The Hobbit: The Battle of the Five Armies [2014]
"You have no place here! You are nameless! Go back to the shadow from whence you came!" Jeg er gigantisk fan af Peter Jacksons oprindelige
Lord of the Rings-trilogi der for mig står som noget af det ypperste indenfor moderne filmmageri. Den lange Tolkien-fortolkning (!) fungerer bare på alle plan og har vist sig at være både tidsløs og universiel. Det er materiale fra øverste hylde som jeg aldrig bliver træt af og som jeg glæder mig til, at give videre til min søn når alderen tillader det. Jeg er altså fanboy i stor stil, men har i modsætning til mange andre hardcore fans, ikke noget i klemme mht. autenticiteten, da jeg aldrig har læst bøgerne. Det vurderer jeg til, at være et stort plus i denne sammenhæng, da en meget stor del af kritikken netop er faldet på de kunstneriske friheder der er taget i forhold til Tolkiens originalforlæg.
Derfor har jeg fulgt tilblivelsen af af Tolkiens
Hobbitten tæt. Nedturen da Guillermo del Toro kastede håndklædet i ringen og opturen da Peter Jackson igen samlede handsken op og gik i gang. Forventningens glæde og det voldsomme rush det gav, da man endelig kunne sætte sig til rette i biografsædet igen efter 9 års ventetid. Alle havde vi håbet på, at den fuldstændigt uovertrufne magi fra den oprindelige trilogi som stoppede med
The Lord of the Rings: The Return of the King i 2003 ville fortsætte uændret i 2012 med
The Hobbit: An Unexpected Journey. Helt således gik det desværre ikke, men det er tæt på.
Her skal lige indskydes, at jeg har svært ved, at skelne imellem de individuelle film og af den grund ikke betragter dem som selvstændige værker. For mig er hele
LOTR-trilogien én lang film og således betragter jeg også
The Hobbit. Jeg sætter mig f.eks. heller ikke ned og ser EN enkelt film fra den oprindelige trilogi længere, de bliver stort set altid set som del af et marathon og jeg forestiller mig, at det samme vil ske med
The Hobbit-trilogien når den er fuldt udgivet (extended editions engang i løbet af 2015). Og set i det lys, er det knap så vigtigt hvor god (eller dårlig) et enkelt kapitel er. At jeg så alligevel ender med, at give individuelle karakterer er dels for overskuelighedens skyld, og dels fordi de jo er set med et års mellemrum i første omgang.
Og jeg er godt tilfreds langt hen ad vejen. Selvfølgelig er der nogle issues der kunne have været håndteret anderledes og nogle gange går der lidt for meget Jar Jar-Binks og action bummelum i den hvilket er uheldigt, men det er til at leve med, for der er heldigvis langt flere positive elementer. Bedst fungerer det, når der er noget på spil og der skal træffes nogle valg med vidtrækkende konsekvenser. Værst er det når Legolas' evner skamride, når Bard redder ungerne vha. en perfekt timet trillende vogn eller når Peter Jackson skal overgå sig selv i åndssvage dyr at ride på (læs: kaniner, grise og motherfucking kronhjorte!). Men det hele bliver tilgivet, når PJ spiller med musklerne, lader Howard Shore får frit lejde og bare fortæller den episk historie han var født til at visualisere. Billederne er sindssygt flotte med det ene smukke bjerglandskab efter det andet. En visuel mavepumper der i den grad underholder og som jeg glæder mig til at gense igen (og igen).
En værdig afslutning på en smuk rejse. Ikke helt så god som filmene i den oprindelige
LOTR-trilogi, men vi er tæt nok på til at jeg er tilfreds.
_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)Årets film
2009-2021 (+ clickbait) 
+
ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i |
2019 |
2020 |
2021 
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
