Fine anmeldelser, især af The Wailing, som er en af den type film, man nemt overser
Kubo and the Two Strings (Travis Knight, 2016)
"If you must blink, do it now. Pay careful attention to everything you see no matter how unusual it may seem. If you look away, even for an instant, then our hero will surely perish."I strømmen af overproducerede, larmende CGI-film, kan det være svært at blive bemærket. Da min søn på syv og jeg var inde for at se Kubo, blev der forinden vist trailere for Storks og Trolls. Begge dele var 2½ minuts lyd- og lysinferno af den meget kulørte slags, og bagefter var det sgu lidt svært at holde de to adskilt.
Kubo er som de øvrige film fra Laika helt sin egen og skiller sig mærkbart ud fra de øvrige animationsfilm på markedet, inkl. stop motion fra Aardman og Selick og co. - både på godt og ondt.
Vores hovedperson er drengen Kubo, der bor med sin mor i en lille landsby i Japan. Kubos far er død og hans mor er syg, så han tjener penge til den lille familie ved at optræde med sine historier og tilhørende magisk origami på markedspladsen. Han mangler i øvrigt sit ene øje, idet hans bedstefar, Månekongen, har stjålet det. Kubo har fået strenge instrukser om ikke at være ude efter mørkets frembrud, da bedstefaderen og hans to grumme mostre gerne vil have fat i hans andet øje.
Der ville naturligvis ikke være meget historie, hvis Kubo bare gjorde som han skulle, og en aften ligger hans mor død og hans landsby komplet ødelagt. Hans eneste håb er at fremskaffe tre magiske genstande, der kan hjælpe ham med at vinde over Månekongen. Hans eneste hjælp er i form af en abedukke, der er blevet levende, samt en samuraibille.
(Du må godt blinke nu)
Den synopsis var i alt fald aldrig gået i en Dreamworks- eller Sony-film
På papiret lyder fortællingen om Kubo måske lidt rodet eller forvirret, men det hænger mestendels godt sammen i praksis. Som i alle gode eventyr må man ind imellem affinde sig med, at en del ikke bliver forklaret. Bare følg med.
Men som i et klassisk eventyr er filmen også lidt mere episodisk end strengt nødvendigt. Det må man også bare tage med.
Alle Laikas film handler om outsidere, der har svært ved at blive accepteret af deres omgivelser. Stilen er typisk dyster og ofte makaber og i alt fald meget langt fra de hyggelige Aardman-produktioner. Kubo lever op til firmaets tradition, og dens animation - en fuldstændigt "sømløs" blanding af stop motion og CGI - hæver endnu engang barren for, hvad stop motion kan. Knight bruger de historiske omgivelser til fulde, og især origami-scenerne samt en sekvens på et kæmpe skelet tager kegler. Filmens billedside er dens absolut stærkeste kort.
Desværre tør filmen ikke tage den japanske inspiration og eventyr-skridtet hele vejen. Måske er problemet, at Travis Knight er Laikas chef og derfor har manglet nogle flere nej-sigere, måske er problemet, at man også gerne vil komme de hyperaktive CGI-produktioner i møde - i alt fald slingrer filmen både mht. stil og pacing ind imellem.
Det samlede indtryk er dog stadig godt, og filmens budskaber - om død, tilgivelse og identitet - er vel forløste OG et glimrende afbræk fra animations-normen. At kunne hive den slags bastante emner ned i børneøjenhøjde er ikke en dårlig bedrift. Jeg var ikke særligt imponeret over Laikas forrige, den ret rodede og uvedkommende Box Trolls, men med Kubo er de klart tilbage på rette spor.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
