Vor mand i Amerika (Rosendahl, 2020)
Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som Henrik Kauffmann, Danmarks ambassadør i USA før, under og efter 2. Verdenskrig.
"Vor mand i Amerika" handler om hans kamp for at hjælpe et Danmark, der ikke har den store lyst til at blive hjulpet (i hvert fald ikke de danske politikere, der samarbejder med tyskerne).
Den handler også om hans arbejde med de amerikanske politikere, bl.a. FDR, for at få dem til at anerkende ham som en uafhængig ambassadør for et Danmark, der ikke ønsker at have ham som ambassadør mere, da han går stik imod politikken i Danmark.
Mikkel Boe Følsgaard spiller hans højre hånd Povl Bang-Jensen i USA. En af de andre vigtige personer er Einar Blechingberg, spillet af Esben Dalgaard Andersen.
Historien er uhyre interessant og bliver også leveret på en spændende måde, godt hjulpet på vej af Christina Rosendahls sikre instruktion, Peter Albrechtsens fine øre for lyddesign (jeg kunne især godt lide hans lille finte med at klippe fra et æble, der bliver bidt i, til lyden af et dokument, der bliver åbnet) og Louise McLaughlins flotte billeder. Skuespillet er også i top, især fra Thomsen og Følsgaard.
Det, der trak filmen ned for mig, er hver gang filmen fokuserede på Kauffmanns privatliv, hvor han var lidt for glad for sin svigerinde. Det stoppede filmen hver gang man kom over i den del af historien og var ikke voldsomt interessant. Jeg kan godt se, hvorfor det dramaturgisk giver mening: en mand, der har så meget styr på hele verden (groft sagt) har ikke styr på sit privatliv. Det kunne bare godt have været leveret lidt mere elegant.
Filmen er bestemt værd at bruge godt og vel to timer på og lægger sig på en lidt sjov måde i fin forlængelse af Rosendahls tidligere "Idealisten", der dog er klasser bedre end "Vor mand i Amerika".
Efter at have læst lidt om de virkelige personer kunne det være spændende at få lavet film om Bang-Jensen, der havde en ret interessant karriere efter krigen og døde under mystiske omstændigheder på en bænk i New York i 1959, og ikke mindst Blechingberg, der var midtpunktet i den første danske spionsag under den kolde krig.