Jeg har for nogen tid siden skrevet en stor anmeldelse af "The Stanley Kubrick Archives", som skulle trykkes og bringes andetsteds. Det blev desværre ikke til noget, så derfor kunne jeg jo passende bringe den her, så dem der kunne være interesseret i bogen kan læse lidt om den. God læselyst 
Alison Castle: The Stanley Kubrick Archives. Taschen. 2005
Nyt pragtværk om Stanley Kubrick er på én gang et smukt minde over manden og hans film og en detaljeret og grundig indføring i mandens tilgang til film.
Den 7 marts 1999, kun få dage efter at han havde forevist den endelige og færdigklippede version af sin seneste film, Eyes Wide Shut, til den nærmeste familie og hovedrolleindehaverne af filmen, Tom Cruise og Nicole Kidman, døde Stanley Kubrick. Manden døde så at sige midt i arbejdet, det arbejde som han havde viet sit liv til: Filmen. Og denne ægteskabs-metafor er nok ikke helt ved siden af, når man skal finde ind til forbindelsen mellem Kubrick som person og Kubrick som filmmager. Kubrick var til det yderste af neglene dedikeret til filmen. Han var vidt berømt og, vil nogen sige, berygtet for at fokusere på små bitte detaljer, der for de fleste måske ville blive betegnet som ubetydelige eller uvæsentlige. Men ikke af Kubrick. Ingen detaljer var for små. Ingen detaljer for uvæsentlige. Og han var, vil nogen igen sige, besat af kontrol, når det kom til hans film og hans projekter. Hvad der i den henseende er enestående var, at han som en af meget få filminstruktører, ikke bare påberåbte sig kunstnerisk kontrol, men rent faktisk også formåede at have fuld kontrol over sine projekter og film. Hvor mange filminstruktører kan i dag sige det samme? Kun én film havde Kubrick ikke fuld kontrol over, nemlig det store historiske ’sværd og sandal’-drama med Kirk Douglas i hovedrollen; Spartacus fra 1960. Indspilningen af Spartacus var en torn i øjet på Kubrick, der kom til projektet forholdsvist sent efter en henvendelse fra Kirk Douglas, der ikke kun var hovedrolleindehaver i filmen, men også producer. Kubrick var overbevist om at han kunne lave en god film – hvis han fik lov at ændre i manuskriptet. Det viste sig så, at det fik han ikke. Og på grund af kontraktlige forhold blev han nødt til at færdiggøre filmen uden fuldstændig kunstnerisk kontrol. Og det var netop oplevelsen med Spartacus der fik ham til at sværge over for sig selv, at han aldrig, under nogen som helst omstændigheder, ville fragive kontrol med sin film. Så næsten hellere helt holde op med at lave film, hvis det skulle være alternativet.
Måske var det også denne nidkærhed overfor detaljer og kontrol, der fik ham til at være så omhyggelig med hensyn til udarbejdelsen af sine projekter. Kubrick lavede få film. 12 film over en 44-årig periode er ikke overvældende. Til gengæld forberedte han sine filmprojekter ned til mindste minutiøse detalje. Fra idéplan til udarbejdelse af manuskript: Intet var overladt til tilfældighederne, når det var Kubrick der skulle sidde i instruktørstolen. Alting blev noteret ned på små sedler og i notesbøger, der så blev arkiveret. Arbejdsprocessen kender vi. Men hvor detaljeret og minutiøst Kubrick arbejdede med sine film – og hvad der rent faktisk gemte sig i hans arkiver – bliver nu med The Stanley Kubrick Archives afsløret for første gang.
Her, godt 6 år efter mesterens død, er det tid til at gøre boet op. Det er tid til at vurdere Stanley Kubricks oevre, hans samlede korpus af film og de aftryk han har sat sig som filminstruktør. Det er tid til at åbne arkivskabet og lade offentligheden få et indblik i de ting, der her gemte sig. I den henseende er The Stanley Kubrick Archives den væsentligste og vigtigste bog om Stanley Kubrick og hans film i mange år.
