Juli:
Team America: World Police, 2004, Trey Parker & Matt Stone
Skaberne af TV tegneserien “South Park” har lavet denne film med marionetdukker, med alle de begrænsninger det giver i figurernes bevægelighed. Men det fungerer faktisk forbavsende godt, selvom det er hæsblæsende action, der forsøges udført. USA agerer verdens politimand og alverdens politiske og militære brændpunkter tages under behandling. Figurerne opfører sig som karakterer i en sæbeopera, og der er generelt ingen respekt for autoriteter – der kan gøres grin med alt og alle. Det er ikke alle gags, der virker, men der er en del, som er hysterisk morsomme – specielt når Hollywood’s politisk korrekte og selvudnævnte moralske elite spiddes.
The Birth Of A Nation, 1915, D.W. Griffith
Alment anerkendt som den første spillefilm, der definerede mange af de tekniske og fortællemæssige normer, der også anvendes den dag i dag. Indholdet er mere problematisk, som det ofte er, når en tabende part i en krig fortæller sin version. Sydstaterne tabte som bekendt borgerkrigen i USA, og blev, ifølge filmens handling, underlagt en masse føderale love, som uretfærdigt favoriserede tidligere sorte slaver, på bekostning af den hvide befolkning. Ku Klux Klan genoprettede stoltheden og retfærdigheden for de hvide. Hvis man tager moralbrillerne af, så synes jeg filmen i lange stræk (den varer over 3 timer!) fungerer rent dramaturgisk og teknisk, når man tager i betragtning at film på dette tidspunkt normalt varede 7-10 minutter, og det således var jomfrueligt land Griffith bevægede sig ud i.
The Blue Lagoon, 1980, Randal Kleiser
Åhhhh, ung uskyldig kærlighed… kan nutildags være lidt akavet at se på, når teen og pre-teen dreng og pige boltrer sig nøgne på en øde paradisø. Selvom der var en body-double i Brooke Shields’ ”vigtigste” scener, så er hun sammen med Christopher Atkins definitionen af datidens ungdomsidoler, og det er da meget sødt at følge med i deres opvækst og udvikling, hvor de med tiden selv skal finde ud af alt det med kærlighed og hvad deraf følger. Flot fotografering, tvivlsomt skuespil og lidt klichefyldt manuskript, men også helt uomgåelig, når man er årgang 1966.
Blue In The Face, 1995, Wayne Wang
En forlængelse af “Smoke” fra samme år, hvor vi endnu en gang inviteres indenfor i Brooklyn’s Cigar Store, og vi møder bestyreren Auggie og en lang række af de mennesker, der kommer i butikken. Her hænger de ud og diskuterer små og store forhold i livet, og nyder at ryge. Om muligt endnu mindre plot eller struktur end ”Smoke”, og så afhænger det hele af om karaktererne og deres historier er interessante. Det er de ikke alle sammen, så det bliver lidt middelmådigt.
The Fighter, 2010, David O. Russell
Boksefilm handler næsten altid om personen(rne) bag fighteren. Her har vi en hel irsk familie i Boston med 7-8 søskende og mor, hvor Mark Wahlberg’s middelmådigt boksende lillebror altid har været lidt i skyggen af Christian Bale’s storebror, som engang fik en chance for en (ikke succesfuld) titelkamp, og har levet højt på det lige siden. Et manuskript med en masse fokus på magtdynamik i familien, men til sidst får vi også serveret den klassiske under-dog sportshistorie, der jo næsten pr. definition er medrivende. Jeg fattede aldrig sympati for nogen af karaktererne, og det er jeg ikke helt sikker på var intentionen fra Russell.
All The Colours Of The Dark, 1972, Sergio Martino
Underskønne Edwige Fenech spiller en kvinde, som har en masse traumer og mystiske mareridt, hvor hun bliver myrdet. Det er tydeligt at hun har det skidt, og diverse venner og familie tilbyder hende vitaminkur, psykoanalyse og sågar deltagelse i en hekse-messe, som alt sammen bare gør det hele mere forvirrende. Plottet er lidt sekundært, for det er det drømmende og lidt psykedeliske billedsprog, som er attraktionen, ikke ulig stemningen fra Polanski’s ”Rosemary’s Baby” og ”Repulsion”.
