DanskHjemmebioForum.dk

Breakfast On Pluto, Irland 2005 - Neil Jordan

Vi er i Irland i 70erne. Den unge transvestit Kitten er på en mission. Hun er på jagt efter sin mor, der efterlod sin baby foran præstens hus - inden hun drog mod London og forsvandt fra denne lille irske by, hvor Kitten vokser op i en alt andet end ideel plejesituation. Kitten er rodløs, udadreagerende og ærlig på en måde, der står i stærk kontrast til et lille irsk lokalsamfund, så hun beslutter sig for at tage til London og sætte alle sejl ind på at finde sin mor. London er på dette tidspunkt verdens navle og er trendsættende for alting moderne, spændende og anderledes. Her må Kitten lære livet på den hårde måde og hun opdager hurtigt, at livet har mange flere facetter end hun kender fra den isolerede tid i Irland.

Vi er ude i en film, der har en hel masse på hjerte og overraskende nok formår at levere hovedparten videre til sit publikum. Det er en film om storbyernes skæve eksistenser, der trods sin hovedpersons seksualitet aldrig rigtig falder i fælden med, at beskrive en forarget og navlebeskuende verden, som man ellers kunne have forventet af en film om en transvestit. Her er der højt til loftet og store dele af persongalleriet er elskelige og åbenhjertede. Kitten når igennem hele historien, at røre ved rigtig mange mennesker uden at nogensinde tabe essensen af sig selv - hvilket er forfriskende, for dette er på ingen måde en coming of age film. Her bliver verden klogere på Kitten, der aldrig rigtig bliver klogere på verden.

Neil Jordan instruerer og kender man hans gennembrudsfilm The Crying Game, så har man en fin idé om, hvad man kan forvente sig af Breakfast on Pluto. Jordan styrer sit publikum igennem mange livsbekræftende øjeblikke med sikker hånd og rammer tidsånden helt perfekt. Det bliver aldrig kedeligt og Jordan har forstået at krydre Kittens historie med tilpas mange sidehistorier til, at filmen aldrig går i tomgang. Der er naturligvis ingen film om Irland i 70erne uden IRA og deres kamp for et frit Nordirland, men her har Jordan formået at flette et noget tungere emne ind i filmen på en måde, der giver fin mening uden at man skal forholde sig særlig meget til andet end den menneskelig side af konflikten.

Cillian Murphy spiller Kitten og han bærer filmen på egne skuldre fra start til slut. Murphy rammer den feminine side af Kitten lige i skabet og det er ikke svært, at identificere sig med resten af galleriets fascination af den smukke transvestit. Liam Neeson er troværdig som den lille bys præst og er en fin repræsentant for resten af skuespillerpræstationerne, der er et pænt stykke over middel for alle involverede.

Breakfast on Pluto er en af de få film, som jeg har svært ved at kritisere, for den indeholder alle de elementer, som gør en god film i min optik. Historien er velfortalt, velspillet og troværdig på en måde, som man sjældent ser i moderne film. Jeg kan varmt anbefale, at man bruger to timer i Kittens selskab, for det er hjerteligt og smukt på en og samme tid.

Fem ud af fem stjerner.

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

Shiver of The Vampires, Frankrig 1971 - Jean Rollin

Hvis du var med i de glade VHS dage, så kender du godt følelsen. Det særlige sug i maven, når man trådte inde i den lokale videobutik og gik på opdagelse. Man var ikke styret af andet end en pirrende nysgerrighed, for bag de kulørte covers gemte sig filmoplevelser af alle slags. Der var ikke noget internet, der sorterede skidt fra kanel og man måtte ofte trække på venner og bekendte, hvis man skulle begå sig i junglen af film, der på den tid var uoverskuelig stor. Jeg elskede at læse bag på de mange covers og studerede billederne indgående, før jeg besluttede mig for hvilke af de mange bejlere, som røg med hjem i VHS maskinen.

