Om ca. 20 min går det løs:
Her bliver TDC verdens første udbyder af "alt musik ad libitum".
Se evt. nedenstående artikel, som jeg venligst har lånt fra Gaffa.dk:
Citat:
Reportage: TDC tilbyder gratis musik
Mandagens pressekonference fik TDCs musikrevolution til at blegne en smule med den genindførte kopikontrol som største hage ved et ellers mere end glimrende initiativ.
Af Rasmus Ardahl, MyMusic.dk
Det lød næsten for godt til at være sandt. Men var det ikke - og så alligevel. Mandag morgen tikkede nyheden ind om, at TDC fra 1. april tilbyder deres kunder gratis musik i form af ubegrænset download via en helt nye musikservice, Play. Servicen, der gælder for alle bredbåndskunder (med downloadhastigheder på minimum 2 Mbit/s) hos TDC og YouSee samt alle mobilkunder hos TDC, launcher til midnat. Lidt af en musikrevolution, og trods datoen for premieren ikke tale om nogen form for aprilsnar.
Mandag eftermiddag holdt TDC så stilet pressemøde i Store Vega for at indvie indbudte gæster og presse i detaljerne omkring projektet, der gør TDC til det første teleselskab i verden, som tilbyder ubegrænset download af musik som del af et almindeligt abonnement. Et muligt svar på musikbranchens trængsler, og et lovligt alternativ til den ulovlige fildeling.
Tre navne, Szhirley, Marie Key og Alter Me, stod for eftermiddagens musikalske underholdning, mens ordene blev fordelt mellem for TDCs vedkommende, koncernchef Jens Alder og ansvarlig for TDC Musik, Søren Tvilsted, og for musikbranchens vedkommende, marketingdirektør i IFPI, Jesper Bay. De tre var meget tilfredse med resultatet af halvandet års forberedelse og forhandling, og udtrykte stor optimisme i forhold til, at TDC med initiativet kan være med til sikre dansk musik økonomisk og fjerne incitamentet til at downloade ulovligt. Det sidste udsagn endte dog med at klinge en smule hult - mere herom senere.
70 % musik
Og så til de kolde facts. Som kunde hos TDC får man fri adgang til den nye musikservice Play.TDC har lavet aftaler med tre af verdens fire største selskaber, Sony-BMG, EMI og Warner, og med en lang række af de største danske selskaber heriblandt MBO, DiGiDi og ArtPeople. Det giver TDCs kunder adgang til flere end en mio. sange, eller hvad der svarer til ca. 70 % af hvad der i dag sælges på det danske marked. Den licens koster TDC, der har som mål at få alle selskaber inklusive Universal med i aftalen på længere sigt, et tocifret millionbeløb hvert år, mens de enkelte selskaber selv står for afregningen til kunstnerne efter interne fordelingsnøgler. Nærmere kom vi ikke omfanget af og detaljerne i den økonomiske del af aftalen.
For TDCs kunder er servicens dog gratis, og det aspekt var TDC meget ærlige omkring. Det handler slet og ret om at tilbyde en service, der gør, at de troløse mobil- og internetkunder forbliver hos telegiganten. Her kan det indskydes, at virker strategien, kan betaling via overskud fra flere kunder og reklameindtægter dække udgiften til musiklicensen. Hvis ikke, skal pengene selvfølgelig findes et andet sted, eksempelvis i kundernes betaling. Så om man vil opfatte TDCs Play-projekt som en abonnementsordning eller som en gratis service, er et temperamentsspørgsmål. Men for TDC er den del af at større strategi, hvor kunder tilbydes en langt større indholdsdel i deres abonnement, hvorfor man sagtens kan forestille sig modellen udvidet til også at inkludere eksempelvis film.
The catch?
Undervejs i programmet fik vi demonstreret, hvordan Play fungerer, og det så både nemt og intuitivt ud på både computer og mobil, og at man via mobil ikke skal betale for trafik når man downloader, vil utvivlsomt vække glæde. Og så til det negative. For modellen indeholder ikke så få begrænsninger. Opsiger man sit TDC-abonnement mister man nemlig al sin musik. Og man kan heller ikke overføre musik til mp3-afspillere, cd'er eller lignende medier, og ej heller til mobiltelefoner (hvorfor man altså skal være både mobil- og internetkunde for at få maksimal gavn). Det hele foregår via TDCs musikbutik, der derfor stadig tilbyder kunder også at købe musik til ejendom.
