Du skal så lige passe på - tjekkede lige Amazon UK, og det ser ud til det kun er US Blu'en der er den lange .. nå, jeg vil overlade til dig selv at finde den rigtige, jeg kan sgutte lige hitte den her i Europa.
Du skal så lige passe på - tjekkede lige Amazon UK, og det ser ud til det kun er US Blu'en der er den lange .. nå, jeg vil overlade til dig selv at finde den rigtige, jeg kan sgutte lige hitte den her i Europa.
Skal skam nok tjekke på blu-ray.com og diverse andre sider. Men ja, tror nu også det var den amerikanske jeg ville gå efter. Har heldigvis en regionsfri BD-afspiller, hvis det skulle vise sig, den er regionkodet.
Jeg var på besøg hos en gammel filmbuddy i går, hvor vi fik kværnet tre film. Det mest interessante ved dem var næsten hvor forskellige de var
My Fair Lady (George Cukor, 1964): Skulle der være nogen, der ikke kender "En snegl på vej'n er tegn på regn i Spanien" og andre af sangene fra filmen, kan plottet hurtigt reduceres til "Sprogprofessor lærer blomstersælger fra gaden at tale pænt engelsk på seks måneder". Sprogprofessoren er den ultraarrogante snob Rex Harrison, mens blomsterpigen er altid dejlige Audrey Hepburn, der gør sit bedste for at ligne en snavset gadetøs med en kæft som en havnearbejder. Det lykkes ikke helt, men pluspoint for forsøget. Og så er hun altså dejlig Hun overtog rollen fra Julie Andrews, der havde spillet den på teatret - og selv om Andrews var utilfreds, fik hun jo lov til at jodle rundt i Alperne året efter, hvilket må siges at være en udmærket byttehandel.
Filmen vandt otte Oscars og er på 17 forskellige toplister på Icheckmovies, så uden at være synderligt begejstret for musicals tænkte jeg, at jeg nok burde få den set. Man bør dog nok ikke se den moderne briller, men det er altså svært at lade være. Håååld da op, hvor er den fantastisk, vidunderligt politisk ukorrekt! Her er sexistisk materiale nok til at få selv den mest hærdede ultrafeminist til at hoppe i havnen, og nok klassesnobberi til at fylde tyve afsnit af Rytteriet. Harrison sviner konstant underklassen i almindelighed og kvinder i særdeleshed til, og Hepburn bliver reduceret til det menneskelige svar på en præmieko, der skal lære at optræde til dyrskuer. Selv stivnakken von Trapp endte jo med at bløde op hen mod slutningen, men vores sprogprofessor er en røv med ører helt til det sidste, og fuldstændig umotiveret vælger underkuede Hepburn ham alligevel i stedet for den bejler, der har stået neden for hendes vindue i ugevis og vil bære hende på hænder og fødder gennem livet. Godt så.
Filmen har virkelig mange gode sange, og det er da også disse, der holder filmen løseligt sammen. Meget løseligt. Der er ingen som helst fornuftig grund til, at denne sangparade skulle vare mere end to timer, men den sniger sig op på 170 minutter i alt. Alligevel lykkes det at smide et helt sideplot med Hepburns fordrukne far ud til højre, lige som alles tv-Sherlock, Jeremy Brett, på mystisk vis forsvinder ud af historien. Pga. musik og Hepburn klemmer vi os lige akkurat op på 3/6, men det er også kun fordi det var en god søndag.
Som modvægt hoppede vi pænt sagt i den anden grøft med Tokyo Gore Police (Yoshihiro Nishimura, 2008). Nishimura har kigget lidt på Robocop og herefter skruet op til 11 over hele linjen. Jeg vil ikke en gang prøve at gengive plottet, men bare nøjes med at konstatere, at her er uanede mængder af overspil, tyndt teaterblod og afhuggede lemmer (ouch!). Hele stilen og tempoet er så hysterisk, at man kun kan holde af det - især hvis det havde varet en time. Nu varer det næsten det dobbelte, hvilket betyder, at der er en lang midtersektion, hvor man konstant tænker "Den afskårne hånd har jeg set! De 42 liter blod var også med for et kvarter siden, og der spillede de altså bedre". Det hele slutter med en overdådig opvisning i gory makeup og dårlig smag, og det er sgu ret sjovt. Men ikke i så lang tid. (2½/6
Endelig sneg vi os i en helt tredje retning med Point Blank (John Boorman, 1967). Jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke har set denne Lee Marvin-perle før. Stramt fortalt, meget visionær brug af kamera, lydside og klippeteknik - og med en eminent Marvin i hovedrollen. Han må have gået til ninja, så totalt bad-ass som han er her. Han løber ikke. Han sveder ikke. Han fortrækker stort set ikke en mine. Hans blotte tilstedeværelse er nok til at få selv de mest hærdede fjender til at kollapse. Og selv om det lyder som opskriften på en agentparodi, kammer det aldrig over. Man køber i allerhøjeste grad historien og figurerne. Jeg glæder mig ustyrligt meget til at gense den. En eminent 60'er-thriller. (5½/6)
Closer To The Moon, Rumænien / Polen m.fl., 2013 - IMDB link
I 1959 var der seks gutter (dvs fem gutter og en gut-inde) der begik hvad der den dag i dag stadig er Østeuropas største røveri. De tømte simpelt hen en pengetransport udenfor nationalbanken i Bukarest og slap afsted med hvad der svarede til en kvart million Dollars - i 1959 beløb, altså, så man skal lige gange op med små hundrede. De blev fanget indenfor et år efter, dømt til døden, men inden da skulle de medvirke i en kommunist-propaganda film om deres "wrongdoings".
