Herligt. En dejlig og svær opgave.
Og pudsigt som man også finder ud af hvilke must-see-film man endnu har til gode (The Departed, Green Mile og Crash bare for at nævne et par stykker der måske kunne ændre listen).
Men her er den anno Juni 2008: (Meget tætte Runner Ups i parentes)
1998: Saving Private Ryan (Lola Rennt, Big Lebowski, The Truman Show)
En hård omgang, ingen tvivl. Fælles for alle runner ups er at de er set en del år senere, og at Saving Private Ryan gjorde et stort indtryk i biffen tilbage for 10 år siden. Historien kan diskuteres, men når Spielberg sætter sig for at vise en bestemt tidsperiode eller historisk begivenhed, så slår det magiske gnister på lærredet – og det smukt kombineret med blændende skuespil fra Tom Hanks og Tom Sizemore.
1999: American Beauty (Sonnenallee, Man on the Moon)
En bare gennemført og velspillet film. Det langsomme men sikre tempo og yderst velskrevet.
2000: Memento (O Brother Where Art Thou, Thirteen Days)
Stor tvivl her mellem vinderen og de to runner-ups. 3 forskellige stilarter mødes. Memento trækker det længste strå for størst originalitet og overraskelsesmomentet.
2001: Lord of the Rings – The Fellowship of the Ring (Berlin is in Germany, Black Hawk Down, Heist, Monsters Inc.)
Her troede jeg faktisk ikke I lang tid at jeg ville bøje mig. Men når man bliver sat til at lave en sådan liste her, og så finder ud af at 2001 ikke var det mest åbenlyse år at vælge en nummer 1 film i, så kom også den objektive film-nørd op i én, og så kan man jo snildt konkludere at Peter Jackson jo rent faktisk har præsteret en flot opgave ved så smukt at få en trykt bog videreført optimalt til lærredet.
2002: Bloody Sunday (Irréversible, Catch Me if You Can, Insomnia)
Ingen tvivl her. Paul Greengrass er en suveræn instruktør, og dette medrivende og yderst autentiske drama hiver en med og direkte ind i konflikten fra Nordirland. Uden at vælge side lader Greengrass tilskueren (og næsten deltageren) sidde ramt tilbage, og en stor filmoplevelse rigere.
2003: Lost in Translation (Kill Bill vol.1, Good Bye Lenin)
Oh, ak og ve da det gik op for mig at jeg måtte vælge mellem to af mine absolutte favoritter inden for de senere år. Kom Kill Bill og Lost in Translation virkelig i samme år – ja, det gjorde de da. Men lige så ikonisk, stilet og herlig jeg finder Kill Bill vol.1, så ER Lost in Translation bare den film jeg MÅ lande som filmen fra 2003. Snydt for en Oscar for Bedste Film og for Bedste Mandlige Skuespiller blev den..fy skamme sig. En film er især magisk i mine øjne, når magien og effekterne springer frem som nu via de replikker, blikke og sindsstemninger Murray og Johansson udveksler filmen igennem. Den er så skræmmende enkel den film og samtidig sidder den bare lige i øjet som noget af det smukkeste der er lavet.
2004: Der Untergang (Eternal Sunshine of the Spotless Mind, Sideways, Miracle, Kill Bill vol.2, Kongekabale, Dodgeball)
Ingen tvivl I 2004 selvom der er mange ihærdige forfølgere. Bruno Ganz’ portræt af Hitler alene gør en stor film. Et flot og historisk vigtigt drama.
2005: Batman Begins (The Constant Gardener,Munich)
Et år uden det helt åbenlyse valg for mit vedkommende. Men Batman Begins var en flot fornyelse og en film der forhåbentligt har sat en ny og mere moden standard for hvordan en superhelte-film kan/skal laves.
