Another Earth (Mark Cahill, 2011) - på papiret en science fiction-historie, i praksis mest et velspillet, men ikke synderligt banebrydende eller overraskende drama om tilgivelse.
Den ellers pæne og nydelige teenager Rhoda (Brit Marling) kører en aften spritkørsel og støder sammen med en anden bil. Hun slipper uden de store mén, men familien i den anden bil er ikke lige så heldige. Mor og søn bliver dræbt, og far ender i koma. Rhoda kommer i fængsel, og da hun kommer ud igen, opsøger hun manden - der vel at mærke ikke ved hvem hun er og samtidig er ved at gå i hundene - og begynder sin egne, spinkle forsøg på at redde både sig selv og ham.
Som baggrund for hele filmen løber opdagelsen af en ny planet - en jord magen til vores, med de samme mennesker. Der giver selvfølgelig anledning til nogle overvejelser om, om de andre mennesker er præcis de samme og om de måske kunne give anledning til at ændre på noget af det, der er gået skævt for vores hovedpersoner.
Filmen er skam sympatisk nok, men planet-idéen er lige så fortænkt, som den er underudviklet og fremstår mest som et plotelement, der burde kunne være tilvejebragt på anden vis. Tilbage står et lille drama med en tragisk historie og ikke helt så meget nyt under solen.
Cul-de-sac/Blind Vej (Roman Polanski, 1966) - denne tidlige film fra polakkens hånd viser en mere sikker hånd og større ambition end fx med Kniven i Vandet (1962). Den er også dejligt bizar og er utvivlsomt et skoleeksempel på, at
they don't make'm like they used to. Alene setuppet er hele filmen værd: to amerikanske småforbrydere sidder i en bil, der er gået i stykket ude ved den britiske kyst, midt på en vej, hvor tidevandet kommer listende lige om fem minutter. Den ene af fyrene er vel at mærke såret og kan derfor ikke gå. Den anden fyr, gangstertypen Dickie lister op på et nærliggende slot, hvor den vidunderligt vattede Donald Pleasance leger med dametøj, mens hans lystne, franske kone vimser rundt om ham.
Dickie tager så de to som gidsler og prøver at redde sin sårede kammerat, mens han forgæves prøver at få fat i sin chef. Havde det været en moderne film, havde formlen sikkert været ét langt shootout, massive mængder blod og heroiske redninger. Men Polanski er mere interesseret i sine tre, skæve eksistenser i hovedrollerne, og i at parre thrillerdelen med humor. Ingen opfører sig helt, som man havde forventet. På noget tidspunkt.
Det hænger måske ikke altid voldsomt godt sammen, men man morer sig fortrinligt undervejs.
James and the Giant Peach (Henry Selick) - sommertid betyder også børnefilm, så jeg havde fundet denne stop motion-sag frem i går.
Selick har lavet den mesterlige The Nightmare Before Christmas og siden den endnu bedre Coraline - men ind imellem de to har han begået denne skævert, der virkelig ikke sagde mig ret meget.
Der er tale om en Roald Dahl-filmatisering, 40 minutters ganske flot, men også lidt uvedkommende animation omkranset af 20 minutters start og slut i gudsjammerligt kedelig live action. Den stakkels dreng James mister sine forældre og kommer til at bo hos sine ufatteligt ondsindede tanter, der slår ham og behandler ham som skidt. Her går han og drømmer om den tur til New York, han aldrig nåede med sine forældre.
Pludselig en dag begynder en kæmpe fersken at vokse frem på et af deres træer, og før man kan sige "Nåååh, det er der, Jakob Strid har planket sin
historie om kæmpepæren fra", er James kravlet ind i fersknen, hvor han møder en flok overgearede, personlighedsløse kæmpeinsekter, der synger nogle intetsigende sange, mens de prøver at finde til New York. Og prøver at lære ham om at tro på sig selv.
Jeg ville virkelig gerne kunne lide den, men .... nej.