Hvem havde for ti år siden troet, at vinyl-skiver skulle få en renæssance? Ingen! Men eftersom de nu er på vej frem igen, vil jeg vise nogle få billeder af min gamle samlig og skrive lidt historie om dem.
Direkte skårne skiver ('Direct cut')
Lige siden grammofonpladen blev opfundet, har man forsøgt at forbedre mediet på alle tænkelige måder. Omkring midten af 70'erne eller måske i slutningen af årtiet nåede man frem til den ultimative løsning: Direkte skårne plader! Ved at skære pladerne under selve indspilningsprocessen, kunne man springe et par meget forringende led over, herunder båndoptageren, som var det svageste led i kæden. Ved at undgå kompression, transformere, multi-track-bånd og downmix til masterbånd i signalvejen kunne man opnå ufattelig høj dynamik på disse direkte skårne plader.
Der var selvfølgelig ulemper. Teknikken kunne nemlig kun bruges til direkte 'live'-indspilninger; pladen (
matricen tror jeg det hedder) blev nemlig skåret live, mens musikken blev spillet. Det betød også, at det ikke var muligt at redigere i optagelsen. En hel pladeside måtte nødvendigvis indspilles i ét stræk uden afbrydelser. Det var heller ikke muligt at genudgive musikken, da den kun var lavet i et begrænset oplag, og da der ikke eksisterede båndoptagelser af den. Når først pressematricen var slidt ned, var det ikke muligt at presse flere vinylplader!
Det helt store problem var dog selve musikken. De fleste mennesker hører jo musik for musikkens skyld. Med
direct cut-teknikken var det kun muligt at udgive musik, som blev skabt i nuet, og det var sandt at sige ikke altid, at den musik var så vellykket. Men med hensyn til lydkvalitet (især hvad dynamik angår) kommer vi aldrig til at høre noget bedre på vinyl.
Direct cut-teknikken havde sin korte storhedstid sidst i 70'erne, hvor flere små og uafhængige selskaber konkurrerede om markedet, men med indførslen af PCM og digitale båndoptagere, samt cd-standarden få år senere, døde denne niche-produktion.
Min bedste direkte skårne plade er en Wagner-plade fra 1978 udsendt af Sheffield Lab, som nok var det førende selskab indenfor denne teknologi. Og hvilken plade! Der er tale om en super-indspilning med ufattelig dynamik. Orkestret - Los Angeles Philharmonic - er et verdensklasseorkester og dirigenten Erich Leinsdorf en veteran med hundredevis af fine indspilninger på bagen. Det er fantastisk - ikke mindst
Valkyrieridtet kendt fra helikopterangrebet i
Acopolypse Now.
Pladen ser tam ud,
but don't judge a book by its cover!