Da jeg en dag i desperation rev en vampyrfilm ned fra hylden, havde jeg ingen overhovedet anelse om, hvilken oplevelse der ventede mig. Den så indbydende ud og indeholdte gyserens hellige treenighed - Vold, Blod og Bryster. Jeg fik mig en noget anderledes oplevelse, da jeg så filmen, der på ingen måde var uhyggelig, men i stedet var en stemningsfilm, som skabte en ubehagelig stemning ved hjælp af billeder i stedet for deciderede effekter. Jeg var betaget af filmen, som jeg i dag ikke aner hvad hed, men den var i hvert fald fantastisk i alle facetter. Nu har jeg senere fundet ud af hvem instruktøren var - og opdagede til min glæde, at manden har sprøjtet vampyrfilm ud i en lind strøm i knap tredive år. Det var derfor med VHS følelsen løbende igennem kroppen, at jeg kastede mig ud i Jean Rollins Shiver of the Vampires.

Historien er banal og enkel. Et nygift par tager på bryllupsrejse til et slot, hvor brudens to fætre har boet i mange år. De opdager til deres rædsel, at de to fætre har forandret sig en hel del, da en smuk vampyrgudinde har overtaget løjerne på det gamle slot. Filmen er en tour de force i mange af de elementer, som vampyrfilm bør indeholde. Her er pæle, krucifikser og berusende forførelse, der understøtter det erotiske element i vampyrismen, som altid lurer i alle vampyrhistorier. Men hov! Der mangler noget. Der er næsten ingen blod, nul hugtænder og ingen uhyggelige scener. Der er til gengæld en hypnotiserende ubehagelig stemning, der er underbygget af skæve mennesketyper, som forfører smukke halvnøgne kvinder igennem filmen. Det er en fyrre år gammel film, men de effekter virker stadig helt fint - og har meget mere punch end blod og indvolde.

Jean Rollin er frem for alt kunstner og det kommer til udtryk i billederne, der oftest fortæller mere end den pinlige dialog, der kører igennem hele filmen. Der er tænkt over billedkomposition i hver eneste scene og det er meget smukt og effektfuldt. Der er lange panoreringer, der suger sit publikum ind, for det opbygger en intensitet i scenerne, der er intelligent skruet sammen.

Dialogen er som sagt forfærdelig, historien tyndbenet og skuespillerne er hverken dygtige eller særligt interessante. De er til gengæld meget smukke (selv for vor tid) og det giver de smålumre erotiske scener en fin dimension. Skønheden i denne film skal findes i stemning og billedet, for kvaliteten for begge dele er helt i top - og man må flere gange lade sig benove over restaureringen af denne film til DVD. Det er et meget velpoleret produkt med smukke farver, som man sagtens kan fryde sig over. Filmen er betegnet som Rollins debut med vampyrfilm, så det er ikke sidste gang, at jeg har bevæget mig ind i den franske filmskabers verden. Filmen vil sandsynligvis kun appellere til de få, men den er absolut seværdig, hvis man leder efter en anden oplevelse og kan genfinde VHS-tidens nysgerrighed og entusiasme for anderledes film.

Tre ud af fem stjerner.

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

http://www.imdb.com/title/tt1236484/





En sand fortælling,og filmen har skam en pointe.Det er bare MEGET svært at se på det.

En mand der bliver voldtaget,sparket,og ydmyget i 80 minuter er bare for meget.
Der er kun 4 personer i hele filmen,og den foregår i ET rum-hele filmen.








Næste film. Også BOLL.


http://www.imdb.com/title/tt1236471/


Meget bedre,og igen en sand historie.Om Darfur-konflikten i Sudan.

En humanitær katastrofe, som ifølge FN har kostet 200.000 – 400.000 livet og drevet 2.500.000 på flugt.

De fleste i filmen er mennesker ,der var der,og mistede familie og venner.Det gjorde indtryk !
De sidste 50 minuter består kun af:Drab,voldtægter,børn der bliver skudt.Igen og igen.
Men det skete jo.

FN står kort derfra,men kan intet gøre.
Et par FN soldater prøver dog at rede nogle,og det giver noget spænding i filmen.Her mærker man ikke det er BOLL der står bag.
Det er LOW BUDGET,men det gør indtryk !

Jeg var lidt rystet efter filmen.

http://www.youtube.com/watch?v=3fSjQEXzIXI





En anden BOLL film(Rampage) følger senere.

