Citat:
When you use the language of 'fact checking' to talk about a film, I think you're sort of fundamentally misunderstanding how art works. You don't fact check Monet's 'Water Lilies'. That's not what water lilies look like, that's what the sensation of experiencing water lilies feel like. That's the goal of the piece.[Graham Moore, manuskriptforfatter på The Imitation Game]
I går var jeg inde og se
The Imitation Game. Bestemt en seværdig film om en vigtig person og et vigtigt emne. Forinden mødtes jeg med t23, der havde set filmen og gav den en stor tommelfinger nedad, fordi den tog sig alt for mange friheder i forhold til de historiske fakta. Jeg kendte kun sporadisk til historien om Turing (man er vel ikke datalog for ingenting
), og hvis jeg ikke havde fået andet at vide, havde jeg nok
i det store hele taget filmens væsentligste dele for gode varer.
Men efter at have læst efterfølgende, kan jeg godt se, at det forholder sig anderledes. Og så kommer spørgsmålet om kunstnerisk frihed ind. Langt hen ad vejen er jeg absolut for kunstnerisk frihed. Jeg skal ikke bruge en film til som erstatning for selv at tage fat i baggrundsstoffet (man er vel ikke historiker for ingenting
), og man er selvfølgelig ofte nødt til at ændre på struktur, persongalleri mv. for at skabe en dramatisk velfungerende historie. Der er en grund til, at vi aldrig ser helten i en actionfilm gå på lokum eller stå i kø i et supermarked, og der er en grund til, at der i biografiske og historiske film er personer, der bliver sammenskrevet eller helt elimineret, ligesom der kan justeres på dramatiske højdepunkter og tidslinjer. Det handler om at lave en engagerende og interessant film.
På samme måde kan det heller ikke ophidse mig at gå ind på IMDbs goof-liste for en film og se, at "den skrifttype, der bruges i avisen, blev først introduceret 5 år efter det tidspunkt, hvor filmen foregår" eller at "heltens sår skifter fra venstre til højre kind og tilbage igen flere gange i løbet af scenen #OMFG #epicfail #brainmelt #jegvilaldrigkunnetagedennefilmseriøstmere #pengenetilbagenu #israeludafpalæstina"
Citat:
"A lot of historical films sometimes feel like people reading a Wikipedia page to you onscreen, like just reciting 'and then he did that, and then he did that, and then he did this other thing' – it's like a 'Greatest Hits' compilation. We wanted the movie to be emotional and passionate. Our goal was to give you 'What does Alan Turing feel like?' What does his story feel like? What'd it feel like to be Alan Turing? Can we create the experience of sort of 'Alan Turing-ness' for an audience based on his life?" [Morten Tyldum, instruktør]
Men alt med måde. Der hvor jeg står af er, når ændringerne er for drastiske eller virker meningsløse. Når Turing (jf. kilder) går fra at være en nogenlunde vellidt mand, der havde et udmærket samarbejde med kolleger og overordnede til at være en excentrisk, humorforladt enspænder, der konstant har sammenstød med alle i to kilometers omkreds. Eller når han - tilsyneladende ud af den blå luft - ophøjer sig selv til en art gud, der bestemmer om folk skal leve eller dø. Jeg kan godt se dramatikken, men det virker unødvendigt. Historien er spændende nok i sig selv. Jeg kan godt se, hvad Tyldum prøver på, og et stykke hen ad vejen kan jeg godt følge hans ræsonnement om, at det handler om at skabe en stemning og at forstå personerne. Her synes jeg bare, det kammede over. Det er stadig en god, velspillet film - bare ikke så god, som den kunne have været.
Hvor meget kunstnerisk frihed er i orden, når man skildrer historiske begivenheder og personer? Og her tænker jeg ikke kun på TIG, men i det hele taget.