Første update. Så kom drømmeplakaten endeligt hjem!
Det er en original, italiensk biografplakat fra Mario Bavas gyserfilm
LA FRUSTA E IL CORPO (alias Pisken og kroppen alias The Whip and the Body) fra 1963.
”Pisken” er nok min favorit blandt Bavas film. Den handler om en modbydelig, sadistisk adelsmand, Kurt Menliff (Christopher Lee), der vender hjem fra eksil, uden at det vækker større gensynsglæde hos resten af husholdningen. Kort efter hjemkomsten myrdes Kurt da også, og alle lader til at have grund til at have gjort det. Kun Nevenka, (Daliah Lavi) Kurts tidligere forlovede og nu gift med hans bror, ser ud til at være berørt. Nevenka savner bogstaveligt talt at smage hans pisk!
Filmen var stærk kost for samtiden med sin åbenlyse beskrivelse af et S/M-forhold mellem de to hovedfigurer, og den blev derfor også censureret i mange lande. I Danmark blev den vist uklippet, og alt andet giver heller ikke nogen mening, for den forbudte kærlighed er hele filmens omdrejningspunkt.
Plakaten er en såkaldt quattro fogli (= four sheets), trykt i to adskilte ark, der samlet fylder 140x200cm. Altså en ordentlig moppedreng, der nok kan optage det meste af en væg i de fleste hjem. Den regnes typisk som en A-titel blandt samlere af italienske gyserplakater, ikke blot fordi Mario Bava i dag anses for at have været en betydningsfuld instruktør, og filmen for en af hans bedste, men også fordi den kunstneriske udførsel er helt i top. Læg mærke til, hvor smukt filmens tragiske kærlighedsforhold illustreres gennem motivet af Lee, som svinger pisken, og Lavi, der holder en symbolsk blødende rose.
LA FRUSTA er en plakat, man skal være heldig at finde, og man skal berede sig på at have den store tegnebog op af lommen. For et eksemplar i bare hæderlig stand kommer man ikke til at betale under 2000kr, og skal plakaten være velholdt, så taler vi straks fra 5000kr og opefter. Det skal dog ses i perspektivet af, at italienske plakater fra samme periodes internationale kunstfilm, for eksempel nogle af Fellinis produktioner, går for det ti-dobbelte og op.
Jeg stødte første gang på den gennem et billede, Tim Lucas postede på sin
Bava-blog i september 2007. Jeg har ledt efter den lige siden, været tæt på et par gange, og sidste efterår lykkedes det så endeligt. Jeg vandt et eksemplar med nogle skønhedsfejl på eBay.
Fælles for mange 1960’ernes filmplakater er, at de er trykt på billigt, meget syreholdigt papir. Det gælder især de sydlandske. Der var ikke rigtig nogen, der tænkte på at samle italienske filmplakater før sidst i 1970'erne, de var simpelt reklamemateriale beregnet til at blive brugt og smidt ud igen bagefter. Det høje syreindhold nedbryder langsomt plakaterne indefra og kan bl.a. efterlade brune misfarvninger langs folderne eller helt få plakaten til at falde fra hinanden. Det er derfor, det er svært (og dyrt) at finde plakaterne i god stand
Mit eget eksemplar havde en stor vandret revne i en fold tæt på Christopher Lees hoved. Der var også et par mindre huller, men værst var de brune syreskader hele vejen rundt og i nogle af folderne. Stakkels Daliah havde fået et par særdeles markante brune streger tværsover panden og nedover næsen.
En så stor plakat er man nødt til at montere/ klæbe op på noget. Det gør det både nemmere at indramme den, og det beskytter papiret fra at blive skadet under sin egen vægt. De italienske quattro fogli er yderligere, som jeg nævnte før, trykt i to adskilte ark, så det er den eneste fornuftige måde at få plakaten til at hænge sammen på.
Seriøse samlere vælger gerne at få plakater klæbet op enten på syrefrit rispapir (paper backing) eller på groft lærred (linen packing). Begge metoder er godkendte til museumsbrug og har desuden den fordel, at alle foldekanterne glattes ud, i det plakaten klæbes fast til underlaget. Jeg fik min linen backed hos en
professionel konservator i USA og valgte samtidigt at få den restaureret. Plakaten blev vasket og renset for gammelt skidt og støv og derefter bleget for at fjerne misfarvningerne. Til sidst blev revner og huller lappet med gammelt papir fra en plakat fra samme periode (for at matche teksturen), og reparationerne blev malet med blæk. Resultatet er ret fantastisk efter min mening. Man kan stadigvæk godt ane, hvor revnerne har været, men kun hvis man stikker næsen helt tæt på. Alle misfarvninger er fuldstændigt forsvundet.
Dermed er plakatens rejse næsten slut. I sin nuværende tilstand bør den kunne holde adskillige årtier, før der igen skal gøres noget ved den. Nu mangler jeg kun at få den indrammet, men mere om det senere.