Wind Chill, USA 2007 - Gregory Jacobs

En ung collegestuderende i det vestlige Pennsylvania beslutter sig for, at tage hjem til sin familie i Delaware, for at holde jul. Hun dropper sin oprindelige plan om at tage bussen - og vælger i stedet at bruge skolens opslagstavle for at finde en medstuderende ung mand, der har bil og skal samme vej. Vejret er ubarmhjertigt og den unge mand er mildest talt underlig, for han ved meget mere om hende end hun er tryg ved. Efter et stop på en tankstation vælger den unge mand, at tage en snedækket landevej over motorvejene, der i forvejen ikke er særlig fremkommelige. De to unge mennesker kører galt, da en modkørende bilist ikke viger fra landevejen og de ender i en snedrive, hvor bilen sidder urokkelig fast. Her starter løjerne hvor kulde, præster og en morder bærer denne anderledes lille gyserfilm frem.

Præmissen for en film som Wind Chill er simpel. Det er en gyser, der er nem at forstå og derfor også nem at gå til. Den byder på et styk dygtig skuespillerinde i Emily Blunt, som blændende spiller den navnløse studerende, der på den ene side er utrolig øretæveindbydende, men samtidig har en charme, der gør at man trods alt stadig har sympati for hendes karakters overlevelse. Den unge fyr, spillet af Ashton Holmes er fin uden at imponere, så det er Blunt der bærer replikker og scener imellem de to. Filmen indeholder ikke voldsomt mange andre skuespillere, så meget af filmens kvalitet i dialog og historie er overladt til de to hovedpersoner.

Wind Chill er en begavet gyser, hvor man undgår genrens mest trivielle fælder og styrer fint igennem plotpunkter, der den simple historie til trods hænger rigtig fint sammen. Kulden og sneen spiller en fin rolle, der skaber et vakuum for historien, der er troværdig og bidrager til en klaustrofobisk stemning.

Ordet stemning er i virkeligheden den bedste beskrivelse af Wind Chill. Her er ikke blod, indvolde og skrigeri i spandevis, men der er stemning og en lurende uhygge, der gør filmen udholdelig og trods alt giver den en plads i den bedre ende af gysergenrens endeløse strøm af titler, hvor kvantitet oftest kommer før kvalitet. Det er en fin lille gyser, som man kan se med sin kæreste, uden at nogen bliver dårlige eller utilpas - så jeg vil klart anbefale den til et lille hyggegys på en kedelig torsdag aften.

Tre ud af fem stjerner

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

The Horseman-Australien [2008]

Rated R for strong brutal violence throughout, some torture, sexual content and language.








Jeg kendte ikke denne film,men den havde fået OK kritik.
Kan godt lide hævntogt film.Især når det er pædofile det går ud over.
Filmen virker LOW BUDGET,og det er langt fra Hollywood kan man se.

Handlingen er simpel. Far hævner datter,og alle skal dræbes.Ikke bare skydes,men de skal lide.
Vi har set det før,men man keder sig aldrig.Jeg blev positivt overrasket,og så gav jeg sølle 30 kr for den.

Takker til Konigsberg og Lance for at holde liv i tråden.

Breakfast On Pluto havde jeg ikke hørt om før, men 5/5-anmeldelsen gjorde mig interesseret så den er hermed skrevet på listen.
Wind Chill har fået relativt god omtale i horror-tråden her på DAHF, men min arbejdskollega har sablet den på det kraftigste så jeg lurepasser stadig lidt på den.

Uwe Boll gider jeg ikke bruge tid på.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Den kan du også roligt. Det er en fantastisk film. Den kan i øvrigt ses gratis for Viaplay abonnenter.

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

Ultranova, Belgien 2005 - Bouli Lanners

Den generte fyr Dimitri lever et stille liv i en etageejendom et sted i Belgien. Han sælger boliger, men tager altid det mentale bagsæde i forhold til sin kollegaer. Han har ingen venner, ingen familie og ingen ambitioner. Den ene grå dag tager den anden i Dimitris liv, som er et liv uden overraskelser eller udsving. Han møder pigen Cathy, som ser en side af ham, andre totalt har overset. De opbygger et forhold med hende som frontfigur, der i virkeligheden mere er et viderebygning på Dimitris grå tilværelse end egentlig evolution i hans liv.

Ultranova er solgt og markedsført som en komedie, men den er ikke morsom. Jeg er heller ikke på, at det er hensigten eller idéen med filmen. Vi befinder os i et gråt univers, hvor samtlige billeder er berøvet for farver og varme. Filmen har en del pudsigheder, men de udvikler sig aldrig til en tilsigtet humor. Vi er ude i en film, der er et virvar af situationer, som aldrig rigtig udvikler sig til en historie. Der er ingen logisk start, intet logisk indhold og absolut ingen logisk slutning.