Bogens redaktør, Alison Castle har som den første efter Kubricks død haft fuld adgang til hans arkiver – og lad mig allerede afsløre her, at det er imponerede, hvad hun her får gravet frem af gemmerne. Der præsenteres i bogen et væld af billeder (omkring 1600 i alt!), interviews, detaljer, anekdoter og interessante informationer omkring Kubrick og hans film, som aldrig tidligere har været offentliggjort. Derudover indeholder bogen en cd med et timelangt interview med Stanley Kubrick fra 1966. Førsteoplaget indeholder desuden et stykke unikt filmstrimmel fra Stanley Kubricks egen personlige kopi af 2001: A Space Odyssey. The Stanley Kubricks Archives er således en sand og veritabel skatkiste for Kubrick-fans og kendere. Det er oven i hatten også et respektindgydende og smukt bogværk, der burde tvinge savlen frem i mundvigene på enhver bogelsker. Skal man købe og læse én eneste bog om mesteren Stanley Kubrick i sit liv. Så er The Stanley Kubrick Archives et godt bud.
Visuel tour de force
The Stanley Kubrick Archives er inddelt i to store afsnit. Da Kubrick i 1968 blev bedt om at kommentere på de metafysiske aspekter i 2001: A Space Odyssey udtalte han, at han havde tænkt filmen som en fuldstændig nonverbal oplevelse, den skulle være en ren visuel tour de force, hvor billedernes emotionelle og filosofiske indhold skulle printe sig ind i hukommelse på seeren. Bogens første del tager her Kubrick på ordet og præsenterer en ren visuel gennemgang af alle hans film. I kronologisk orden, fra åbningsscenen i Killers Kiss (1955) til de allersidste frames af Eyes Wide Shut (1999), bliver alle Kubricks film præsenteret og gennemgået via stillbilleder. Imponerende 800 billeder er optryk i denne del – og det vel og mærke i en fantastisk kvalitet. Hvert eneste billede er optrykt direkte fra kilden: de originale filmprints. Derved får man en så god kvalitet som muligt med hensyn til farvegengivelse og beskæring af billederne.
Alle der har set 2001: A Space Odyssey er ikke i tvivl om, at den er en visuel kraftpræstation. Men hvad The Stanley Kubrick Archives dokumenterer med den rene visuelle gennemgang af alle mandens film er, at Kubricks udtalelser om 2001 faktisk er en sigende karakteristik af alle hans film. Allerede i Killers Kiss fornemmer man en stærk visuel sensibilitet, og Kubricks sidste – og noget undervurderede og underkendte – film, Eyes Wide Shut (1999), præsenterer nogle af de smukkeste billeder set på film. Billederne er drømmeagtige og med Kubricks vanlige sans for detaljen, er de mættede med stemning. Billederne, især åbningssekvensen, kan næsten minde om vores egen Vilhelm Hammershøi og hans malerier af rygvendte kvinder i tomme stuer. Sådan står Nicole Kidman dér, som en mystisk figur i det tomme rum, blotter sin ryg og sin nakke, men er alligevel så uendeligt langt væk fra os. Hvert enkelt lille bitte frame i denne film, besidder så stor visuel kraft, at man uden videre kunne hænge dem op på et hvilket som helst galleri eller kunstmuseum som stor Kunst. Intet mindre.
Den kreative proces og urealiserede projekter
Bogens anden del sætter fokus på Kubrick som instruktør og måden han arbejdede på. Igen opbygget i kronologisk orden præsenteres vi for et imponerende udvalg af materialer fra hans arkiver; fotografier, set-design, korrespondencer, dokumenter, manuskript-udkast, noter, tegninger og planer for indspilninger. Det meste af dette materiale har aldrig tidligere været offentliggjort. Som akkompagnement til disse ting fra gemmerne finder vi flere interessante essays og artikler skrevet af forskellige Kubrick-kendere, samt en samling af de bedste interviews Kubrick gav i årenes løb. Artikler og interviews er alle virkeligt gennemarbejdede, der skæres ind til benet. Her er intet overflødigt snak. Sammen med billederne giver disse artikler og essays således et enestående billede af Kubricks filmsprog og hans måde at arbejde på.