Se, så meget er facts, resten af hvad der virkeligt hændte er ikke rigtigt bevist, for hvis nogensinde Securitate skrev et dokument om det, så er det garanteret blevet brændt på bålet - sammen med vedkommende der renskrev det på maskine.
Så Nae Caranfil, den vidunderlige spasmager, lavede en film meget løseligt baseret på den hændelse. Er i rigtigt hardcore, så vil i kunne lure at det er præcis samme historie som Lucien Pintilie baserede sit 1968 mesterværk Reconstitution på - og derefter fik 20 års forbud mod at lave film.
Caranfil har jo ud over at have lavet film med Solveig Dommartin og Charlotte Rampling jo rent faktisk formået at lave favoritfilmen blandt den yngre generation i Rumænien, nemlig Filantropica, som er et surrealistisk syn på hvordan man bliver hurtigt rig og finder en elskerinde i Bukarest - gennem at tigge på gaderne og være lidt kreativ. Ud over det lavede han den smukke hyldest til stumfilm som hedder The Rest Is Silence, som jeg tidligere har rost til skyerne her.
Problemet er castingen. Lidt lissom DP ikke kan lide underlige accenter på Engelsk, så har jeg et kæmpe problem med Briter der spiller Rumænere - og bruger Britisk jargon. Jeg mener, vi har Mark Strong og Harry Lloyd i de to mandlige hovedroller, men det eneste tilnærmelsesvist autentiske indslag kommer fra Vera Farmiga (som er af Ukrainsk afstamning). Og jeg har det på præcis samme måde med for eksempel The Boy In The Striped Pyjamas - Nazityskere taler fandeme ikke med Britisk accent!
På den anden side set, så gik det endnu værre da Rumænere besluttede sig for at lave en Engelsksproget gyserkomedie .. med lokale skuespillere der alle talte Engelsk. Den hedder Strigoi, og det er ikke en film jeg vil anbefale til andre end masokister med hang til Balkan myter. Og dem kender jeg faktisk ingen af.
Anyway, bortset fra at Briter bare ikke er Rumænere, så er det faktisk en god underholdende film. Bestemt ikke Caranfil's bedste, men nu har han jo aldrig lavet en dårlig film, så det er ikke en dårlig ting per definition. Mark Strong gør det som altid godt, Vera Farmiga er også en del af mit heltegalleri, og det er i særdeleshed Harry Lloyd der spiller den film hjem - jeg vil næsten sige han er det hele værd, men også kun næsten.
Som den gode hr. Caranfil sagde selv: "Denne film er 70 procent sandhed .. de andre 75 procent er eventyr". Og det passer ret godt. Efter Filantropica og The Rest Is Silence kan jeg godt tillade ham at lave en rendyrket komedie, og det endda selvom fru Farmiga er fuldt påklædt under filmens eneste sexscene (jeg ville have kaldt den erotisk, men det er jo løgn ) - jeg tænder lidt mere på åbningsscenen hvor hun fyrer en maskinpistol af foran Banca Romania i Bukarest, må jeg jo nok indrømme.
Den er ikke udkommet endnu, men under Berlinalen sidste måned blev den samlet op af et Britisk selskab, og den skulle have release i April en gang. Min egen kopi stammer fra to søde piger der arbejder for TIFF (Transylvanien, ikke Toronto), så det var med hardcodede Rumænske undertekster og hele molevitten.
Trailer tid!
Bestemt ikke lige noget der vinder en Oscar eller så meget som en halvflad stødkogende porter nogle steder, men .. jeg grinede. Og det sker ikke tit.