Musikken er altså en service, der tilbydes som licens så længe man er kunde, men som stopper med at virke 30 dage efter, at man har sagt sit abonnement op. Det gav anledning til en række spørgsmål, men lidt overraskende sluttede arrangementet uden en spørgerunde fra fremmødte journalister, hvorfor man i stedet måtte rundt med blok og kuglepen efter seancen overgik til mere fri leg. Jeg fangede efterfølgende koncerndirektør i TDC, Jens Alder, og spurgte til, hvorfor TDC nu genindfører den meget udskældte kopikontrol, DRM (Digital Rights Management), som ellers har været kraftigt på retur det sidste år:
- Det er selvfølgelig noget vi har overvejet, vi har jo været i gang med det her projekt i halvandet år. Og aftalen endte med, at det kun er vores kunder der kan downloade musik. Eller sagt på en anden måde, så er det kun apparater med internetudgang, der kan bruge ordningen, hvorfor der ikke er noget i vejen for at tilføje flere apparater senere.
Næppe stop for ulovlig fildeling
Det betyder, at der i princippet åbnes for MP3-afspillere med Wi-Fi, såsom Apples iPod Touch, der så til gengæld ikke understøtter TDCs anvendte filformat WMA. Og så er vi lige vidt. Der skal ikke herske tvivl om, at TDC selvfølgelig også hellere skubber på udviklingen mod at mobiltelefoner bliver de foretrukne musikafspillere, og heri skal en del af forklaringer på, at de mange iPod-brugere ikke får spor gavn af tjenesten som den er nu, nok findes. Derudover må det formodes, at pladebranchen noget overraskende, tidligere tiders erfaring med DRM taget i betragtning, har været interesserede i at holde lidt igen, når sluserne åbnes. Og det er paradoksalt efter som det netop er det segment, der bruger iPods, der også downloader ulovligt. Den gruppe skal stadig ud og finde musik via andre metoder.
Det er ellers ikke mere end et år siden, at EMI valgte at skrotte det blandt forbrugerne udskældte DRM-system, ligesom den var tilfældet med danske pladeselskabsgruppe MBO og alle de små uafhængige danske selskaber. Siden hen er de andre major labels i nogen grad fulgt efter, ligesom Amazon har åbnet en musikbutik udelukkende med DRM-fri musik. Det pludselige tilbageskridt krævede derfor en forklaring fra EMIs danske direktør, Michael Wermuth:
- Det er sandt, at vi var de første der fjernede DRM, dengang til brug på iTunes. Men vi har hele tiden været åbne for nye modeller for at få musikken ud til forbrugerne og det her er en god mulighed. TDC-modellen er én løsning, men jeg tror man skal forvente sig mange andre tiltag fremover. Ligesom det fysiske forbrug altid har haft mange ansigter med alt fra den lille pladebutik til supermarkedet, vil det digitale formentlig også få det.
Godt begyndt...
Og det er måske netop lærdommen efter i dag. iTunes leger efter sigende med ideer om at lave en abonnementsordning i øjeblikket, Sony Ericsson ligeså, og Nokia har allerede annonceret, at de søsætter et musikabonnement senere på året. Deres model bakkes i øvrigt kraftigt op af Universal - den mest nærliggende forklaring på verdens største pladeselskabs fravær på dagens pressemøde. Direkte adspurgt anså Jens Alder det da også for meget sandsynligt, at andre teleselskaber følger i TDCs fodspor. Det handler om, at være first movers og få et forspring, og så i øvrigt være innovative, sluttede han, inden de næste skribenter tog over.
Konklusionen er, at TDC måske har været en anelse for fokuserede på at lave en tjeneste, der kan fastholde kunder, mens pladeselskaberne er gået tilbage til troen på, at kontrol virker i en tid, hvor al musik allerede er tilgængeligt på nettet. Man må derfor ærgre sig over den stramme binding, den unødige brug af DRM, og at det ikke er lykkedes TDC at få opbakning fra hele pladebranchen. Samtidig må man glæde sig over nytænkningen, over at det trods alt er lykkedes at få så stor opbakning i branchen, og over, at TDC med dagens tiltag har skabt en i hvert fald lille revolution, der også levner plads til konkurrence, og forhåbentlig kan afstedkomme endnu bedre og mere forbrugervenlige modeller i fremtiden.
Hvad synes I om tiltaget?
Umiddelbart lyder det i mine ører som en udvidet udgave bibliotekernes netmusik, men det er trods de nævnte begrænsninger dog en ting jeg vil tænke over næste gang jeg skal ud og have nyt abonnement - har i dag Yousee bredbånd, men kunne da bestemt godt overveje et TDC mobil-abonnement, hvis det bliver en succes...