Ali G Indahouse (Mylod, 2002) Jeg er ret vild med Sacha Baron Cohens output.
Hans Borat-film spidder USA mere end Michael Moore har formået i løbet af hans karriere og hans "The Dictator" har mange gode kommentarer til verdens diktatorer - den er ret gennemført generelt med en kulsort humor, hvor helikopter-scenen er et godt eksempel på dette.
Cohen har også leveret varen i mindre roller i f.eks. "Alice Through the Looking Glass" (en langt bedre Alice-film end Burtons etter), sunget i bl.a. "Sweeney Todd" og været en vigtig del af Scorseses "Hugo". "Grimsby", hans samarbejde med den franske action-instruktør Louis Leterrier, er totalt langt ude og rigtig skæg, hvis man kan tåle lugten i bageriet. At Cohen fik altid fantastiske Mark Strong med i rollen som hans bror er bare endnu et eksempel på Cohens øje for komik.
Og nå ja, han lægger da også stemme til King Julien i Madagascar-filmene.
Jeg havde ikke set noget Ali G udover nogle bidder i fjernsynet i starten af 2000erne, hvor jeg ikke rigtig blev fanget af humoren. Nu her 16 år senere blev det endelig tid til at se "Ali G Indahouse", hvor Cohen spiller wannabe-gangsta Ali G fra de vilde gader et sted i England.
I spillefilmen, bygget over Cohens britiske tv-serie med Ali G, følger vi Ali G, der bliver involveret i lokalpolitik, da hans elskede medborgerhus, hvor han mødes med sine homies (bl.a. en tidlig rolle til Martin Freeman), trues med nedrivning.
Det ene "booyakasha" tager det andet "booyakasha" og inden længe er Ali G kommet i det britiske parlament og er blevet rådgiver til den britiske premierminister (spillet af Michael Gambon). Vice-premierministeren har dog skumle planer og når han spilles af Charles Dance, så ved man, at der ikke bliver skyet nogen midler.
Ali G er et riff på de mange gangsta-/homie-typer, der dukkede op i kølvandet på film som "Boys n the Hood", hvor blegfede typer mente, at de var de nye Ice Cube og Ice T. Ali G har da også en fejde med en gangsta-bande i den lille flække Staines og der bliver kastet håndtegn og kørt vilde bilræs (dog holdt under hastighedsgrænserne).
"Ali G Indahouse" er ikke helt så skarp som den senere Borat-film, men leverer varen på andre måder. Den er langt ude - a la "Grimsby" - og der er ikke noget, der er helligt - et kendetegn ved Cohens film/serier. Den er desuden rigtig sjov, hvis man er til Cohens humor.
At instruktør Mark Mylod og Sacha Baron Cohen har fået dygtige karakterskuespillere som Michael Gambon og Charles Dance med på løjerne giver filmen det ekstra krydderi, som Mark Strong tilføjede den senere "Grimsby". De giver filmen en slags jordforbindelse, som Cohen forsøger at fjerne ved alle mulige lejligheder med de mest vanvittige indfald, gags og ideer.
Mark Mylod er senere blevet instruktør på bl.a. "Game of Thrones", hvor han havde muligheden for at samarbejde med Charles Dance igen. Efter den sidste scene med Dance i "Ali G Indahouse", hvor han ses i en lettere uvant situation, har de nok haft lidt at snakke om i pauserne på settet.