The World Of Henry Orient, 1964, George Roy Hill
På trods af titlen, så handler denne coming-of-age dramakomedie ikke om Henry Orient, men om de to unge teenagepiger, som i New York har en masse forvirrede følelser for den berømte koncernpianist Henry Orient, spillet af Peter Sellers. Sellers prøver lidt klodset at spille sin sædvanlige Clouseau-persona, men de to unge pigers historie virker på en gang både meget indsigtsfuld, og håbløst bundet af de normer, der i 1964 var lige på tærsklen til at blive sprængt i luften i sidste halvdel af 1960’erne. Også et skønt tidsportræt af New York, hvor det tilsyneladende ikke var noget problem at lade to piger løbe rundt i hele byen.
Elegy, 2008, Isabel Coixet
Ben Kingsley spiller en midaldrende universitetsprofessor, som ikke har svært ved at score damer til sex, men han har til gengæld problemer med at forpligte sig til et længerevarende forhold. Hans romance med en studerende, spillet af Penelope Cruz, er derfor dødsdømt fra starten. Først og fremmest fantastiske skuespilpræstationer af Kingsley og Cruz, men også et godt manuskript og fin instruktion. Dennis Hopper og Patricia Clarkson viser også hvor sublime birolleskuespillere de er.
An Inspector Calls, 1954, Guy Hamilton
Under en middag, hvor en upper-class britisk familie fejrer en forlovelse, træder der pludselig en politiinspektør ind i stuen og begynder at stille spørgsmål om en kvinde, der netop er fundet død. Det viser sig at praktisk taget alle familiemedlemmer har haft en relation til den døde, og de er alle endt dårligt. Agatha Christie-agtigt manuskript, der borer, endog rigtigt dybt, i det engelske klassesamfund. Interessant lille krimi med et finurligt tvist i slutningen.
The Burning, 1981, Tony Maylam
Man finder alle slasher-klicheerne her: Sexhungrende amerikanske teenagere i en sommerlejr, bliver en efter en myrdet af en galning, som en gang i fortiden er blevet gjort frygteligt fortræd. Blandt teenagerne er der selvfølgelig også alle de stereotype karakterer. Det var Weinstein-brødrenes første credit som producere, og de satsede med andre ord på det sikre, men der er trods alt en grund til at vi er mange, som elsker denne type film, og The Burning leverer fine kill- og nøgenscener og er bestemt underholdende og seværdig.
Fast Five, 2011, Justin Lin
Filmserien har nu fundet en form, så det er 100% action bulder og brag. I Rio de Janeiro finder de flest af de gamle karakterer sammen med lokale kræfter og skal røve et stort pengeskab. Ambitioner og budget er vokset siden nr. 4, og tempoet er højt. Den gennemgående historie for karaktererne kommer ikke meget videre, så introduktionen af Dwayne Johnson som agent Hobbs er et tiltrængt skud energi. Absolut underholdende og imponerende blockbuster, og min favorit indtil videre i serien.
Almost Human, 1974, Umberto Lenzi
En af de mange brutale politifilm, som kom fra Italien i starten af 1970’erne, byder på skydeglade og skånselsløse smågangstere, og politi, som lidt magtesløse bare må se til. Da en industrimagnats datter bliver kidnappet må der skrappere midler til. Tomas Milian som bindegal forbryder og Henry Silva som iskold politikommissær sidder lige i øjet, og som ofte i disse film, foregår det i et italiensk samfund, hvor klassekamp var et hedt politisk emne.
Barb Wire, 1996, David Hogan
Jeg er helt sikkert inhabil til at vurdere denne film, for det er min nære personlige veninde Pamela Anderson, som står øverst på plakaten. 2 af stjernerne er desværre spærret inde bag alt for stramme læderoutfits (men ikke hele tiden!), og den 3. stjerne er bare Pamela selv. Hun spiller natklubejer/dusørjæger i et postapokalyptisk USA i det herrens år 2017, hvor nogle særlige kontaktlinser er den McGuffin, som alle vil have fingrene i. Filmens 94 minutter er temmelig ligegyldige, for det forhold, mig og Pamela fik opbygget på de 30 sekunder i 2011 ved en autograf- og fotoseance på Fisketorvet, vil vare livet ud.
Two For The Road, 1967, Stanley Donen
Scener fra et ægteskab, kunne være en alternativ titel. Albert Finney og Audrey Hepburn spiller det lidt umage par, som har været gift i 12 år og som på en køretur gennem Europa genoplever og genopfrisker hændelser fra tilsvarende køreture, de har haft siden de mødtes, blev forelskede og gift og siden fik barn. Der har været op- og nedture, glæder og sorger. Krydsklipningen i tid mellem de forskellige år fungerer ganske fint, men på en eller anden måde virker replikkerne lige 10% for velskrevne til at være autentiske, og det er lidt trættende i længden, da det er en lang ordstrøm hele filmen igennem.
