Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg læste en
artikel om en fyr, der har guidet sin søn gennem alle generationer af spil - fra arkadespil og Atari 2600 til PS2.
Citat:
Before my son was born in 2004, I was prepared. I’d brainstormed a long list of sociological and psychological experiments with friends and coworkers, ready to unleash my inner Milgram on my unborn offspring.
My original plan was to raise him thinking he was living in a computer simulation, but sadly, my wife vetoed it. And any other potentially harmful, but funny, life-altering scenarios.
Jeg ser det jo som en del af deres opdragelse, at børn skal spille andet end Minecraft, flashspil og Xbox. Når vi taler ældre spil har jeg primært selv fået mine børn til at spille C64 via emulator, og de gik egentlig ikke ret meget op i, at grafikken var primitiv. Det er primært blevet til Donald Duck's Playground, der i allerhøjeste grad ligner crap. De har spillet det i timevis alligevel:
Og når man så skal demonstrere, at alt ikke var lyst og lykkeligt i de glade 80'ere, hiver jeg Bionic Granny frem. Det er det, der handler om en psykotisk bedstemor, der står uden for skolen og skal prøve at slå eleverne (med en stok eller et lyssværd, det er vanskeligt at afgøre), når de kommer ud. Jep, børn, sådan var det, da far gik i skole. (Spillet ligner lort og er ca. lige så sjovt, men hatten af for plottet).
Og ellers bliver det til lidt platformsspil til Amiga og en hulens masse Age of Empires 2 med min 10-årige. Der er mange andre sjove spil til C64'eren, men de fleste er bare for svære. Men alle hygger sig gevaldigt med det.
Hvad har folk herinde ellers af erfaring med at udsætte ungerne for retrospil?
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film