November:
Men In Black II, 2002, Barry Sonnenfeld
Den uundgåelige 2’er tilføjer ikke rigtig noget nyt til universet, og på en eller anden made, så virker historien meget mindre, idet det næsten udelukkende foregår i New York. Igen må agenterne fra MIB træde til overfor en intergalaktisk trussel og skyde hovederne af en masse alien’s (selvom de bare vokser ud igen). Et par nye karakterer i skikkelse af Lara Flynn Boyle (lingeriklædt alien-boss) og Rosario Dawson (love interest) er ikke helt nok til at opveje en del jokes, som gentages fra 1’eren. Heldigvis er spilletiden igen kort, så tempoet er trods alt ret højt.
Broken Arrow, 1996, John Woo
Efter genopstandelsen i ”Pulp Fiction” var John Travolta her, der og alle vegne og han virkede næsten mest på toppen, når han var bad-guy, ligesom her. Under en testflyvning med et par a-bomber, smider Travolta sin co-pilot (Christian Slater) ud af flyet midt i Utah’s ørken, og forsvinder sammen med bomberne. De bliver dog hurtigt brugt i et komplot med at afpresse regeringen, alt imens Slater, i selskab med en lokal kvindelig park-ranger (Samantha Mathis), er i hælene på Travolta og hans kumpaner. Helt lige-ud-af-landevejen action-thriller, hvor man bare kan slå hjernen fra og nyde klicheerne udfolde sig i en forudsigelig strøm. John Woo kan strikke god action sammen, men det virker som om han ikke helt har fået plads til alle sine sædvanlige gimmicks (jeg syntes ikke der var nogen scener med slo-mo duer); heldigvis er der gode birolleskuespillere såsom Kurtwood Smith og Delroy Lindo.
A Bigger Splash, 2015, Luca Guadagnino
Tilda Swinton spiller en rock-sangerinde, som har mistet stemmen og derfor slapper af på en øde italiensk ø, med sin lidt yngre kæreste (Mattias Schoenaerts). Uheldigvis dukker en ekskæreste (Ralph Fiennes) og hans teenagedatter (Dakota Johnson) op i den fredelige idyl, og tidligere intriger og kærestesorger genopfriskes og bringer temperamenterne i kog. Fiennes har mere krudt i røven end en Mick Jagger på scenen (der er en markant Rolling Stones vinkel i handlingen), så han sætter ligesom dagsordenen for hele selskabet, og at datteren er lidt af en flirt, gør det heller ikke bedre. Langt hen af vejen en ganske underholdende film om det umulige i at forene en rock’n’roll livsstil og et monogamt parforhold, men det virker også en smule ufokuseret, hvilket ikke bliver bedre af at en vinkel med immigrant-krisen i Syditalien bliver inddraget. Skuespillerne giver dog alt de har (specielt Fiennes i en ukarakteristisk out-going rolle), og de solrige ferieomgivelser er også en fornøjelse for øjet.
Bad Day At Black Rock, 1955, John Sturges
En gang imellem kan det være godt at få en moralsk opsang, og ingen er bedre end gennemsympatiske Spencer Tracy til at levere den. Han har i en række film nærmest personificeret ”ordentlighed”, og ved eksemplets magt fået andre mennesker til at hanke op i sig selv og ændre dårlig adfærd. I en afsides beliggende amerikansk flække, lige efter 2. verdenskrig, er en japansk immigrant forsvundet, da Tracy’s karakter vil besøge ham, og den lille bys øvrige beboere gør deres bedste for at få Tracy til at rejse hjem igen hurtigst muligt. Der er nogen åbenlyse ”bullies” i skikkelse af bl.a. Robert Ryan, Lee Marvin og Ernest Borgnine, som styrer byen, og får de øvrige med som medløbere, og Tracy må ene mand tage kampen op for at skabe retfærdighed. Historien og temaet kan frit overføres til alle mulige andre scenarier, hvor mindretal, eller afvigere, bliver udsat for uretfærdig diskrimination, men filmen er ikke kvalmende selvretfærdig af den grund. Manuskriptet og instruktion er skarpt skåret til (spilletid på bare 81 minutter), og skuespillet perfekt, og som helhed er det en både spændende og tankevækkende film.