Det egentlig scoop i dette afsnit er dog, at man for første gang får et reelt indblik i Kubricks ufærdige og myteomspundne projekter:
A.I var tænkt som en science fiction-historie med et stænk af Pinocchio, som skulle tage spørgsmålet om kunstig intelligens op – hvilket også havde været et tema i 2001: A Space Odyssey. Ideen til A.I fik Kubrick i 1982, da han læste Brian Aldiss’ novelle ”Super-Toys Last All Summer Long”. Når A.I aldrig blev realiseret af Kubrick selv, så skyldes det i høj grad, at computereffekter på dette tidspunkt simpelthen ikke kunne genskabe robotter på overbevisende vis. Uden overbevisende effekter, ville filmen falde til jorden. Det vidste Kubrick. Projektet var derfor mest af alt i venteposition, indtil Kubrick gav ideen videre til sin ven, Steven Spielberg, som endte med at lave A.I i 2001, der måske nok fik en lidt anden tone og stemning end Kubrick selv havde tænkt det.
Aryan Papers skulle have været en film om Holocaust. Ideen til filmen spirede i 1971, men fik tilført ny energi, da Kubrick læste Louis Begley’s roman Wartime Lies i 1991. Det var klart fra starten, at filmen ikke kunne filmes i England. Det ville simpelthen ikke være troværdig. Danmark var blandt andet et af de steder, hvor man ledte efter velegnede steder at filme. Projektet faldt dog efterhånden fra hinanden. Måske på baggrund af at Kubricks tidligere krigsfilm, Full Metal Jacket (1987), ikke havde klaret sig så godt i biograferne.
Mest interessant af alle urealiserede projekter er dog Kubricks stort annoncerede Napoleon-projekt, som i The Stanley Kubrick Archives heldigvis får tildelt stor plads. Kubrick udtalte flere gange i forskellige interviews, at Napoleon og myten omkring ham var en konstant kilde til fascination. Det element der især fascinerede Kubrick ved historien om Napoleon var hvorledes menneskelige fejl og tilfældigheder stikker ansigtet frem i selv det mest velorganiserede maskineri – et tema der går igen i mange af Kubricks film, blandt andet Spartacus, A Clockwork Orange og Barry Lyndon. Selve ideen til at lave en stor episk film over Napoleon fik Kubrick dog først i 1968, da han her øjnede en mulighed for at få finansiering til filmen på baggrund af 2001: A Space Odyssey, der blev en succes i biograferne og blev rost til skyerne af de fleste anmeldere. Han kontaktede derfor MGM, der havde udgivet 2001 – og de gav ham penge til at udvikle et manuskript og samle et hold af assistenter, som skulle hjælpe til med den omfangsrige research til filmen. Få måneder senere havde Kubrick 20 studerende fra Oxford arbejdende for sig, som udarbejde et helt arkiv over detaljerede biografiske informationer om Napoleon og de mennesker han omgav sig med. Han fik lavet detaljerede kostumedesigns, der blev udarbejdet specielle fotografiske teknikker, der kunne gøre det muligt at lave udendørs aftenoptagelser uden brug af ekstra lys, og ligeledes; filme indendørs med levende lys som eneste lyskilde (disse teknikker blev senere taget i brug i Barry Lyndon). Året efter forelå et fuldt screenplay til filmen – og i vinteren 1969 var det så planen at optagelserne skulle påbegynde. Men da Kubrick forelagde manuskriptet og produktionsnoterne til MGM i september 1969, havde studiet – af uvisse årsager – mistet interessen for projektet. Kort tid herefter lagde Kubrick Napoleon fra sig, for at koncentrere sig om sit næste projekt; en filmatisering af Anthony Burgess’ roman A Clockwork Orange.
Det er mildest talt ærgerligt at filmen ikke blev til noget. Når man ser billeder af de mange detaljerede tegninger, kostumer og location shots, er det ikke svært at se filmen spille for den indre skærm. Hvordan Kubricks film ville have spillet kommer vi aldrig til at vide, vi må tage fantasien til hjælp for at fremkalde Kubricks vision. Og det er jo da altid noget. Godt at vi nu har The Stanley Kurbricks Archives til at hjælpe os med at holde denne vision i live.
* Alison Castle (red.): The Stanley Kubrick Archives, Taschen, London. 544 sider. Er set i Arnold Busck til 1500 kr.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
.
