Zoolander er tilbage med de samme jokes, og de nye bringer ikke rigtigt noget oveni.
Forbidden Planet, 1956 Fred M. Wilcox
: Sci-fi i 1950’erne var ensbetydende med lowsy budgetter og dertil hørende ofte crappy effekter, men her har MGM lavet en A-film produktion med fantastiske effekter (for datiden) og et intelligent manuskript. Bare en skam med skuspillernes meget tidstypiske frisurer. Leslie Nielsen leder en ekspedition, der finder et par overlevende fra en forsvunden rumekspedition på en mystisk planet.
Matinee, 1993, Joe Dante
: Gene er 14 år og elsker monsterfilm, så da producenten bag mange af hans yndlingsfilm kommer til byen med den nyeste Kæmpe-myre-film, så stiger forventningen. Da det foregår i Florida i 1962 under Cuba-krisen, så er der et meget fint parløb mellem uhyggen i biografen, og den virkelige trussel om atomkrig, der udspiller sig i den virkelige verden. En kæmpe kærlighedserklæring til en svunden biograf-era.
Seven Deaths In The Cat’s Eye (La Morte Negli Occhi Del Gatto), 1973, Antonio Margheriti
: I en engelsk familie er der en sagn om at hvis man bliver myrdet af et familiemedlem, så vil man genopstå som et spøgelse. Da familiemedlemmerne begynder at dø giver det selvsagt lidt dårlig stemning at nogen også påstår at have set et - rigtigt gættet - spøgelse. Atmosfærefyldt, men lidt tam italiensk gyser med Jane Birkin i hovedrollen.
The Bucket List, 2007, Rob Reiner
: Morgan Freeman og Jack Nicholson spiller et par ældre herrer, der bliver ramt af sygdom og får at vide at de har 1 år tilbage. Heldigvis har Nicholson’s karakter masser af penge, så de beslutter sig for at udleve alle deres drømme mens de endnu kan. En del halvsjove gammelmands-humor scener, men det sure i at være dødeligt syg og skulle reflektere over summen af ens liv bliver også behandlet fyldigt.
To Sir With Love, 1967, James Clavell
: Swinging London var på sit højeste i 1967, men på en skole for utilpassede unge i East-End er man med på tøjmoden, men har generelt et ret trist liv. Sidney Poitier kommer som ny skolelærer, og efter en hård afvisning af eleverne i starten, beslutter han sig for at prøve at gøre en forskel for elevernes fremtidsudsigter. Kan måske virke lidt tam i dag, men der er alligevel en charme over det. Og Suzy Kendall er altså en rigtig hottie.
Mortal Kombat, 1995, Paul W.S. Anderson
: Det er det klassiske set-up for kampsportsfilm, nemlig at der holdes en hemmelig turnering, som skal kåre den rigtige mester. Her blandes det sammen med noget overnaturligt ”Masters of the Universe”-agtigt mytologi, og bliver meget tegneserieagtigt. Flotte sets og crappy CGI i en stor pærevælling. Det er et par søde tøser at se på og en masse sure kampsportstyper. Alt i alt lidt tyndbenet. Jeg finder så efterfølgende ud af at det er baseret på et computerspil, og så giver det hele lidt mere mening, eller rettere sagt lige så lidt mening som et arkadespil.
Prozzie (Olivia), 1983, Ulli Lommel
: En lille pige ser sin prostituerede mor blive myrdet, og når hun bliver vokser har hun en stor lyst til at hævne sig på tilfældige ”kunder”, og på en eller anden måde har det en forbindelse til London Bridge. Meget lav-budget produktion, der langt hen af vejen bare er trist, og ikke særlig original.
10 Cloverfield Lane, 2016, Dan Trachtenberg
: Særdeles vellykket og uforudsigelig gyserfilm om Michelle, der efter en ulykke befinder sig i et beskyttelsesrum under jorden. Hendes ”vært” (en meget creepy John Goodman) insisterer kraftigt på at hun ikke forlader bunkeren, fordi jorden har været udsat for et kemisk/atomart angreb og ikke er beboelig. Eller er det bare en løgn? Titlen indikerer at der er en sammenhæng til monsterfilmen ”Cloverfield”. Selvom der reelt kun er tre karakterer i filmen, bliver det aldrig kedeligt.
The Fast And The Furious, 2001, Rob Cohen
: Ja, det var faktisk første gang jeg så en film i denne efterhånden lange serie, og den giver lige nok lyst til at fortsætte med de øvrige. Men det er altså ret vildt så latterlige samtlige skuespilleres forsøg på at virke cool og hårde forekommer når de skal køre gaderæs og vise deres biler frem. Selvom historien med at nogen er kriminelle og nogen er politi er papirtynd og bilscenerne er lidt urealistiske, så var jeg jævnt godt underholdt.
Exorcist II: The Heretic, 1977, John Boorman
: Hvis man sammenligner med William Friedkin’s mesterværk, så er den lort, men hvis man ser den som en så-dårlig-den-er-god film, så kan man være vældig underholdt. Store navne som Richard Burton, Max von Sydow og Louise Fletcher bakser stadig med en demon hos stakkels Linda Blair (og nogle frygtelige replikker), og her finder vi mere ud af hvor demonen stammer fra. Det mest foruroligende er, hvor lækker Blair er, selvom hun vel skal spille et barn.