J. Edgar (Clint Eastwood, 2011)
I de 48 år, han var chef for det amerikanske forbundspoliti, FBI, var J. Edgar Hoover kendt og frygtet for at indsamle store mængder af kompromitterende informationer om Amerikas mest magtfulde mænd. Men som privatperson var den nidkære bureaukrat et stort mysterium. Kun hans mandlige assistent, Tolson, nåede tæt ind på livet af Hoover, om hvem rygtet lød, at han var transvestit og skabsbøsse. (taget fra Scope).
Hvis jeg må give Clint Eastwood ét enkelt råd, så lad det være dette: gør som Woody Allen. Få noget luftforandring. Tag til Europa. Eller New York. I alt fald: kom væk fra de støvede Malpaso-lokaler hos Warner. Ud med klipper Joel Cox. Ud med komponisten Eastwood (og den støvede jazz og de smånaive klavertemaer). Væk fra slut-på-året film med Vigtige Temaer (og gerne Vigtige Personer), der som en anden behagesyg vovse lægger sig på ryggen og logrer efter Oscarnomineringer. Jeg tror på, at han i en alder af 81 stadig har gode film i sig, men efter Invictus, Hereafter og nu J. Edgar trænger han i den grad til et skud vitaminer.
Det helt store trækplaster i filmen er - som mange har peget på - Leonardo DiCaprio (han kunne også trænge til at komme mere væk fra de historiske dramaer, man lad nu det ligge). Han portrætterer Hoover med stor overbevisning, og har tillagt sig accent og mimik, der kun kan imponere. Manuskriptet ved bare ikke, hvad den vil fortælle om en af USAs mest indflydelsesrige mænd. Han var småparanoid, kommunist- og kvindeforskrækket, asocial - og i øvrigt bøsse og kontrolleret af sin mor (Judi Dench), to pointer, der hamres fast med store søm, så alle kan følge med. Men hvad der drev ham, bliver vi aldrig rigtig kloge på, og derfor ender portrættet - og filmen - med at føles som en temmelig overfladisk og uengagerende biografi.
Tidsbilledet virker godt ramt, og filmen kommer omkring en lang række spændende begivenheder (opgøret med den organiserede kriminalitet, kidnapningen af Charles Lindberghs baby) og personer, som Hoover alle manipulerer eller afpresser. Birollerne - fra Armie Hammer (The Social Network) som Hoovers assistent og Naomi Watts som hans sekretær til Jeffrey Donovan som Bobby Kennedy - er alle effektive og viser, at Eastwood stadig er en glimrende personinstruktør.
Eastwood er kendt for at filme hurtigt og effektivt, men at klippe langt. Det må stå i hans kontrakt, at alle hans film skal være mellem 130 og 140 minutter. Resultatet er i hvert fald, at tempoet i J. Edgar er d-r-æ-b-e-n-d-e. Ud over en lettere ligegyldig rammehistorie, hvor Hoover fortæller sine erindringer til en journalist, krydsklippes der frem og tilbage mellem forskellige historiske perioder, uden at der synes at være til nogen dybere idé med teknikken, og det gavner ikke filmen. I forhold til, hvilken magtfuld rolle Hoover havde i det amerikanske samfund, mangler der nogle dramatiske højdepunkter, og resultatet er, at filmen kører i nogenlunde samme rytme hele vejen igennem.
Jeg vil ikke tage fra Clint Eastwood, at han selv på sine dårlige dage er en effektiv håndværker. Et stykke hen ad vejen fungerer filmen pga. sine skuespillere og iscenesættelsen af de historiske rammer. Men så heller ikke længere. Det bliver skabelonagtigt og uvedkommende, og en personlighed som Hoover forjener bedre.
Filmen har fået lunkne anmeldelser, og det er desværre fuldt fortjent. Jeg håber, at den gode amerikaner hører mit gode råd
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