"The problem with artificial intelligence is it's way too unpredictable!"
Så er der endelig oprejsning til mesterlige Neill Blomkamp der bragede ind på sci-fi scenen med den fremragende debut District 9 der som et ægte sleeperhit tog os allesammen med bukserne nede dengang i sensommeren 2009. Hans næste projekt, den stærkt forsinkede Elysium endte desværre med, at være en mild skuffelse (i forhold til de gigantiske forventninger). Men det er glemt nu, for Chappie viser Blomkamp tilbage i storform.
Handlingen er ret klassisk indenfor genren: I en nær fremtid har politiet i Johannesburg hyret en hær af droid/politirobotter, kaldet scouts, til at udføre det beskidte arbejde med at håndhæve loven. Disse robotter er udviklet af firmaet Tetra Vaal hvor ingeniøren Deon i smug arbejder på en højt avanceret kunstig intelligens. Det ene leder til det andet, og pludselig er robotten Chappie faldet i hænderne på et par hærdede kriminelle (spillet af hiphop/rave-outfittet Die Antwoord i en noget nær perfekt casting). Og så går der ellers WALL-E møder Robocop møder iRobot møder Frankenstein i den og det er på dette tidspunkt, at man lige skal sluge en kamel eller to og bare accepterer at filmen bryder med visse normale konventioner. Men ligeså snart, at man har accepteret dette, kan man glæde sig til masser af payoff på forskellige fronter.
Fedt score af Hans Zimmer krydret med Die Antwoord-galskab. Fede billeder med masser af action (og en tilpas mængde gore). Og den der fede dokumentaristiske/naturalistiske stil, der er blevet Blomkamps varemærke. Der er lige dele nerdy mech tech-lir blandet med khakishorts, langt nakkehår og lyserøde uzier og fuldstændig over-the-top overdrevet ghetto bling bling. Det lyder åndsvagt og det er det også, men alligevel fungerer det overraskende troværdigt. Jeg var i hvert fald fanget ret hurtigt inde i fortællingen, og så tilgiver man de mange plothuller og småkiksede biroller (og en Sigourney Weaver på autopilot).
Det samlede billede er en meget unik (og original) film selvom den bevæger sig indenfor en kendt genre, og som vel og mærke ikke er en del af en eksisterende franchise. En yderst seværdig film som får mine anbefalinger!
_________________ Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe) Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021
Jeg havde et par timer i går for mig selv inden en brætspilsaftale, så jeg kunne lige klemme en biotur ind. Chappie passede ikke lige ind i programmet, men det gjorde Still Alice (Richard Glatzer, Wash Westmoreland 2014) - filmen kunne lige så godt hedde The Julianne Moore Show, for det er helt og holdent den nyslåede Oscarvinder, der er i centrum, og det er også hendes fortjeneste, at filmen er så seværdig, som tilfældet er. Filmen følger Alice Howland (Moore), der er en yderst succesrig professor i lingvistik, og hendes kamp med og mod Alzheimers. Sygdommen starter i det små, med småord der glemmes og kendte steder, man pludselig ikke kan genkende. Hendes mand (Alec Baldwin) og to døtre, karrierekvinden (Kate Bosworth) og den fri fugl (Kristen Stewart) må magtesløse følge med fra sidelinjen, mens sygdommen forværres. Alice gør sit for at kæmpe mod det uundgåelige, og det kan naturligvis ikke undgå at påvirke hendes omgivelser.
Der er i tidernes løb lavet mange film om mennesker med livsændrende sygdomme, men bortset fra Bille Augusts En Sang For Martin er Alzheimers ikke just overrepræsenteret på celluloid, og en så ubehagelig sygdom fortjener større opmærksomhed. Still Alice er ikke en film, der lever af sine konstante plottwists eller voldsomme, (melo)dramatiske udbrud. Det er til tider rørende og overraskende sobert skildret, og med fint spil i birollerne, ikke mindst fra Baldwin. Men det er også en film, der savner at overraske tilskueren lidt eller at lege med filmmediets muligheder. Fra starten af filmen ved man stort set, hvilke veje handlingen vil tage, og både kameraarbejde og klippeteknik er meget klassisk. Selv det for denne type film så obligatoriske score med smagfuldt solo-klaver er på plads. Og indholdsmæssigt kommer filmmagerne lidt let rundt om de mørkere sider af sygdommen, inkl. aggressioner og personlighedsændring. Nuvel, Moores portræt af en kvinde i opløsning er rammende og rørende, og det er for hendes skyld, at man skal se filmen.
bortset fra Bille Augusts En Sang For Martin er Alzheimers ikke just overrepræsenteret på celluloid, og en så ubehagelig sygdom fortjener større opmærksomhed.
