Mr. Holmes (Bill Condon, 2015)
One shouldn't leave this life without a sense of completion.Sherlock Holmes-fans har kronede dage i disse år, med bl.a. BBC-serien og (i mindre grad) Guy Ritchie-filmene at more sig med. Og nå ja, selvfølgelig
denne fantastisk sag. Bill Condon, der tidligere har givet os to omgange Twilight og den efter sigende lidt mere vellykkede Gods and Monsters med Ian McKellen, har gentaget samarbejdet med den alsidige brite og fået ham til at give os Holmes-afficionados en ny vinkel på en ellers velskildret karakter: Holmes som gammel. Hvordan er det at gå fra at være verdens største kriminalgeni til ikke længere at kunne leve op til sine egne, tårnhøje krav og at have begyndende hukommelsesproblemer? Især når man er så ærekær som Holmes er?
Han mangler ikke meget i livet men har et stort ønske om at nedskrive detaljerne om den sidste sag, der fik ham til at lægge detektivarbejdet på hylden og trække sig tilbage på landet. Hans husholderskes opvakte søn formår med sit barnlige klarsyn at trænge gennem en del af mesterdetektivens afvisende panser, og sammen prøver de at stykke historien sammen.
McKellen leverer et sikkert, nuanceret og frem for alt rørende portræt af en 93-årig mand, der med årene har lagt noget af sin stivnakkethed bag sig, men stadig har sine særlige luner. Hans mimik og stemmeføring rammer rent ind, og særligt hans scener med sønnen giver den notorisk asociale Holmes et skud varme, der klæder karakteren. De er de to kloge-Åge'r, med modspil fra Laura Linney som den uendeligt meget mere jordbundne husholderske, der gør filmen værd at se. Ser man den pga. af krimigåden, vil resultatet føles en kende tamt. Jeg kunne også have ønsket mig, at man havde fået endnu mere ud af overmennesket Holmes' kamp med sig selv om også at være et helt almindeligt, dødeligt menneske. Men mindre kan gøre det, og Mr. Holmes er en glimrende, lille film.
Zootropolis (Byron Howard, Rich Moore 2016)
Jeg ved godt, at de er rasende populære blandt biografgængere, så lad mig starte med en
disclaimer:
jeg er træt af ironiske, animerede dyr. Af samme grund får jeg totalt fnidder af Madagascar og slige sager. Så, nu har jeg sagt det.
Det, sammenholdt med det faktum, at jeg så filmen med min 7-årige knægt, for hvem en meget stor del af filmens handling fes lige hen over hovedet, gjorde, at jeg ikke var så imponeret af Disneys 55. animerede langspiller.
Vores hovedperson, den nuttede kanin Judy Hopps (I see what you did there, Disney!) lever i en verden af antropomorfe dyr. Her forventes kaniner at... dyrke gulerødder. Men Judy har større ambitioner, for hun vil være strisser i storbyen Zootropolis. Den slags duer kaniner ikke til, men som 9 ud af 10 tegnefilm kan fortælle os: du kan, bare du tror på det.
Så Judy bliver strisser i en by, hvorfra en masse dyr på det seneste er forsvundet sporløst. Ingen tror på hendes evner, så mens alle andre leder efter de forsvundne dyr, får hun lov til at lege parkeringsvagt. Det var jo ikke det, hun havde sat næsen op efter, men snart støder hun på ræven Nick Wilde (I see what etc etc.), der er en small time-plattenslager. Modsætninger mødes, og inden du kan sige "buddy cop movie", er de to umage væsner på sporet af noget, der rækker meget, meget videre end bortkomne dyr. Alt imens de river af sig med genre-referencer, The Godfather-refencer (som i øvrigt er ret sjove), parodier på mediebranchen og lidt rundhåndet politisk satire.
Fik jeg nævnt, at jeg så den med en 7-årig (som dermed rammer filmens aldersgrænse)? Jeg er med på, at denne type film helst skal ramme alle mellem 7 og 99, men det kræver så, at der vitterligt er noget til alle. Filmens sjoveste indslag, med dovendyr, er med i traileren, og ellers var der altså stort set larmende tavshed blandt de mange, mange unger i Cinemaxx' største sal - også på de tidspunkter, hvor jeg ville have forventet, at de ville grine. Jeg morede mig selv ind imellem, men der var også mange jokes, der prøvede alt for hårdt. Og manuskriptet er for rodet og har minimum et par twists for meget, hvilket fører til en underlig "Øh.... nå"-agtig slutning.
Mit selskab har nok smittet lidt af på min oplevelse, men det altoverskyggende problem (jf. min disclaimer) er, at filmen er sovset ind i ironisk distance, hvilket betyder, at jeg i alt fald var relativt ligeglad med, hvordan Judy klarede det. Der er ikke én ærlig følelse i hele filmen, hvilket ellers er noget, Disney kunne i gamle dage (dvs. for 15-20 år siden)
og som filmen vel og mærke også lægger op til her. Animationen er generelt imponerende, men resultatet slingrer usikkert mellem underholdende og anstrengende.