Sexy Beast, 2001, Jonathan Glazer
Første gang jeg har set den, men den går direkte ind i min top-3 over britiske gangsterfilm. Historien om den pensionerede forbryder, som bliver trukket ind til et sidste kup er old-hat, men billeder, lyd, skuespil, instruktion og bare generel intens stemning er sublimt. Glem typer som Ryan Gosling eller Brad Pitt; hvis der er brug for coolness er det Ray Winstone, Ian McShane og Ben Kingsley man får fat i. Det afsluttende heist er yderst originalt udført.
The Long Good Friday, 1980, John McKenzie
Jeg nappede lige et gensyn med en anden fra min top-3 over britiske gangsterfilm (der ikke indeholder nogen Guy Ritchie film; den 3. er ”Get Carter”). Bob Hoskins er konge af underverdenen i East End i London, og han vil gerne blive lovlig og respektabel ved at forsøge at få finansieret et stort ejendomsprojekt i Docklands. Han har derfor inviteret en amerikansk forbindelse til London, men bliver hele tiden forstyrret af, at hans familie og gangsterimperie bliver angrebet med bomber og likvideringer. KÆMPE præstation af Hoskins, interessante og nuancerede karakterer. På kanten af et nyt årti, var det en film, der indvarslede nye tider, både i stil og i historien.
Chariots Of Fire, 1981, Hugh Hudson
En dybt troende skotsk præst og en jøde fra Cambridge universitet er et par af de britiske atleter, som kæmper for guld ved OL i 1924. Deres baggrund bliver i høj grad udforsket som værende medvirkende til deres sportslige ambitioner. Både som sportsfilm og som karakterstudier fungerer Chariots Of Fire glimrende, og den oser bare af kvalitet i alle aspekter, ikke mindst i det mesterlige og ikoniske synth-score fra Vangelis.
For Your Eyes Only, 1981, John Glen
James Bond kommer lidt ned på Jorden igen, efter “The Spy Who Loved Me” og “Moonraker”’s volumensyge. Der er lidt koldkrigs-spioneri, skijagt, bjergbestigning og undervands-kamp, som fungerer rigtigt fint, men også lidt tåkrummende passager med 2CV biljagt og en nymfomanisk skøjteprinsesse. Også plusser til Sheena Easton’s titelsang og Carole Bouquet’s alvorlige bond-babe.
Doctor Mordrid, 1992, Charles Band
Jeffrey Combs spiller Doctor Mordrid, som jeg tror er rejst gennem tid fra en anden dimension, for at stoppe noget ondskab, der truer jorden. Når der kun er 74 minutters spilletid, og et begrænset budget, så lykkes det aldrig helt at få den ambitiøse historie fortalt overbevisende, men der skal være ros for trods alt at gøre forsøget. Tøj- og hårstil er dog så 1992-specifik at se på, at det er mere behageligt at kradse en negl på en skoletavle.
Les Rivieres Pourpres, 2000, Mathieu Kassovitz
I en by beliggende i de sneklædte franske alper er der begået et uhyre bestialsk mord på en ansat fra det lokale eliteuniversitet. Mens en politimand (Jean Reno) efterforsker sagen, er en anden politimand (Vincent Cassel) i gang med at undersøge tyveri af nogle dokumenter fra den lokale skole, og der viser sig en sammenhæng mellem de to sager med tråde tilbage til fortiden. Velproduceret og intens krimi med et højt tempo, faktisk så højt at historien måske ender lige lidt længere ude end den har bygget op til.
Voice Without A Shadow (Kagenaki Koe), 1958, Seijun Suzuki
Krimidrama, hvor en telefondame overhører en telefonstemme, som tilsyneladende tilhører en morder. Da hun senere genkender stemmen blandt en af hendes mands mahjong-spillende gæster, så bliver hun pludselig jagtet. Hun bliver hjulpet af en journalist, og det hele bliver ret indviklet at følge med i, men med et kvikt tempo og en god hovedrolleskuespillerinde, så er det faktisk ikke så fremmedartet, som en sort-hvid japansk film kan antyde. Produceret af det japanske Nikkatsu studie, og udgivet af Arrow-video, som en del af deres “Nikkatsu Diamond Guys” box-sets.