The Mephisto Waltz, 1971, Paul Wendkos
I kølvandet på især “Rosemary’s Baby” fra 1968 kom der i årene efter en række film med okkulte temaer og satan-dyrkelse. En døende koncertpianist (Curt Jürgens, i en præstation, som næsten er identisk med hans Stromberg-karakter i ”The Spy Who Loved Me”) kaster sin interesse på en yngre middelmådig pianist i skikkelse af Alan Alda, og i noget der kan ligne en Faust/Mephisto deal, sker der en overlevering af evner og karaktertræk. Jacqueline Bisset er Alda’s mere og mere forvirrede kone, som forsøger at forstå hvad fanden der foregår, især i forholdet mellem Alda og Jürgens karakterens datter. På trods af et look, der er lidt ”tv-movie-of-the-week” agtigt, så er der tilpas meget weirdness til at holde min interesse, selvom det ikke er synderligt originalt, og der er også et fint lille twist i slutningen.
They’re Playing With Fire, 1984, Howard Avedis
High-school lærerinden forfører en elev med sin lækre krop for at få ham til at skræmme livet af hendes svigermor og –mormor, mens en psykopatisk seriemorder dræber alle omkring dem. Der bliver krydset af i mange bokse for emner, der ofte forekommer i halvdårlige 80’er film, og denne film skifter karakter mange gange undervejs. Sybil Danning er lærerinden med den lækre, afklædte, krop, så det er i sig selv en grund til at se med, og der er også et par scener med OK slasher-momenter, men det samlede indtryk er ikke mere end middelmådigt. Dog stadigvæk ret underholdende hvis man ikke har forventninger om noget banebrydende, og kan se bort fra de moralske gråzoner, som lærer-elev forholdet kan forekomme at være i.
Red Sonja, 1985, Richard Fleischer
Efter succes’en med et par Conan-film presses citronen med en sekundær rolle til Arnold Schwarzenegger i et Conan-agtigt fantasyunivers. Han spiller Kalidor, der er hjælper til Red Sonja, i skikkelse af selveste Gitte Nielsen (senere Stallone). Hun skal finde og ødelægge en farlig talisman, som er faldet i hænderne på hendes ærkefjende, Gedren (Sandahl Bergman, også kendt fra Conan film nr. 1). I Sven-Ole Thorsens selvbiografi var Gitte Nielsens første spørgsmål til ham på settet hvordan hun kunne komme i bukserne på Arnold, og i Schwarzenegger’s egen selvbiografi erkender han at være utro med den langlemmede danske skønhed, og det virker derfor lidt bizart med den næsten helt fraværende kemi, der er i scenerne mellem Sonja og Kalidor. Så er det godt at der er masser af sværdkampe, hvor Gitte er helt OK, og Ennio Morricone har lavet et godt tema på lydsiden.
The Hunt For Red October, 1990, John McTiernan
I slut-1980’erne dominerede Tom Clancy’s krigsbøger best-sellerlisterne, og en af hans bedste er forlægget for denne fremragende u-båds film. Det er klassisk kold krig mellem USA og Sovjet, hvor en sovjetisk kaptajn (Sean Connery) vil hoppe af sammen med hele sin atomubåd, mens han jages af både amerikanske og øvrige sovjetiske flådefartøjer. Det virker som om producenterne har haft adgang til alt det isenkram de kunne ønske sig og manuskriptet er spækket med militær-lingo. Det overskygger dog ikke at der hele filmen igennem er tempo og spænding og interessante karakterer. Alec Baldwin som CIA-analytiker Jack Ryan virker måske lidt bleg i sammenligning med Connery, Sam Neill, Scott Glenn, Stellan Skarsgård og mange andre gode biroller, og der er også en del tvivlsom CGI undervandsscener, men som drengerøvsunderholdning fungerer det fremragende. Og så er Sven-Ole Thorsen faktisk god som ubåds-næstkommanderende, der bl.a. synger for på den sovjetiske nationalmelodi.
