Manhattan Murder Mystery (1993)Set på Netflix (UK)
Larry & Carol er gift og har været det meget længe. Deres søn er sendt på universitetet og midtvejskrisen er ved at indfinde sig i et ægteskab fyldt med automekanismer uden det store indhold. Carol er rodløs og mangler et projekt i sit liv. Derfor barsler hun med idéen om at åbne sin egen restaurant. Larry er omvendt helt tilfreds med tilværelsen som redaktør på et af New Yorks større forlag. Efter en aften i byen bliver det umage par inviteret ind hos et nabopar, som de aldrig rigtig har snakket med. De falder hurtigt i snak og alt er fred og gammen. Et par dage senere dør nabokonen af et uskyldigt hjerteanfald. Efter et par sjove drejninger (som jeg ikke vil afsløre) bliver Carol mistænksom. Har naboen slået sin kone ihjel? Mistanken bliver hurtigt understøttet af parrets gode ven Ted, der netop er fraskilt og derfor har alt den tid i verden, der skal bruges på at opklare et ægte mysterium. Han og Carol går derfor i gang med at se naboen efter i sømmene - og det skal vise sig, at intet er som det ser ud til.
Imens alt ånder fred og idyl mellem naboerIkke overraskende spiller Woody selv hovedrollen som den småneurotiske Larry, der nægter at spille med i konen og vennens lille drama, der udvikler sig til det rene galskab af indbrud, tyveri og andre småting i kampen om at opklare "mordet" på nabokonen. Carol er spillet af Diane Keaton, som for ottende (og desværre sidste) gang kaster sig ud i en Woody Allen film. Hendes samspil med Woody er legendarisk og hun skuffer ikke i denne film, hvor kemien mellem de to udgør en stor del af filmens charme. Ted er spillet af Alan Alda, som også er et gammelkendt ansigt i Woodys stab af skuespillere. I en sjov birolle som Carol & Larrys søn ses i øvrigt en meget ung Zach Braff, der meget senere slog sine folder i Scrubs.
Intet mysterium uden nogen, der gemmer sig under en sengHistorien er et stykke hen ad vejen en homage til Hitchcock, hvor Woody bruger nogle af de samme historiefortællende mekanismer til at udvikle et mysterium, hvor publikum hele tiden føler, at vi kan gætte med (velvidende at instruktøren holder de bedste kort tæt til brystet). Det er sjovt og til tider ganske tåkrummende hvordan figurerne agerer med hinanden, men ligesom med de fleste andre af Woodys film skal filmens virkelige styrke findes i dialogen. Den er absolut langt mere velskrevet end selve historien, der til tider er lidt tynd - dog uden at det rigtig bliver irriterende. Klassiske Woody jokes som "I can't listen to that much Wagner, ya know? I start to get the urge to conquer Poland" eller "Claustrophobia and a dead body - this is a neurotic's jackpot!" er spredt ud over filmen - og fungerer fint som humoristiske ventiler for en historie, der for en ægte kriminørd nok er en smule søgt.
Ingen Woody-film uden stemningsbilleder af New YorkAlt i alt er dette måske ikke en film, som jeg vil anbefale folk, der aldrig har set Woody Allen før - men har man allerede dyppet fødderne i den neurotiske døbefond, så kan den varmt anbefales.
Karakter: 4/5 Woodyer
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+