Hardcore, 1979, Paul Schrader
Schrader viste bl.a med sit manuskript til Taxi Driver, at han gerne udforsker miljøer og personer på bunden af samfundet, hvor gængs moral er ved at være trådt ud af kraft. George C. Scott spiller den troende enlige far, der prøver at efterleve moralske idealer. Da hans datter forsvinder, og hun dukker op som medvirkende i en hardcore pornofilm, så forsøger han at navigere ind i det miljø, hun tilsyneladende er blevet en del af, for at redde hende tilbage til det hun har forladt. Tematikken er ikke ulig Taxi Driver og også John Ford’s ”The Searchers”. Det er barske sager, og det virker som Schrader har fået lov til at lave i hvert fald 90% af den kompromisløse film han havde tænkt sig.
Furious 6, 2013, Justin Lin
Non-stop action formlen fra nr. 5 er bibeholdt (denne gang er handlingen henlagt til primært London), og det er udført på så højt teknisk niveau at man ikke kan andet end imponeres. At plottet med en international kriminalbande, som er alverdens politistyrker våbenmæssigt overlegne, samtidig er fuldstændigt hinsides realisme er mindre vigtigt. Historiemæssigt bindes der en sløjfe på næsten alle de tidligere film, men nu er kvoten af hvad der kan være af karaktermotivation som følge af ”family” snart opbrugt. Håber jeg, men jeg bliver nok skuffet i næste film…
Identity, 2003, James Mangold
Næsten Agatha Christie-style, bliver 10 personer samlet på et motel i et frygteligt regnvejr, og de begynder at blive myrdet en efter en. Det går dog op for de stadig færre tilbageværende, at de måske har noget tilfælles. John Cusack, Amanda Peet og Ray Liotta prøver det bedste de kan i denne psykologiske thriller, der på gang er intens og bygger godt op, men som desværre ender lidt med at tage den nemme udvej til sidst.
Zombi 3, 1988, Lucio Fulci
Fulci var meget syg under indspilningerne, og fik hjælp til instruktionen, og det smitter af på slutproduktet. En virus, der gør mennesker til zombier, slipper ud fra et militærlaboratorium, og så er helvede løs. En eller to seværdige scener, men ellers er det et opkog af mange tilsvarende film, optaget i Filippinerne med lutter ukendte skuespillere. OK zombie-makeup, og ikke 100% spild af tid for gore-fans, men som sagt intet originalt.
Furious 7, 2015, James Wan
Efter at have toppet i 5’eren, bliver formlen ikke ændret, selvom der er skiftet ud på instruktør-posten. Man kan ikke komme udenom at som action-brag er det udført næsten til perfektion, men når karaktererne nu har næsten superhelte-agtige evner, så bliver det også en del mere ligegyldigt, og 1 time efter filmens afslutning har jeg svært ved at genfortælle plottet. Der bliver sagt fint farvel til afdøde Paul Walker, og det kunne for min skyld også være afslutningen på franchisen (det kunne det såmænd også godt have været efter nr. 6).
Death Becomes Her, 1992, Robert Zemeckis
Kvinder i Hollywood har en rædsel for at miste sit gode udseende i takt med at de bliver ældre, og vil gøre alt i deres magt for at forhindre det. Det lyder for kedeligt at lave en film om, så Zemeckis smider humor, lidt slapstick, lidt gys og en hel del special effects ind i, hvad der desværre ender som en lidt rodet film. Meryl Streep og Goldie Hawn er begge villige til at indtage en mikstur, som vil stoppe deres krops forfald, selv efter døden indtræffer. Bruce Willis er en bøvet plastikkirurg/ligsminkør, som kvinderne har brug for. God lille birolle til Isabella Rossellini som leverandøren af den famøse mikstur.
Killer Force, 1976, Val Guest
Et team (med bla. Christopher Lee og O.J. Simpson!) planlægger at røve diamanter fra et minefirma i den Sydafrikanske ørken. Telly Savalas nyder at spille det dumme svin til sikkerhedschef, som bare venter på at skyde dem ned. Også med Peter Fonda og Maud Adams, så der er en del velkendte navne på plakaten, men det bliver aldrig mere end en gang middelmådig action. Hvis man godt kan lide at se tidstypisk 1970’er look, så er det fin underholdning, og stjernerne spiller de persona’er som de har i utallige øvrige film.