Pawn Sacrifice, 2014, Edward Zwick
Sovjetiske skakspillere dominerede i efterkrigstiden, lige indtil en underlig amerikaner ved navn Bobby Fischer dukkede op i 1960’erne. Pludselig blev skak en forlængelse af den kolde krig, og det kulminerede ved en VM-match mellem Fischer og Boris Spassky i 1972 på Island. Fischer var psykisk ustabil, og nærmest besat af konspirationsteorier (grundlagt i hans barndom under McCarthy perioden), og det blev selvfølgelig ikke bedre af at være midtpunkt for verdens opmærksomhed. Tobey Maguire som en sprængfarlig Fischer og Liev Schreiber som den kølige Spassky fungerer godt og det er faktisk lykkedes at lave en medrivende film om noget så tilsyneladende ufilmisk som skak.
Ransom, 1975, Casper Wrede
I landet Skandinavien (??? – det er et sne- og isklædt Norge, der er filmet i) bliver der kapret et britisk fly og samtidig tages den britiske ambassadør til fange, og det viser sig hurtigt at der er en sammenhæng mellem de to krisesituationer. Sean Connery er den lokale militærmand, der koordinerer politiarbejdet og Ian McShane er en af terroristerne. Selvom det overvejende indtryk er meget britisk realisme, så er der overraskende kreative kræfter i form af fotografering af Sven Nykvist og score af Jerry Goldsmith. Det er overvejende en thriller, så action-scener er ikke så fremtrædende, og tempoet er ret langsomt, men der er dog en overraskende slutning.
Bedazzled, 2000, Harold Ramis
Careful what you wish for – it might come true. Den kiksede Elliott (Brendan Fraser) har ikke succes med damerne eller i det hele taget kollegerne på arbejdet. Han ønsker virkelig at han havde anderledes udseende, personlighed, økonomi osv., og da djævelen i skikkelse af Elizabeth Hurley åbenbarer sig for ham, og giver ham 7 ønsker, så ser han chancen til at blive populær. Elliott bliver f.eks. rig, sportsstjerne, latin lover, kultursnob, men hver gang er der så alligevel bare et eller andet galt, som forhindrer ham i at komme i bukserne på sin drømmekvinde Alison. Ligeså mange roller som Elliott har, lige så mange forskellige sexede udgaver af Elizabeth Hurley bliver vi præsenteret for, og mange sekvenser bliver afsluttet så hurtigt at det virker som om Ramis godt er klar over at det er en blindgyde han styrer filmen ind i. Slutningen er da også ret banal. Hvis man har muligheden kan den måske fungere glimrende som en ufarlig datefilm.
Riot, 1969, Buzz Kulik
Nogen gange kan det være en fordel med et lille budget, og her har man sparet på omkostninger til kulisser og statister ved simpelthen at optage i et rigtigt fængsel med rigtige fanger og personale som statister og i biroller. For filmen handler nemlig om et fangeoprør, som også udvikler sig til et flugtforsøg. Store stærke ex-NFL running back Jim Brown og Gene Hackman er et par af hovedkræfterne i en protest over forholdene i et fængsel i Arizona, og det udvikler sig da de tager en del fængselsbetjente som gidsler. Forhandlinger med myndighederne trækker ud, og blandt fangerne begynder man i kedsomhed at brygge hjemmebrændt spiritus og holde abefest (da det jo er 100% mænd i fængslet, er der lange sekvenser, som ikke er bange for åbent at vise den homoseksualitet og transvestisme, som man så ofte hører om i fængsler; ret kontroversielt på den tid i en mainstreamfilm). Som nævnt er realismen ret fremtrædende, og der berøres emner som racisme, klassekamp og alfa-hanner i en flok, men basalt set er det en underholdningsfilm med en række kulørte karakterer.