2006: Das Leben Der Anderen (World Trade Center, United 93, The Last King of Scotland)
Selv I konkurrence med min favorit Paul Greengrass og hans United 93, og uden at have set et par andre af de store fre dette år, så er “De Andres Liv” den sikre 1,er for mit store DDR/Berlin/Øst-Vest-Tyskland-hjerte. Ulrich Mühes skuespil og den smukke,intense og nervepirrende historie er intet mindre end i en klasse for sig. En film der uden større brug af åbenlyse Øst-Berlin-lokationer bringer een perfekt tilbage til byen anno 1984 og ned i hjertet af kunsternes Prenzlauer Berg og samtidig på uhyggelig vis fremviser hvilken ”fantastisk” og kirurgisk præcis organisation Ministeriet for Statssikkerhed var. Og hvem kan modstå ”Sonaten for det gode menneske”…
2007: Zodiac (The Bourne Ultimatum, Superbad, Stardust, Hot Fuzz)
De 3 runner ups er fremragende film. En flot flot afslutning på Bourne-trilogien og to velspillede og engagerede komedie der i den grad hæver sig over standarden. Men Zodiac to røven på mig, rent ud sagt. Mange skidte ting havde jeg hørt, fra folk der sammenlignede Finchers seriemorder-film nummer 2 med den fremragende Se7en. Givet, Fincher har sikkert bedt om lidt af sammenligningen selv, men det er på ingen måde fair at sidestille Zodiac med Se7en og fremhæve sidstnævnte som en bedre af to ens film. Zodiac har de bredere briller på end den smukt klaustrofobiske Se7en, og Zodiac sender én perfekt tilbage til dengang i 70,erne. Ja, filmen ligner en smukt restaureret udgave af en film fra de år den foregår i, og man sidder tilbage og sender anerkendende tanker til klassikeren Alle Præsidentens Mænd. Jeg MÅ lige citere min egen vurdering af filmen her fra siden:
Citat:
Egentligt ikke så overraskende som "Se7en" var det, meget mere lige ud af landevejen, men bestemt ikke mindre dårlig. Havde hørt en del negativt om Finchers seneste skud på stammen, og det skyldes jo uden tvivl netop "Se7en", da serie-morder temaet er ens for begge film. Så måske også pga. af dette var mine forventninger en lille smule skruet ned...
Og hvad fik man så ? Ja, bestemt IKKE noget i samme stil som førnævnte "Se7en" - men i mine øjne noget langt mere...ja, dragende og foruroligende. Fantastisk udefinerbar utryg stemning der er i den film. Jeg kunne flere gange undervejs ikke lade være me at sende den geniale "Alle Præsidentens Mænd" et række varme tanker - og også Oliver Stones "JFK" har heller ikke levet forgæves. Og uden at være en copycat, ja så har Fincher i min optik begået en film i samme kaliber. En slutning som man ikke rigtig ved om man skal acceptere eller bare konkludere at sådan måtte det jo ende, og så ærge sig over at man ikke tænkte på det undervejs - men det gjorde man ikke fordi man var fordybet i opklaringen sammen med Jake Gyllenhaal i almindelighed og Mark Ruffalo i særdeleshed. Sidstenævnte spiller ganske enkelt fantastisk som Inspector David Toschi, der om nogen er besat af The Zodiac Killer. Ruffalo rammer lige i øjet som en trippel-klon af Woodward,Bernstein og ikke mindst Columbo. Stort set samtlige af de andre bi-roller leverer varen, og miljø, stemning og tidsbillede er spot on. Og så er der ihvertfald een scene der uden at være decideret blodig, stadig er skræmmende og ondskabsfuld i al sin simple enkelthed.
"Se7en" var afgjort fabelagtig, uhyggelig og intens spændende - Det er "Zodiac" så sandelig også, men på en hel anden måde.
Forvent IKKE en ny omgang med syv dødssynder - men lad "Zodiac" udfolde sig på dens egne præmisser. Så tror jeg ikke den skuffer.
Pyh... Jeg nåede igennem. Og filmene kværner i mit hoved. Nogle skal snart genses, andre kandidater til listen skal vist bare ses for første gang. Men man finder da ud af hvor glad man egentligt er for at kunne blive beriget af film
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
.. 
hehe
