Nå, jeg havde skrevet en længere smøre, hvorefter min browser crashede. Suk. Jeg starter forfra. Suk suk suk.
Jeg havde egentlig tænkt at pege på en eller anden listig festivalsag, men det er vel trods alt sjovest med film, der er til at fremskaffe? (Så der røg Intruders, Driving With My Wife's Lover og andre obskure sager).
Og egentlig banker mit filmhjerte især for klassisk science fiction a la Forbidden Planet, Them!, The Day the Earth Stood Still og selv trash'ede sager som Soylent Green, men alligevel landede jeg på...
The Treasure of the Sierra Madre (John Huston, 1948)
Badges? We ain't got no badges. We don't need no badges. I don't have to show you any stinking badges. De fleste film-buffs kender nok "badges"-citatet (i mere eller mindre forkerte udgaver), men jeg ved ikke, hvor mange der egentlig har set filmen. Og nu ved jeg, at mange kløjes i ældre værker, især dem i schwarz und weiss, så derfor denne anbefaling.
Jeg elsker The Treasure of the Sierra Madre. Ganske simpelt. Kanon-underholdende, morsom og medrivende. I mange år gik jeg og lurede på filmen, der havde et godt ry, men også så en smule kedelig ud. Hvor meget fejl man dog kan tage
Filmen er ikke af den
mind-blowing, 2001-agtige type, men til gengæld er den et perfekt mix af humor, drama, eventyr - og kampsvedende, ubarberede mexi-bandidos.
Vi følger to down-on-their-luck daglejere (Humphrey Bogart og Tim Helt), der netop er blevet snydt for deres seneste løn og nu sidder uhjælpeligt fast i en rådden flække i Mexico. Så deres lykke er gjort, da de støder på en gammel guldgraver (Walter Huston, herr instruktørens papa), der gerne vil guide dem hen, hvor de kan grave guld. Men som han advarer: Det lette er at finde guldet. Det svære er at sige stop.
- Remember what you said back in Tampico about having to carry that old man on our backs?
- That was when I took him for an ordinary human being, not part goat. Ganske rigtigt støder de hurtigt på guld, men efterhånden som bunken vokser, vokser lysten til at finde mere også. Det samme gør mistilliden og den begyndende paranoia, for når ens følgesvende kigger forkert på ens guld, kan de jo kun have én hensigt. Og så er det sikreste at sove med ét øje åbent.
Ah, as long as there's no find, the noble brotherhood will last but when the piles of gold begin to grow... that's when the trouble starts.Skulle det ikke være udfordrende nok, kan man altid smide nogle eksemplarer af ovennævnte mexi-banditter ned i blandingen:
Bogart er sjældent set bedre som den usympatiske Fred C. Dobbs, som man alligevel ender med at holde af, men det er klart John Hustons far, der stjæler showet (og dermed demonstrerer, at det som bekendt er noget hø at caste sin kone til en hovedrolle, men derimod helt i orden at caste sin far til en birolle). Huston senior så angiveligt stadig selv selv som
leading man og var ikke glad for at skulle spille en gammel, slidt gubbe - men han morer sig tydeligvis fantastisk med at agere småskør geezer
og fornuftens stemme.
- You know what I'm thinkin'. I'm thinkin' we ought to give up. Leave the whole outfit - everything behind and go back to civilization.
- What's that you say? Go back? Ha, ha. Well, tell my old grandmother! I've got two very elegant bedfellows who kick at the first drop of rain and hide in the closet when thunder rumbles. My, my, my, what great prospectors, two shoe clerks readin' a magazine about prospectin' for gold in the land of the midnight sun, south of the border, or west of the Rockies, ha, ha, ha... John Huston var kendt som en "rigtig" mand, der væltede sig i våde varer og damer, hvilket han tilsyneladende også gjorde under de lettere kaotiske optagelser (filmen er til gengæld stort set klinisk renset for kvinder). Men han brugte sin kreative energi optimalt. Hans film indeholdt ofte personer, der blev fristet over evne (Maltese Falcon, The Asphalt Jungle, The Man Who Would Be King), og det er også tilfældet her. Resultatet er et svedigt, sprutstinkende portræt af grådige mænd, der ikke ved, hvornår nok er nok og hvad der er egentlig er bedst for dem selv. Lyder det for tungt, kan jeg berolige og sige, at det er det ikke
I alt fald kan man glæde sig over den skarpe dialog, det kvikke tempo og de intense skuespilpræstationer, shootouts og andet godt.
Warners Blu-ray er i øvrigt fremragende - et virkeligt godt transfer parret med en dybdegående, totimers dokumentar om John Huston.