Frankenhooker, 1990, Frank Henenlotter
Jeffrey er medicinstuderende og eksperimenterer på sit værelse med at få liv i kropsdele, så da hans kæreste omkommer i en græsslåmaskine-ulykke i baghaven, får han den vanvittige ide at genskabe hende. Kropsdelene får han fra prostituerede, som han lokker med noget super-crack, der får dem til at eksplodere i småstykker. Det er heldigvis fortalt med et glimt i øjet, og ind imellem blod og afrevne lemmer er der mange sjove scener med sort humor (lidt vibe a.la. ”Re-animator”). Penthouse Pet Patty Mullen i titelrollen lykkes med at skabe en både sjov og charmerende version af Frankenstein’s monster på trods af at hun skal være robotagtig i bevægelserne og er syet sammen på kryds og tværs. Tilsat en del nøgenhed er det en stærkt underholdende cocktail.
Voodoo Passion (Der Ruf Der Blonden Göttin), 1977, Jesus Franco
Den flittige Franco lavede ca. 1 film om måneden i 1970’erne, så kreativiteten er begrænset til at finde på eksotiske set-ups hvor nøgne kvinder kan indgå i handlingen. Her er vi på Haiti, hvor en diplomats kone ankommer og finder at mandens søster og husholderske ret ofte svanser rundt i huset uden tøj på. Den blonde husholderske er desuden meget vidende om, og involveret i, voodoo, og konen bliver trukket med til danse- og trommeseancer i voodoo’ens tegn, og der sker et par dødsfald. For at trække spilletiden lidt, så er der også en masse lokalkolorit fra Haiti at se på, men hvis man kender Franco, så ved man også godt at der sker ret lidt, og at det primære fokus er på soft-core erotik. Heldigvis er damerne dejlige på en 1970’er måde.
Internal Affairs, 1990, Mike Figgis
Et stærkt gensyn med en af de bedste politi-thrillere, der nogensinde er lavet efter min mening. Titlen hentyder til poltiets egen vagthund, Internal Affairs, som undersøger det almindelige politi’s arbejdsmetoder. Richard Gere er betjenten, der stort set bryder alle love, og Andy Garcia er den nye IA-mand, der er efter ham. Begge spiller mesterligt, og Laurie Metcalf, som Garcia’s overordnede, rammer også den dystre og seriøse tone, som gennemsyrer hele filmen. Under L.A.’s sol og glamourøse overflade er grådigheden ufattelig, og menneskeliv blot forhindringer for at rage til sig. Figgis har virkeligt fået det til at spille på alle tangenter (han står også co-krediteret for det fremragende score), og skabt et mørkt mesterværk indenfor genren.
Fuzz, 1972, Richard A. Colla
TV-serien Hill Street Blues, hvor man følger hverdagen og personerne på en politistation, var inspireret af forfatteren Ed McBain’s politiromaner om 87th precinct, og det er forlægget i denne film, som har placeret handlingen i Boston (i modsætning til både bøgerne og tv-serien Hill Street Blues, som foregår i en unavngiven storby). Så forskellige personligheder som Burt Reynolds, Raquel Welch og Tom Skerritt er blandt de 6-7 betjente, som må løse store og små forbrydelser. Gennemgående er dog at byens top-embedsmænd bliver myrdet, og en mystisk skaldet mand med høreapparat synes at stå bag. Der er en lidt ujævn tone med blodig kriminalitet blandet med scener, der decideret er slapstick comic-relief, og det er ret tydeligt at Richard Colla primært har instrueret tv-serie afsnit. Men det er jo altid dejligt at se på Raquel, og Burt har en stor del af sin charmerende 70’er persona på plads, ligesom Dave Grusin har leveret et fint tidstypisk funky jazz-score.
The Core, 2003, Jon Amiel
Min farmor og farfar havde en bekendt, som havde læst at jorden drejede om en aksel, og nu var hun blevet bekymret for hvem der mon huskede at smøre akslen. En næsten identisk præmis er tilstede i The Core, hvor flydende lava i jordens indre pludselig er holdt op med at snurre rundt, og derfor er jorden sårbar overfor magnetisk og elektrisk stråling fra rummet – tror jeg nok. Det er dejligt befriende at have et så fjollet udgangspunkt i en katastrofefilm, for så har man også frit spil med at opfinde gakkede løsninger på problemet. Her har man opfundet et slags tog, som kan bore sig ind til jordens indre for at kick-starte lavaen med lidt atombomber, og Aaron Eckhart, Hilary Swank, Delroy Lindo og Stanley Tucci må prøve at holde masken og spille seriøst med. Jeg valgte at have ja-hatten på, og var fint underholdt, og på trods af en del tvivlsom CGI, så er det en klassisk katastrofefilm med de sædvanlige helte og skurke.
