127 Hours [2011]
"Mom, Dad, I really love you guys. I wanted to take this time to say the times we've spent together have been awesome. I haven't appreciated you in my own the way I know I could. Mom, I love you. I wish I'd returned all of your calls, ever!" Britiske Danny Boyle er en af mine all-time favoritinstruktører med mesterværker som
Trainspotting,
The Beach og
Slumdog Millionaire under vesten + en stak virkeligt gode film som
Sunshine og
28 Days Later. Det bemærkesværdige er filmenes forskellighed. Fra dommedags-horror over drug-drama til antropologisk utopi, Boyle mestrer alle genrer, og jeg var således meget spændt på at se hvad han fik ud af Aron Ralstons bog som jeg ikke vil spoile yderligere her. Langt hen ad vejen har Boyle skabt en medrivende film der især excellerer på det tekniske plan - der bliver leget intenst med både kameraføring, perspektiv, vinkler, point-of-view, split-screen, lyd og musik (imponerende soundtrack som sædvanligt fra Boyle). Og det er med til at løfte filmen fra bare at være en beskrivelse af et enmandsshow (ligesom
Cast Away), og de klaustrofobiske, ensomme scener leder tankerne hen på film som
Buried,
Into The Wild og
Grizzly Man. Højdepunktet er klart det blodige klimaks, men også små scener som der hvor hovedpersonen drikker sit eget pis og æder sine kontaktlinser fungerer rigtigt godt. Hallucinationsscenerne er også utroligt vellavede. Stor kudos til James Franco i sit livs rolle. Det er en virkeligt god film, men det er langt fra Boyles bedste og jeg kunne ikke undgå at være bare en lille smule skuffet over den (don't get me wrong 4½/6 er en god karakter, jeg havde blot forventet et fejlfrit mesterværk, og det er det desværre ikke). Et must-see.
_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)Årets film
2009-2021 (+ clickbait) +
ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i |
2019 |
2020 |
2021