Elysium (Neill Blomkamp, 2013)
In a worldElysium er et klassisk tilfælde af "Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?" Neill Blomkamps længe ventede opfølger til District 9 (som jeg godt kunne lide, uden at være helt blæst bagover) har gode intentioner til overflod men leverer ikke rigtig varen. Skal man så være skuffet, eller skal man tage hatten af for ambitionerne?
where injustice was kingHistorien er hurtigt overstået (og de fleste kender den vist allerede). Jorden anno 2154 er reduceret til et helvede. Overbefolket, hamrende forurenet og uden nogen fremtid. Alle de rige har forladt den synkende skude for i stedet at slå sig ned på rumstationen Elysium, hvor alle er smukke, raske og sorgløse. Og naturligvis nogle svin, fordi de er rige.
Vores hovedperson, Max (en temmelig tam Matt Damon), har i sin barndom fået at vide, at han var udset til noget stort, men nu er han blevet voksen, småkriminel og henslæber livet på jorden i et lortejob, der ville give samtlige repræsentanter for 3F akut åndenød.
In a landEfter et uheld er Max seriøst på skideren - og det eneste, der kan redde ham, er en tur til Elysium, hvor alle sygdomme kan helbredes. Desværre for Max er porten til det forjættede land stort set hermetisk lukket, ikke mindst fordi Jodie Foster sidder på Elysiums sikkerhed. Hun har afbleget hår
og kan tale fransk (og er naturligvis et rigt, arrogant svin), og så kan det næsten ikke blive mere fordækt.
For at gøre det lidt mere besværligt, får Max også sin barndomskæreste og dennes akut syge datter på slæb, mens han kæmper for at redde sig selv og de brede massers fremtid.
In a timeSom så meget anden god science fiction handler Elysium om nutiden. Hvor District 9 handlede om apartheid, tager Blomkamp denne gang fat på flygtningestrømme, adgang til sundhedstilbud og den ulige fordeling af verdens goder. Et højaktuelt og interessant emne, men håndteringen af det bliver bare så firkantet og så parallellerne så åbenlyse, at selv den mest svagtseende ultranationalist kan følge med.
Og så er vi tilbage ved det indledende spørgsmål: skal man glæde sig over, at det er lykkedes at få en smule politisk agenda ind over en svinedyr blockbusterproduktion, eller skal man ærgre sig over, at alle pointer bankes fast med syvtommersøm og at Jodie Foster samt alle de andre Elysium-boere fremstår så endimensionelle, at det nærmer sig en karikatur?
One manMen man kan helt sikkert glæde sig over filmens visuelle side. Blomkamp viser endnu engang, at han formår at håndtere CGI, så det arbejder for filmen, ikke omvendt, og synet af en gennemført hærget og smadret fremtid virker skræmmende realistisk. Filmen har været halvdyr, men der er ingen tvivl om, hvor pengene er havnet henne.
When your life is no longer your ownMan kan heller ikke tage fra filmen, at den fundamentalt set er fint underholdende. Matt Damon gør ikke meget væsen af sig som filmens helt, William Fitchner er næsten en parodi på en ondsindet kapitalist, og District 9's Sharlto Copley er grumme tæt på at overspille som Max' evigt gnæggende hovedmodstander. Men actionscenerne fungerer generelt, selv om man har set det meste før, der er udmærket fremdrift i plottet, og filmen er (som lidt af et særsyn efterhånden) ikke for langt.
When everything you know is wrongMan kan også sagtens leve med, at "den lille mand mod den store overmagt"-tematik er brugt til bevidstløshed, og at filmen låner med arme og ben fra andre science fiction-værker, lige fra Metropolis til District 9, som denne film deler lidt flere elementer med, end godt er.
In an outpost on the edge of spaceOg helt i sci-fi-genrens ånd er der naturligvis plothuller. Denne gang er de måske bare lidt større end ellers. I et nik til både Fahrenheit 451 og højaktuelle 1984 har Elysiums beboere åbenbart så travlt med at pudse marmorsøjler og passe næste års bikinilinje, at de ikke rigtig ved, hvem der styrer landet. Og en af filmens vigtige plotelementer er så idiotisk, at man får lyst til at tage en tidsmaskine tilbage til 1996, prikke ID4-Jeff Goldblum på skulderen og hviske "Du kommer til at høre en masse lort for det virus-stunt, men det er ikke så dumt endda".
A girl... two girls!Efter den store hype var det nok svært at leve op til forventningerne. Måske har vi efterhånden set lidt for mange dystopiske science fiction-film de seneste år. Men det er svært ikke at være lidt skuffet over Elysium, der lover en masse og ikke holder så meget af det. Men kan man lade sig nøjes med en flot og effektiv actionfilm med et lidt uinspirerende persongalleri, er man sikkert godt kørende.
A robot renegade cop!Blomkamps næste film er åbenbart også en sci-fi-sag. Jeg håber, at han kan variere sig lidt mere næste gang, og måske også få nogle flere af sine visioner realiseret.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
(men derudover kan jeg sagtens følge dig)
Filmen har på trods af fremragende anmeldelser, heller ikke gjort meget væsen af sig. Den blev i første omgang, ikke engang solgt til distribution, efter fine anmeldelser i Cannes 2012, og det var først efter Sundance 2013, at den for alvor begyndte at røre på sig. Den er i øvrigt tilgængelig via den amerikanske iTunes og får dansk biografpremiere 21. november 2013.
