The Wolfpack [2015]
“I always, like metaphorically, described our childhood as, like him being the land owner and us the people who work on the land.”Dokumentarfilmen
The Wolfpack er et godt eksempel på tesen om, at virkelighedens verden overgår fiktionen. Den sande historie er så bizar, at man næppe havde fundet den plausibel, hvis ikke det havde været for det faktum, at det er dokumenteret virkelighed. Skræmmende, fascinerende og yderst veldokumenteret.
I over 20 år har musikeren Oscar Angulo og hans kone, Susanne, holdt deres seks børn afskærmet fra omverdenen i familiens lejlighed på Manhattan. Forældrene var besatte af Hare Krishnas dogmer, hvilket deres børn fik at føle. De 6 brødre Mukunda, Narayana, Govinda, Bhagavan, Krisna (Glenn), Jagadesh (Eddie) og deres mentalt tilbagestående søster Visnu. Alle blev de hjemmeskolet af deres mor. Søskendeflokken har boet og opholdt sig i lejligheden i stort set hele deres liv og har kun været tilladt at gå udenfor døren meget få gange. Nogle gange kunne der gå flere år imellem, at de kom ud i den friske luft og når de gjorde var det under striks overvågning af faderen.
Søskendeflokken lærer derfor om verdenen omkring sig, ved at se store mængder af film i lejligheden, og under navnet
The Wolfpack bruger de deres tid på at gennemleve filmene med hjemmelavede kostumer og rekvisitter. Masser af papsværd og papirmasker lavet af cornflakespakker hjælper børnene med at lave low budget genopførelser af filmklassikere som
The Dark Knight,
The Lord of the Rings,
Pulp Fiction og
Reservoir Dogs.
En dag stikker en af drengene af, og hele deres univers vendes på hovedet da han får kontakt med en dokumentarfilminstruktør. Der starter drengenes opgør med deres far og filmen begynder for alvor at rulle sig ud. Scenen hvor drengene kører i tog første gang er magisk. Og endnu bedre bliver det, første gang de er på stranden og mærker sand og vand imellem tæerne. Det er et stærkt øjeblik. Og sådan er der flere stærke øjeblikke der er filmens sande force.
Desværre er filmen flere steder ustruktureret og ulogisk opbygget. Det hele bliver lidt for fragmenteret flere gange og instruktøren tager nogle lidt mærkværdige valg. Hvorfor fokuseres der ikke mere på at få en forklaring fra forældrene? Hvor er myndighederne? Men selvom der er et par issues, så er det stadig en meget stærk dokumentar der får mine anbefalinger.
_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)Årets film
2009-2021 (+ clickbait) +
ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i |
2019 |
2020 |
2021