Af Louis Malle har jeg en hel del udgivelser. Lad os starte med en Criterion-boks:
Boksen indeholder de tre film
Le souffle au coeur (1971),
Lacombe Lucien (1974), og
Au revoir les enfants (1987). Kvaliteten er glimrende, og der er også fine booklets samt en bonusdisk. Dernæst er der de to britiske Optimum-bokse:
Boks nr. 2 (den gule, nederst) indeholder de samme film, som Criterion-boksen, samt
Black Moon (1975) og
Milou en mai (1990). De to sidstnævnte film er i øvrigt de eneste Malle-film i samlingen, som jeg endnu ikke har set.
Den første boks indeholder de fire tidlige film
Ascenseur pour l'échafaud (1958),
Les amants (1958),
Zazie dans le métro (1960) og
Le feu follet (1960). Alle disse film på nær
Zazie... findes også som Criterion-udgivelser. Kvaliteten i Optimums bokse er ikke helt på højde med Criterions udgivelser, og desuden har alle film i disse Optimum-bokse fastbrændte undertekster, hvilket jeg ikke er så vild med. Og de har heller ikke lige så meget bonusmateriale. Men de indeholder nogle sjældne film, som ikke er udgivet af Criterion, og som ellers er svære at finde i tekstede udgaver.
Jeg har også en række enkelt-udgivelser:
Alle udgivelser på billedet har engelske eller danske tekster på nær
Vie privée (1962), som er en fransk dvd. Den har heller ikke engelsk dub på trods af, at der på bagsiden af coveret står "Audio: Français, Anglais". Der er kun ét lydspor! Der tales fransk mindst 95 % af tiden med nogle få linjer engelsk dialog undervejs. Jeg er ellers helt sikker på, at jeg i sin tid har set netop denne film på tv (TCM) med engelsk dub, hvorfor jeg var overbevist om, at dvd'en også ville have et dubbet lydspor, når nu det var skrevet på den måde på coveret.
De to MGM-dvd'er er fra Belgien, men de er sikkert også udgivet i mange andre europæiske lande.
Viva Maria! (1965) har sågar danske tekster.
My Dinner With Andre (1981) er en dejlig Criterion-udgivelse. Alene designet af den medfølgende booklet er alle pengene værd (lavet som et maskinskrevet manus med kaffepletter og det hele!). De to sidste film er
Damage (1992) og
Atlantic City (1980). Det er danske udgivelser.
Endelig har jeg Criterions dejlige 7-disc Eclipse-boks, som indeholder stort set alle Louis Malles dokumentarfilm:
Mangler i samlingenLouis Malles sidste film, den fremragende
Vanya on 42nd Street (1994), har jeg set på tv engang (har vist stadig en vhs-optagelse i samlingen). Den er udgivet på dvd i R1, men er desværre udgået. Filmen findes også i en tysk
Louis Malle boks. Jeg har også set hans film
Crackers (1984), som vist ikke findes på dvd. Den er anmeldt på min hjemmeside. Så er der kun
Alamo Bay (1985) tilbage af Louis Malles spillefilm. Den har jeg aldrig set, og den findes vist heller ikke på dvd.
Louis Malle - nybølgeinstruktør? Auteur?Da den nye bølge i sin tid brød frem, blev de første af Louis Malles spillefilm vist som en del af denne nye bølge, selv om han egentlig ikke "tilhørte"
nouvelle vague, hvis man kan bruge den formulering. Men hans første sort-hvide film var glimtvis egenartede nok til at kunne opfattes som nybølgefilm.
Et af de - efter min mening fejlagtige - kritikpunkter, man ofte hører om Louis Malle, er, at han ikke er en
auteur (et emne, som også diskuteres på bonusmaterialet på nogle af mine dvd'er). Hans film er ganske enkelt for forskellige i stil, siges det. Og noget er der måske om snakken: Kan man overhovedet forestille sig film, som er mere forskellige i stil, end fx
Les amants (1958),
Zazie dans le métro (1960),
Lacombe Lucien (1974),
Atlantic City (1980) og
My Dinner with Andre (1981)? Til denne bunke film kunne man endda føje mange af hans øvrige spillefilm og en hvilken som helst af hans dokumentarfilm: man ville stadig ikke kunne gætte, at det var samme instruktør, der stod bag. I hvert fald ikke ud fra en overfladisk betragtning. Men bortset fra at auteur-betragtningen for så vidt er ligegyldig, så længe der er tale om gode film (og der er der!), så HAR Louis Malle stærke auteur-træk i sin tematik. Mange af hans film, som han i øvrigt oftest selv skrev, beskæftiger sig fx med stærkt tabuiserede emner, og flere af disse film fik i deres samtid en skandaløs modtagelse.
