tak for velkomsten. nej, jeg er ikke thure, men har vist snakket lidt med ham om godard.
martin-faroe: det er sjovt, at du finder bande à part interessant - stort set alle, jeg har diskuteret godard med, anser den for hans svageste. i mine øjne gør narrationen den minimalt bedre end le petit soldat, som slet ikke er god, men jeg synes stadig, den er uinteressant i forhold til både à bout de souffle, hvor den samme æstetiske oprørsvilje er til stede, og hvor personerne på samme måde lever mellem verden og fiktionen. det er i mine øjne en sløset film, anna karina er så charmerende som makrel i tomat, og historien er ren junk. hvis godard nu ikke havde lavet andre film, kunne den måske have været interessant, men den forekommer fuldstændig overflødig, hvis man har set à bout de souffle og pierrot le fou. sidstnævnte er forøvrigt på mange måder den fortsættelse, der annonceres i slutningen af bande à part - "i 'scope og technicolor".
le samouraï: ja, du har helt klart set de forkerte film. alphaville er sådan set interessant, men mest som et kapitel i det samlede værk, godards tresserproduktion udgør - ved første øjekast kan den godt forekomme meget banal, ligesom chr. braad thomsen (fejlagtigt, mener jeg) forkaster dens slutning. for at forstå den, mener jeg man må se den som mellemled i en trilogi bestående af une femme mariée (måske den tidlige godards mest undervurderede film, en blændende kritik af samfundet og en parodi på resnais' hiroshima mon amour) og pierrot le fou.
min egen indgang til godard var à bout de souffle, som jeg stadig synes man skal se først. både fordi det er en af hans sjoveste og på handlingsplanet mest vedkommende film (en film som le mépris er til sammenligning dybt kedsommelig), måske ligefrem den mest underholdende film, jeg kender - og fordi den sparker den filmiske modernisme i gang. samtidig sætter den scenen for godards tresserproduktion (til og med week-end (fin de film, fin de cinéma)) og en del af temaerne i spil - prostitution, forholdet mellem film og virkelighed, fremmedgørelsesspillet mellem engagement og nihilisme, som er et dybt personligt tema for godard. jeg så den i cinemateket uden at vide meget om godard, og kunne de næste mange uger mærke, at den voksede hver gang, jeg tænkte på den.
dernæst bør man se pierrot le fou, som vist desværre er svær at få i en god dvd, hvis man ikke er frankofon - har en engelsk dvd med elendige tekster, der tilmed fylder halvdelen af billedet. historien er langt hen ad vejen den samme som i à bout de souffle: den sidste kærlighedshistorie. godard er i mine øjne ikke nær så tør og teoretisk, som mange opfatter ham - han besidder stor ømhed, og man forelsker sig på lige fod med personerne i filmen. jeg tror ikke, man kan blive færdig med pierrot le fou - jeg har set den ti-femten gange og skrevet ba-projekt om den, men finder stadig nye detaljer i den. jeg kender ingen, der har set den, som ikke er blevet forelsket i den - også selvom de ikke kender særligt meget til filmteori.
andre anbefalelsesværdige film for godard-begynderen er masculin-féminin, som er den sidste af hans film, der med nogensomhelst ret kan kaldes 'nouvelle vague' - en løs vignet-fortælling om unge i paris i '66. (den kan forresten med fordel kontrasteres med phillippe garrels les amants réguliers, der var min største oplevelse på natfilm i år, og som også omhandler venstreorienterede unge i slutningen af tresserne.) sjov og løs - ikke én af godards store film, men én det er let at holde af. det er forøvrigt jean-pierre léauds første store rolle hos godard, og de klæder hinanden fantastisk.
desuden bør alle med interesse for filmhistorie se week-end, som da den kom frem var den måske mest rabiate kommercielle film nogensinde. den er et frontalangreb mod tilskueren og en mareridtsrejse i blod - men samtidig også bizart morsom. den er enormt intelligent, og mange vil måske føle sig frastødt første gang, de ser den, men det er jo så også en del af pointen: godard udtalte selv, at kun dårlige film kunne få kommerciel succes. dertil fortalte en journalist ham, at week-end klarede sig ret godt i usa. - "så har jeg ikke lavet den frastødende nok."
de måske 'dybeste' film hos den tidlige godard, vivre sa vie og deux ou trois choses que je sais d'elle, skal man vente med at se, til man har en idé om, hvad han laver. første gang, jeg så vivre sa vie forstod jeg i hvert fald ikke meget. den er meget dreyersk og på mange måder hans mest klassiske kunstfilm, så hvis man kommer med den baggrund, kan det godt være en indgangsvinkel (men det gør de færreste jo). deux ou trois choses er som sagt min yndlingsfilm, og ét af de væsentligste udsagn, jeg kender til, om det moderne liv. det fantastiske er bl.a., at godard her er narrator (som i bande à part, men ikke på den samme stand-up comedy-måde) og kommenterer filmens handling - og sine egne dispositioner. ud fra hvilke kriterier kan man retfærdiggøre at sætte billederne sammen på netop denne måde? hvordan ved man, hvad man skal sige? godard viser sig her som digter og filosof - og som menneske. han sætter sig selv på spil, i en film, der kan og vil mere, end nogen anden, jeg har set. når jeg tænker mig om, kan det faktisk godt være, man kan se ham uden forkundskaber - de fleste, jeg kender, der har set den, syntes rigtig godt om den. den er også ude i en okay dvd-version.
de senere perioder - groupe dziga vertov, halvfjerdsernes teoretiske projekter, firsernes spillefilm, halvfemsernes filmhistorie og de seneste spillefilm - skal man nok vente med at give sig i kast med, til man har set fem-ti af hans tidlige film.
|