Class of 1984 - Årgang 84 (1982)
Endnu et gensyn med en "klassisk" 80er film. Class of 1984 er historien om musiklæreren Andrew Norris, der starter et nyt job på en high school med et stort problem. Skolen er plaget af en bande hensynsløse kriminelle elever, der terroriserer andre elever og sælger stoffer til højre og venstre. Skolen har for længst givet op på både problembørnene samt resten af de ellers lydige elever. Norris ryger hurtigt i unåde hos banden, der er ledet af den karismatiske Peter Stegman. Stegman bliver skildret som det kloge elev, der spilder sit talent på at opføre sig som kynisk leder og psykotisk voldsmand. Balladen mellem Norris og gruppen bliver optrappet igennem filmen, der ender i et (for sin tid) gigantisk voldsorgie.
Der er ingen tvivl om at denne film ved dens premiere i 1982 var grænseoverskridende. Filmen har et meget afslappet forhold til vold blandt ganske almindelige unge og det er helt tydeligt, at mange af de voldsomme scener er lavet for at chokere. I dag virker de meget banale for genren af actionfilm, men man kan sagtens fornemme, at filmen og historien er bygget op omkring nøglescener, der udelukkende går efter at overraske og chokere sit publikum.
Det er alt sammen set før, men forskellen mellem denne film og andre skal findes i, at denne film sætter volden i fokus på en ganske almindelig skole, hvor man dengang slet ikke havde den type problemer. Man har prøvet at skabe en stemning, som er genkendelig for dem, der husker Walther Hills klassiker The Warriors. Den film har instruktøren Mark Lester tydeligvis også set, men gudskelov har han ikke lånt mere end lidt stemning og lidt af soundtracket fra bandefilmen fra 1979. Class of 1984 opnår dog samme resultat som The Warriors gjorde. Den serverer nemlig et gedigent los i røven til det amerikanske Reagan samfund, hvor man løste sociale problemer ved at ignorere dem. Desværre er både bandeproblemer og vold blandt elever stadig et tema i dag - og hvad værre er, så er problemerne i dag blevet så store, at mange af de scener der chokerede i denne film virker nærmest harmløse i dag.
Filmen slutter af med et fint studie i hævn, der nærmest blev en subgenre i sig selv for film fra firserne. Jeg havde personligt ikke set filmen siden de glade VHS dage, så det var et underholdende gensyn, som sagtens kan bruges som et tidstypisk studie af start-firserne, men som bestemt også sætter en fed streg under at gårsdagens science fiction nemt kan være morgendagens virkelighed.