Jeg har set en håndfuld Asiatiske (og en enkelt Indisk) film der håndterer emnet på forskellige måder, så jeg tror kun det er her i Vesten at emnet er stort set ignoreret. Og jeg glæder mig til at se Still Alice, specielt fordi jeg har fuld tiltro til Julianne Moore er sin Oscar værdig. Hun har jo flere gange bevist at hun er ferm til at spille abnormal på øverste etage - Magnolia, for eksempel
Tilmeldt: man aug 04, 2003 12:54 Indlæg: 20535
Geografisk sted: Frederikshavn
Jeg synes måske at anmeldelserne af "Chappie" har været lige hårde nok. Ja, der er mange plothuller og manus er ikke det bedste, men jeg var godt nok godt underholdt i de godt 2 timer filmen stod på. Figuren Chappie fungerer ret godt og så har filmen nogle ret vilde idéer som jeg var vild med. Spørsmålet om hvad bevidsthed er og hvad der skal til for have den bliver behandlet på en lidt ny, omend måske lidt overfladisk maner. Alt i alt er det en lille anbefalning herfra og denne er større hvis man er det mindste interesseret i Sci-Fi og de filosofiske spørsmål der er ved fænomenet bevidsthed. Hans Zimmers elektroniske score er bestemt også værd at nævne som en positiv ting.
_________________ En del af "De Gnavne Filmnørder" http://dgfn.dk
Hands off the compression button, music industry! Hands off the DNR button, Blu-Ray producers! Films are supposed to have grain!
En pige bliver født døv og stum, og hun finder en lærer der tidligere var blind, og lærer hende at kommunikere. Men imedens han lærer hende ting, så skrider hans egen Alzheimers frem.
Yup, det er en historie om Helen Keller, men gjort på Indisk, og det bliver den bestemt ikke dårlig af. Tværtimod, det er en tonsestærk film med stinkende godt skuespil som bare skal ses. I skal endeligt ikke tro at Indien bare er at danse og hoppe i Bollywood stil, de har masser at byde på, og Black er fantastisk hvad det angår.
Et fedt plus ovenpå at slæbe lort op på fjerde sal hele weekenden, så absolut!
"My son, remember me in your stories and in your songs. Know that I will always love you, always!"
Efter en vaskeægte Buck Rogers-anbefaling, en Oscar-nominering og en støt stigende lyst til at udvide repertoiret med andet en standard Hollywood, var det på tide af få set Tomm Moores Song of the Sea. Og det var ikke et sekund for tidligt, for det er en helt og aldeles fremragende film! Historien er både gribende, uhyggelig og smuk - og hele præmissen med den keltiske mytologi forklares på en letforståelig, organisk facon der gør, at man lynhurtigt er klædt på til, at forstå baghistorien og leve sig ind i fortællingen.
Visuelt er det noget af det flotteste animation jeg længe har set. Det naivistiske, simple design oser bare af skarp æstetik og god, gammeldags håndtegnet animation. En tredjedel af filmen er i øvrigt tegnet af de dygtige folk på Nørlem-studiet i Viborg, og man må sige, at de har styr på deres pis. Det er en voldsomt flot film og er helt på højde med de flotteste Ghibli-produktioner fra Japan. Og så er det bare en stor fornøjelse, at se en ambitiøs animationsfilm der ikke trækker på lette tricks og/eller laveste fællesnævner for at hive publikum til. Der er ikke gået på kompromis med noget som helst her, hvilket er med til at give en både helstøbt og radikalt anti-Hollywood'sk film.
Jeg har meget svært ved, at få armene ned her. Det er virkelig en unik oplevelse der fortjener et kæmpe publikum. En fremragende film der hermed får mine varmeste anbefalinger!
_________________ Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe) Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021
Fedt at høre, at du kunne li' den Det ville sgu være dejligt, hvis der var større publikum til den slags, men indtil da må vi jo bare have den gode oplevelse for os selv
Atunci I-am Condamnat Pe Toti La Moarte (And Then I Sentenced Them All To Death), Rumænien, 1972, IMDB link
En lille dreng bliver taget ud fra et børnehjem af sin onkel, en præst, og sin tante, en generel bitch. Man finder ud af at han røg i børnefængsel på grund af sin storebror, men først langt senere hvordan, så ingen spoilere. Tanten er ikke ligefrem en sympatisk kvinde, og onkel er godt nok lidt en paedo.