Les amants (1958) handler om en godt gift kvinde, som forlader mand og barn for at leve med sin elsker.
Damage (1992) skildrer en anden tabuiseret kærlighedsaffære, om end den slags ikke var helt så skandaleombrust i 90'erne. I
Le feu follet (1960) beskæftiger Malle sig med selvmordet, og i de to film
Le souffle au coeur (1971) og
Pretty Baby (1978) med hhv. incest og børneprostitution.
Lacombe Lucien (1974) handler om en ung fransk bondeknøs, som under den anden verdenskrig træder ind i det tyske politi. Filmen viste ligesom Marcel Ophuls' dokumentar et kritisk billede af Frankrig under besættelsen, som ikke stemte overens med den idealiserede officielle franske opfattelse, og som det officielle Frankrig ikke var modent til at acceptere på det tidspunkt. Den delvist selvbiografiske
Au revoir les enfants (1987) kigger tilbage på samme periode, men set fra børnenes synsvinkel, og med en større fokus på, hvad det betød at være jøde i Frankrig.
Man må også nævne, at hans stil trods de pågående temaer altid er nænsom og usensationel (fraregnet enkelte af komedierne). Man kan også nævne hans trang til at skildre børn eller unge mennesker i centrale roller eller hans ofte skæve historier eller skæve vinkling på historierne - fx i de amerikanske film
Pretty Baby (1978),
Atlantic City (1980),
My Dinner with Andre (1981) og
Vanya on 42nd Street (1994).
En ting, jeg kommer til at tænke på, nu hvor jeg læser korrektur på mit indlæg og reflekterer over Louis malles værk, er, at et af de mest markante fællestræk ved hans værk nok er hans meget humanistiske menneskesyn! Fælles for både hans dokumentarer og hans spillefilm er hans ret varme menneskeportrætter. Uanset race eller etnicitet udvises altid stor sympati for selve mennesket. Ingen fordømmes. Unge, gamle, alkoholikere, handicappede, homoseksuelle, fattige, religiøse mindretal - alle behandles med stor empati og stor humanistisk og kulturel accept.
Anbefalinger?Da Louis Malles film er så forskellige, er det svært at komme med anbefalinger. Det kommer i virkeligheden mest an på, hvad man kan lide. Jeg har en vis forkærlighed for de tidlige sort-hvide film, især den lidt Hitchcock-agtige debutfilm
Ascenseur pour l'échafaud (1958) (aka "Elevator to the Gallows").
My Dinner with Andre (1981) er Malles mest
arthouse-agtige film, meget original og fængslende. Den næsten to timer lange film har stort set kun to medvirkende som taler over en middag på en restaurant i New York! Ligesom med sushi og whisky er det selvfølgelig noget, man skal kunne lide, før man for alvor kan sætte pris på det!
I virkeligheden værdsætter jeg næsten alle de afbildede film lige højt. Kun
Vie privée (1962) og
Damage (1992) har været dårlige. Det skal dog siges, at det er en hel del år siden, jeg har set
Damage, men den skuffede mig fælt. Jeg har dog noteret mig, at Roger Ebert gav den 4 stjerner (af 4), så filmen har sikkert flere kvaliteter. Den får en ny chance hos mig en dag.
Le voleur (1967) skuffede mig ikke helt så meget, men er heller ikke fremragende. Men alle øvrige film holder forholdsvis høj klasse. Selv de spøjse
Zazie... og
Viva Maria!, som purister nok vil regne for at være FOR underlødige. Af de film, jeg ikke ejer, må jeg anbefale
Vanya on 42nd Street (1994), som i øvrigt er perifert beslægtet med
My Dinner with Andre (i tematik og medvirkende snarere end i koncept).
Hans dokumentarfilm er også ganske fascinerende og rummer mange fine øjeblikke. Jeg var meget rørt af en scene i den film, hvor filmholdet står i dagesvis på en bestemt plads i Paris og interviewer tilfældige forbipasserende. En ung smuk kvinde, som passerer forbi dagligt, ender med at få en mikrofon i hånden og selv blive en del af filmholdet! Hovedværket er den 6 timer lange serie
L'inde fantôme om Indien - lavet forholdsvis impulsivt uden manuskript. Men som situationen på dvd-markedet er nu, giver det ikke megen mening at fremhæve enkelte dokumentarfilm. Man er nemlig nødt til at købe hele molevitten i Criterions Eclipse-boks, hvis man vil have et indblik i dette univers.