Så hvorfor skal jeg så se Ultranova? Der er jeg svar skyldig, for jeg ved heller ikke, hvorfor jeg så den til ende. Og jeg gav endda 33 kroner for filmen, som jeg til evig tid vil bebrejde Stereo Studie for at overhovedet have på lager. Jeg tror, at jeg håbede på, at der ville ske noget livsbekræftende til sidst i filmen, der i stedet kvitterede med at ende med endnu en bizar pudsighed (Som jeg i øvrigt havde gættet minutter før filmen sluttede).

På coveret prøver Another World, at sætte Ultranova op mod Jarmusch og Kaurismäki og det smager måske også lidt af det samme - hvis altså de to instruktører var engelske bøffer og Ultranova var hundemad lavet på oksekød.

Jeg skal ikke udelukke, at den røde tråd, historien og humoren er røget hen over hovedet på mig, men jeg tillader mig alligevel at tvivle på, at jeg måske er gået glip af noget.

Skuespillet er i øvrigt glimrende. De gør alle hvad de kan for at være grå, mystiske og avantgarde på hver deres måde, men de er oppe mod en forfærdelig dialog, en historie uden indhold og en stilistisk grå oplevelse, der slet ikke lever op til hvad man må forvente af en film af denne slags.

En ud af fem stjerner (fordi filmen trods alt kun kostede 33 kroner)

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

The Goonies [1985]
"I'm gonna hit you so hard that when you wake up your clothes will be out of style!" Bluray-gensyn med denne barndommens klassiker som det af uransagelige årsager var lykkedes mig at glemme 95% af. På trods af filmens fremskredne alder, er den faktisk ældet med ynde og især billedekvalitet og effekter imponerer stadig (give or take et enkelt piratskib der sejler ud på åbent hav). Bare tjek den flotte helikopter-åbningsscene. Introen er i det hele taget action packed på den der corny, men enormt fede 80er-facon. Filmens helt store force er blandingen af en Indiana Jones-agtig skattejagt, Spielberg'sk eventyr og (light) horror og som prikken over i'et; det tæt knyttede Stand By Me-agtige venskab. Det hele krydret med en række absurde bi-roller og en nærmest vanvittig væg-til-væg dialog. Og Cindy Lauper, ej at forglemme. Historien er måske knap så gribende i dag, og, nå ja, det hele bliver måske en smule for hektisk undervejs, men ikke mere end man sagtens kan nyde et par timer i Gooniernes selskab. Et velkomment gensyn.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

@DP: en af de film, som det af uransalige årsager lykkedes mig at misse i 80'erne - tak for omtale og påmindelse

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Gau ngao gau AKA Dog Bite Dog, 2006

Flot filmet og meget mørk film om en cambodjansk lejemorder, der kommer til Hong Kong, myrder en kvinde og derefter forsøger desperat at komme væk derfra. Det er mere et deprimerende drama end det er en actionfilm, selvom der dog er actionscener i filmen. Edison Chen er ret fantastisk som lejemorderen og filmen er værd at se for hans præstation.






Naam yi boon sik AKA Invisible Target, 2007

Solidt håndværk fra instruktør Benny Chan, der har skruet en underholdende og spændende actionfilm sammen, hvor trekløveret Jaycee Chan, Nicholas Tse og Shawn Yue kæmper mod en iskold forbryderbande ledet af Jacky Wu Jing. Actionscenerne er virkelig velfungerende og der er rigeligt af dem, så man keder sig ikke på noget tidspunkt.






Dong Mau Anh Hung AKA The Rebel, 2007

Det er vist nok den første vietnamesiske film jeg nogensinde har set og det bliver ikke den sidste, at dømme efter kvaliteten på denne. Den tidligere strisser fra 80er-serien De unge strissere Dustin Tri Nguyen spiller skurkerollen i dette episke martial arts-drama, der foregår i 1920erne, mens Vietnam stadig var en fransk koloni. Man følger en ung vietnamesisk agent, der går undercover for at fange rebellerne for franskmændene, men undervejs beslutter sig for at kæmpe på deres side. Actionscenerne er flot filmet og de passer godt ind i det historiske miljø.