Så drengen, der vist ikke har et egentligt navn i filmen, finder sin eneste ven i den lokale landsbytosse. De kan godt lide at lege historie og krig. Og hov, jeg skal nok lige skyde ind her at vi skriver år 1944. Anyway, de er bedste venner, og alt går godt, men en SS officer bliver dræbt i landsbyen, og den lokale Überwhatever proklamerer at hvis ikke morderen melder sig selv, så nakker de alle i byen.
Og der begynder plottet. Den narcissistiske præstekone, den virkeligt ambivalente præst, den lokale notar, og et par andre fra landsbyen prøver at købe landsbytossen til at tage ansvaret for dem alle - vel vidende han går i døden.
Og skuespillet derfra er simpelt hen i top - 1972 var et ungt år for film i Rumænien men et meget stort år for teater, og man kan tydeligt se at det er en film bygget over et teaterstykke - det kunne snildt sættes op på to scener, og jeg er sikker på det var der det startede.
Så vores lokale tosse siger jamen .. jeg vil gerne gøre det her for jer, men jeg vil lige bede jer om nogle ting .. og derfra vil jeg intet røbe.
Det er Amza Pellea i hovedrollen og en film af Sergiu Nicolaescu, en kombination der har virket tæskemange gange. Jeg tror de nåede elleve film sammen, og ikke en eneste har nogensinde kedet mig. Og jojo, der er lidt "op på barrikaderne, kammerater" i den, men meget lidt, og derfor er den stadig god i dag (well, det var i går, men jeg håber det er okay ).
Gosh, jeg bør virkeligt sparke mig selv i skridtet og lave den guide over Østeuropæiske filmmagere jeg har lovet jer i årevis .. shame on me *sulk*
Glemte at nævne at der for et par år siden kom et remake af den, A Farewell To Fools, med Harvey Keitel og Gerard Depardieu, men efter sigende skulle den være en total stinker, så se endeligt den originale. Jeg kan snildt forestille mig Depardieu som den lokale landsbytosse, og Keitel med præstekrave har vi vist osse set før, men det er ikke noget jeg kan forestille mig når Amza Pellea til sokkeholderne, og en 5.5 IMDB rating imod originalens 8.1 taler vist for sig selv.
Året var 1995 og lokationen Mojave Ørkenen i det sydlige Californien. Efter en helvedes masse fejlbeslutninger og fuck-ups valgte 26-årige Cheryl Strayed at gå 1800 kilometer langs Pacific Crest Trail. Gåturen fungerede som terapi for Cheryl der udover ydre farer som frost, sult, klapperslanger og skumle personer også kæmpede med de indre dæmoner hvor især forholdet til moderen var katalysator for alskens ulykker der bl.a. resulterede i et heroin-misbrug, utroskab og skilsmisse. Det kræver en seriøs gåtur at bearbejde den slags baggage.
Jeg ved ikke lige hvor vild jeg er med castingen af Laura Dern som Cheryls mor, men Reese Witherspoon i hovedrollen som Cheryl Strayed er fuldstændig spot on (og det var i øvrigt hendes eget produktionsselskab der købte filmrettighederne til bogforlægget). Hun spiller fuldstændig fantastisk og det er en stor fornøjelse, at se hende træde ud af de normale bimbo-roller hun normalt spiller. Hun har i sagens natur en hel del screen presence, og det er en stor fornøjelse at se hende som totalt vandre-n00b der kæmper ihærdigt med, at iføre sig en gigantisk rygsæk der er større end hende selv. Eller scenen hvor hun er så desperat efter drikkevand, at hun slikker morgendug af teltdugen. Det er stærkt! Der er et par af de mange flash-backs der er ikke er så elegant udførte, men det ødelægger heldigvis ikke det samlede billede.
Sammenligningen med Into The Wild er oplagt og der er da også mange sammenfald imellem de to film (ligesom der er elementer fra f.eks. Cast Away og 127 Hours). Men som man vs. nature/selvrealiseringsfilm er der intet der rører Into The Wild som er et mageløst mesterværk i min bog. Det er Wild ikke, men mindre kan også gøre det. Billederne er enormt smukke og soundtracket er ligeså smukt (fedt at høre, at der er smidt nogle royalty-penge efter f.eks. Bruce Springsteen, Portishead og Leonard Cohen. Der er alt for lidt af den slags i moderne film!). Og der er blevet plads til et par sjove episoder også, f.eks. der hvor Cheryl først møder en lama og senere en journalist fra The Hobo Times.
Alt i alt en helstøbt film der får en solid anbefaling herfra!
_________________ Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe) Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Hun overtog rollen fra Julie Andrews, der havde spillet den på teatret - og selv om Andrews var utilfreds, fik hun jo lov til at jodle rundt i Alperne året efter, hvilket må siges at være en udmærket byttehandel.
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
