La Bande des quatre (1988)
Et par af filmene i den tyske Rivette-boks har jeg set flere gange, men
La Bande des quatre er en af de to film, jeg ikke har set før. 4 kvinder, som alle går til et skuespilkursus under ledelse af den børmte Constance Dumas, bor sammen i et fælleskab i et hus i udkanten af Paris. En veninde, Cécile, som tidligere boede i huset, har lidt problemer, idet hendes kæreste er anklaget for noget - en sag der tyder på et justitsmord. De 4 kvinder vil hjælpe hende, men samtidig er en gådefuld mand også i gang med at opklare sagen. Denne mand, som præsenterer sig under forskellige navne, men egentlig hedder Thomas, forsøger at komme i kontakt med de 4 kvinder og få et forhold til dem. Han er ude efter nogle dokumenter, Cécile i sin tid har gemt i kvindernes hus. (En sjov trivia-observation: Thomas fortæller en af kvinderne om billedet
La belle noiseuse i en sag om forsvundne kunstskatte.
La belle noiseuse skulle som bekendt blive titlen på Rivettes næste film i 1991).
Filmen er meget karakteristisk for Rivette. Allerede i hans debutfilm
Paris nous appartient (1961) beskæftigede han sig med en teatertrup i Paris - et tema han er vendt tilbage til i adskillige andre film. Selve historien i
La bande des quatre har også et touch af mystery og sågar ingredienser af spøgelseshistorie - noget der også ses i mange af hans film, fx
Céline et Julie vont en bateau (1973) og
Histoire de Marie et Julien (2003). Og selv om filmen med sin længde på 161 min. hører til de kortere Rivette-film (!), må man alligevel sige, at alene filmens længde ville være nok til at adskille den fra almindelige mainstream-film. I det hele taget er det Rivettes kompromisløshed, der er det mest slående træk ved filmen. Teaterscenerne i
La bande des quatre varer tilsammen omkring 1 time; en time, hvor vi ser kvinderne øve teaterstykker som måske, måske ikke, har relevans for plottet. Men filmens teaterscener har ikke kun relevans på den måde, de overlejrer filmens handling, de har også betydning i og med at de skildrer kunstnere i arbejde - et andet typisk Rivette-tema (
La belle noiseuse (1991) skildrer fx en kunstmaler i arbejde).
En scene fra teatret i La Bande des quatre.
Rivettes kompromisløshed ses også i fraværet af filmmusik: på nær under åbnings- og slutteksterne, er der ingen musik i filmen bortset fra en enkelt sekvens med brug af såkaldt
diegetic music (musik, som reelt finder sted i selve handlingen; her fordi en LP i en scene afspilles på en pladespiller). Dette fravær af filmmusik genfinder man også i mange Rivette-film, såsom
Divertimento, som jeg kommer ind på i morgen, og
Histoire de Marie et Julien (2003). Med hensyn til kameraarbejdet er Rivette også konsekvent: alle ordinære løsninger undgås. Jeg vil nøjes med et eksempel. Når man filmer to karakterer i dialog, har Hollywood udviklet en standardmetode med skiftevis at filme i close-up hen over skulderen på de to personer. Jeg har lagt nogle illustrative eksempler fra en Hollywoodfilm i spoileren, hvis man ikke ved, hvad jeg taler om.
[hide]
'Over-the-shoulder'-shots. Julia Roberts og Cameron Diaz i filmen My Best Friend's Wedding. Der klippes i denne scene over 20 gange frem og tilbage mellem de to - hele tiden filmet fra de viste kamerapositioner. Teknikken anvendes i stort set alle scener i filmen, hvor to mennesker er i samtale (og det er en del scener!).[/hide]
Dén måde at filme dialog på er nem at håndtere. Man kan først optage den ene skuespillers linier i ét (eller flere) take(s), dernæst den anden skuespillers. Til sidst krydsklippes scenen til det ønskede resultat. Men Rivette undgår helt sådanne optagelser (ligesom Antonioni, forresten, som har udtalt sig skeptisk om den måde at filme dialog på). At en bestemt optage-måde er blevet "standardiseret" af Hollywood, berettiger den ikke til at blive anvendt i Rivettes film. Det konforme undgås konsekvent. I scenen herunder er Cécile og Anna i samtale, men scenen filmes fra forholdsvis lang afstand med begge skuespillere i billedet. Scenen er optaget i ét take; variation opnås ved at den ene karakter bevæger sig rundt i billedet (stor dybdeskarphed er forresten et andet karakteristisk træk i filmen):
Teaterscenerne fylder meget i filmen, men halvdelen af filmen foregår i kvindernes hus. Og overgangene fra teaterscenerne til scenerne i kvindernes hus er specielle - typisk lavet ved at vise et tog kørende forbi Paris' forstæder. Det er ret effektfuldt, synes jeg, men også lidt spøjst.
La bande des quatre fik efter hvad jeg har læst mig til forholdsvis fin succes, og
Cahiers du cinema kårede den til nummer 3 på listen over årets film 1989. Men i dag synes filmen helt glemt, og den har kun fået en brugerkommentar på IMDB, og kun links til yderligere to eksterne anmeldelser. Men det er en god film. Den er vanskelig (kedelig vil de fleste nok mene), men slet ikke så teoretisk og svær som Antonioni. Og heller ikke så vanskelig som enkelte andre Rivette-film. Det jeg især kan lide, er, at på samme måde som filmen skildrer kunstnere i arbejde, så fornemmer man hele tiden en anden kunstner, Rivette, slide med filmen i og med at den er så ubønhørlig i sin meget strenge og konsekvente konstruktion.
Den tyske DVD fra Rivette-boksen er forholdsvis god - nogenlunde på niveau med de Rivette-film, der er udsendt på fx Artificial Eye. Den har anamorphic billede og fransk og tysk lyd med valgfri (gule) tyske underekster. Jeg har uploadet screenshots og specifikationer fra den tyske udgave
her.
Film: 5/6
DVD: 4/6
PS: Mere Rivette de kommende dage!
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
/5