Bo bui gai wak AKA Robin-B-Hood, 2006

Efter al denne voldsomme action blev der skiftet gear med en Jackie Chan-film. Den handler om et tyve-makkerpar, der efter lidt forviklinger ender med at kidnappe en baby, som de skal passe på i nogle dage. Den kinesiske humor er ikke altid lige kompatibel med den vestlige, men i denne film fungerer det faktisk. Selv de obligatoriske ble-jokes blev behandlet på en så tilpas skæv måde, at man ikke sad og krummede tæer, som man ville have gjort ved en Hollywood-film.

Jackie Chan leverer endnu engang varen med godt udtænkte stunts, bl.a. på en indendørs hoppeborg og på udendørs ventilatorer på siden af en bygning. Scenerne hvor babyen bliver involveret i de vilde stunts ville nok ikke have gået i Hollywood.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione

Young Adult [2011]
"Guys like me are born loving women like you!" Jeg er stor fan af Jason Reitman og hans evne til at kombinere drama og komedie. Bedst manifesteret i Up In The Air og Thank You For Smoking der begge er fremragende. Ligesom på Juno og Jennifer's Body arbejder Reitman igen sammen med Diablo Cody og denne gang er historien løst baseret på Codys egen position som voksen kvinde hvis forfatterskab henvender sig til en væsenligt yngre målgruppe (deraf titlen young adult). Således kastes vi ind i historien om den 37-årige, fraskilte Mavis Gary der, på overfladen, lever det "fede" liv som forfatter i storbyen og forsøger at distancere sig fra sin barndomsby. Men det står ret hurtigt klart at Mavis succes er hastigt nedadgående og det bliver derfor svært for hende at opretholde facaden da hun opsøger sin ungdomskæreste hjemme i barndomsbyen Mercury. Hendes bøger sælger ikke længere, hun kan ikke finde en kæreste og hun piller håret af sig. Hun har også et yderst dysfunktionelt forhold til sine forældre og et støt stigende alkoholforbrug. Besøget i barndomsbyen går derfor helt galt og hun kastes ud i utallige tåkrummende pinlige, tragikomiske situationer. Det er på alle måder en feel bad-film der har et ret effektiv, underspillet feel hele vejen igennem. Trommesæt-scenen er hysterisk morsom. Charlize Theron i hovedrollen spiller eminent, ligesom Patton Oswalt brillierer i sit portræt af taberen Matt Freehauf. Den tidstypiske musik, hvor et gammelt mixtape med bl.a. Teenage Fanclub, er brugt som et bærende plot-værktøj hvilket fungerer rigtigt godt. En rigtig god film der er et must-see for Reitman-fans.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Bedways, Tyskland 2010 - Rolf Peter Kahl
Det sker sjældent, at en film bryder med alle grænser for, hvor langt man vil gå, for at illustrere og formidle en situation. Oftest bruges der virkemidler, der indikerer hvad der sker - uden at vi visuelt oplever dem som publikum. Skygger, lyde og musik sætter oftest tonen for stærke scener, da man nødigt vil forulempe sit publikum med at rent faktisk vise scenerne i fuld flor. Bedways er en af de sjældne film, der ikke har grænser. Alt bliver vist og intet er for grænseoverskridende til at ikke blive dokumenteret rent visuelt. Det er stærke sager, som vi bedst kender fra Lars von Trier, men den lille gale/geniale dansker bliver i den grad sat til vægs af Bedways.

Filmen tager udgangspunkt i instruktøren Ninas liv. Nina er en kvinde, der har en vision om at lave en film, der tager udgangspunkt i umiddelbarhed og impulsivitet. Hun har to skuespillere klar til at spille rollerne som et par, der bevæger sig i en nedslidt lejlighed i Berlin, hvor intimitet, sex og et had/kærlighed forhold imellem de to skal sætte dagsordenen. Ninas idé er, at skuespillerne skal skabe filmen uden specifik instruktion, men derimod igennem impulsive handlinger og ord. Det går naturligvis ikke som planlagt og Nina ser sig nødsaget til at sætte indsatsen op - og minutiøst skildre forskellen på følelser som had, kærlighed og sex - og at de tre ingredienser i et forhold sagtens kan separeres.