The Brides Of Dracula, 1960, Terence Fisher
En groft misvisende titel, da vampyren ikke er Dracula, men højst en fjern slægtning, og de kvindelige ofre er ikke hans koner, men en række tilfældige kvindelige indbyggere i landsbyen og ansatte i den lokale pigeskole. Nuvel, van Helsing er i hvert fald Peter Cushing, så det er som det skal være. Manden med de lange hugtænder er Baron Meinster, der holdes skjult på et slot af sin mor og må udleve sine bloddryppende lyster i smug. Mange af de kvindelige ofre er naturligvis meget kønne at se på, og falder lynhurtigt for Meinster’s charme. Den velkendte Hammer-stemning er tilstede i en af de bedre traditionelle Dracula-film, som også indeholder en del blod og gys.
The Commitments, 1991, Alan Parker
Musikfilm er lige noget for Alan Parker, og efter Fame, Bugsy Malone, The Wall, og senere Evita, er The Commitments en skildring af en gruppe unge menneskers fascination af soul-musik, og deres bestræbelser på at lave et soul-band i Dublin. Irland virker ikke umiddelbart som overrendt af soul-typer, og det kræver da også lang tid for ildsjælen Jimmy at få samlet musikere til projektet. I overvejende grad spillet af amatørskuespillere, er det ret underholdende at følge de skæve typer, der alle har hver sine charmer og som langsomt får musikken til at svinge. Lige dele underdog-historie, socialrealisme og musikfilm og fuldstændig troværdig. Selvom Parker har en fortid i reklamebranchen forfalder han heldigvis ikke til at lave æstetiske musikvideo-montager, som man ofte ser i amerikanske musikfilm, og der er også en fin slutning.
The Hunger, 1983, Tony Scott
Ridley og Tony Scott var sammen med Alan Parker og Hugh Hudson mændene bag nogen af de mest ikoniske reklamefilm fra starten af 1970’erne, og i Tony Scott’s spillefilmsdebut har han taget meget af æstetikken fra reklamefilm og musikvideoer med sig. Lyskegler, der gennembryder persienner i røgfyldte lokaler og vindblæste gardiner i slo-mo tilsat et markant musik-soundtrack fylder en stor del i denne vampyrfilm, der har Catherine Deneuve som en udødelig blodsuger. Den udødelighed har hun gennem historien overført til sine blege elskere, senest David Bowie. Og dog, Bowie ældes pludselig helt vildt, og aldrings-forsker Susan Sarandon kommer ind i billedet. En meget stilren og flot/smuk, film, der formår at formidle tiltrækningen til de skæbnesvangre arvinger til den transsylvanske greve.
Joy, 2015, David O. Russell
Efter en fremragende hovedrolle-debut for Jennifer Lawrence i ”Winter’s Bone”, er det som om jeg efterfølgende synes mindre og mindre om hendes skuespil (jeg har dog ikke set hendes superhelte-film), og den trend er desværre ikke vendt her. Måske er det Russell’s skyld, for han insisterer på at udpensle sine pointer mere og mere, og det giver bare nogle træls karakterer. Lawrence spiller Joy, der som enlig mor ikke kan løse problemerne i sin dysfunktionelle familie, men som opfinder en gulv-moppe, som bliver et stort salgshit via det helt nye koncept med tv-shop. Moralen er vel noget med woman-empowerment, og der er jeg måske ikke i en helt modtagelig målgruppe, når man føler sig så stopfodret som det sker her. Robert De Niro og Bradley Cooper er også med i Russell/Lawrence slænget og spiller deres sædvanlige personaer, og der er heldigvis brugt penge på rettigheder til en masse god tidstypisk 1960’er og 70’er musik.