Bedways er på alle måder en provokerende film, som man skal sætte sig op til at se. Den er langt fra nemt tilgængelig og den kræver en hel del af sit publikum. De udpenslede sexscener er meget fint konstrueret og det er på intet tidspunkt sex som pornografi. Man er tværtimod hele tiden en flue på væggen og det hele virker meget voyeuragtigt og klaustrofobisk på en og samme tid. Mange scener er grå og uden farve, hvilket virker for hele sammensætningen af en stemning af følelser, nedslidte Berlin og tysk industrial techno. Stilen holder igennem hele filmen og bidrager til, at det aldrig bliver kedeligt, selv om enkelt scener virker formålsløse i sig selv. Selve historien har hele tiden kant og man er konstant i tvivl om, hvorvidt Nina er interesseret i at lave film eller om det bare er en sofistikeret måde at lege voyeur på.

Er man til en film, der tør bryde med det pæne, polerede og de passive meninger, så er Bedways en stor oplevelse, der både overrasker, forarger og belærer sit publikum. Det er både spændende og chokerende, når man som publikum opdager, at sexscener ikke foregår fuldt påklædt under lagener og dyner, som vi ellers er blevet opdraget med af det bornerte Hollywood.

Skuespillerne er dygtige uden at imponere og historien er velskrevet, med enkelte scener som undtagelser. Der er for lidt af denne slags film i danskernes bevågenhed, så det er forfriskende med et frisk pust - og det er Bedways i allerhøjeste grad.

Fire ud af fem stjerner.

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

På Vej, Bosnien 2010 - Jasmila Zbanic

Luna og Amar er det moderne par, der har alting i livet. Hun er stewardesse og han er flyveleder i den internationale lufthavn i Sarajevo. De omgiver sig med alting moderne og luksuriøst, gode venner og masser af drinks og middage. Alt er tilsyneladende godt imellem de to - lige undtagen det faktum, at de ikke kan få børn. Det påvirker forholdet imellem det ellers forelskede par og Amar begynder at drikke på arbejdspladsen, hvilket ender med en fyreseddel, der skal blive starten på en turbulent nedtur for parforholdet. Amar drikker mere og mere indtil den dag, hvor han møder en gammel soldaterkammerat, der får sat den drikfældige mand på rette spor - med fundamentalistisk islamisme, der bringer Amar tættere på sin god, men længere og længere væk fra sin kæreste.

Således er plottet for denne lille perle af en film fra bosniske Jasmila Zbanic, der allerede har givet os en vigtig film i hendes anden store perle Sarajevo, der mindst er en lige så vigtig film som På Vej ender med at være. Zbanic går lige i kødet på posttraumatiske tilstand af chok og udafreagerende adfærd, der tilsyneladende hersker i Bosnien efter den grusomme borgerkrig, hvor massemord, voldtægter og andre uhyrligheder var en del af hverdagen for mange bosniere. Det er smukt og rørende at opleve en historie om et folk, der har bevaret noget af sin stolthed, men i høj grad har tabt en hel del af sin værdighed efter mange grusomme år med krig og ødelæggelse - både fysisk såvel som psykisk.

Dette er på ingen måde en film, der tager side eller fordømmer islamisme. Den beskriver problematikken imellem et trossamfund og en moderne verden med stor kynisme, for hele humlen i midten af denne splid er gensidig forståelse, som er en mangelvare imellem Amar og Luna. Det samme kan man vel påstå om danskernes forhold til religion og religioners forståelse af danskerne, så det gør På Vej til en rigtig vigtig film, som alle burde se og lære en lille smule af. Alting er naturligvis sat på spidsen, når vi snakker fundamentalisme, men det giver alligevel et indblik i, hvorfor nogen føler sig nødsaget til at tage sin religion endnu mere seriøst, for at kunne kompensere med den moderne verdens mangel på tro og troværdighed.

De to hovedpersoner er fantastisk spillet og man føler sig konstant forført af de følelser og den indlevelse, som de to skuespillere bringer igennem hele filmen. Filmen er samtidig meget smuk og viser et moderne og traditionelt Bosnien, der indeholder mange smukke scenerier.

På Vej er en blændende film, som ingen bør snyde sig selv for at se - og skulle man have lyst på mere af samme skuffe, så bør man absolut også få set Sarajevo, som er mindst lige så smuk og rørende.

Fem ud af fem stjerner.

_________________
The artist formerly known as Konigsberg

Godt at se een mere der ikke er bange for ex Jugo film Na Putu er nemlig en rigtigt god film, lander nok på 8.5/10 herfra.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--